T I Y O L I - H U M Ø E ,
J
A,
det
er i Grunden Tivolis store Hemmelighed!
„Tivoli-
Humøret“.“
„Visdomsord, kære! Det „Tivoli-Humør“ er det altsaa jeg vil
have med i Bogen — med
Petit.
De forstaar m ig; en Vrimmel
af Anekdoter fra de 50 Aar derinde! Pluk mig en Buket af hun
drede, to hundrede, tre hundrede Anekdoter og Bonmots fra Tivoli.
— der er nok af dem! Saa sætter vi dem med
Petit
og Stjerner
imellem. Og Tivoli-Humøret er naglet fast til Bladene i al dets
Ejend ommelighed “.
„Top — det er jeg Mand for. Der er jo Masser af Kilder at
gaa til. Om otte Dage har De mig med alle Lommerne strut
tende af
Tivoli-Humør.
Pas endelig paa, at De har Stjerner
nok i Sætteriet!“
*
*
*
Saa begynder Jagten efter Tivoli-Humøret.
Den første Visit gælder en meget gammel, mer end hvidhaaret
Restauratør, den ældste og fortrinligste Tivoli-Kender, der er til
at opdrive. Efter kyndiges Udsagn er der Stof i ham til et nordisk
illustreret Konversationslexikon over Tivoliana i 365 Bind.
Jeg stedes for hans Aasyn og siger ham mit Ærinde.
Den gamle sender mig et langt, prøvende Blik, sukker dybt,
ryster paa Hovedet. Saa kommer det endelig, usigelig tungsindigt:
„Ja, De har sagtens ikke kendt Tivoli i Carstensens Dage?“
„Nej — gør mig ondt — var virkelig lovlig undskyldt“.
„Ja — ja — ork ja! Jeg vil saamæn gærne tro Dem. Ja,
der er passeret mange, mange mærkelige Ting derinde . . . hvis
man vilde skrive
det
ned . . . Ork ja! — Hvad’faler — Anekdoter?
— pudsige Smaatræk, siger De . . . ja, hvis jeg vilde begynde at
fortælle Dem alle
de
pudsige Smaatræk, saa . . .“
Da der var gaaet halvanden Time begyndte jeg at faa en salig
Fornemmelse af, at
nu
var den hvidhaarede og Erindringen ved at tø
op. Jeg sporede tydeligt, hvorledes Ungdomsilden og Tivoli-Humøret
lyste op i Oldingens slukte Blik, jeg nærmede krampagtigt Blyant
spidsen til Noterbogens første jomfruelig rene Blad, — den gamle
lod en ganske stille, ligesom underjordisk Grynte-Latter høre, og
fik frem:
„Der var . . . der var en Gang , . . ork ja, det er længe
længe siden . . . en økonomisk Direktør derinde . . . han gik og
pillede Søm op, — gamle, rustne Søm op fra Jorden . . . for at
være rigtig økonomisk . . .“
Og saa gryntede han igen, denne Gang saa stærkt at han
hostede ved det og nær var kvalt i dette Anfald af Tivoli-Humør.
Men — saa var han ogsaa ganske og aldeles udtomt. Det
var mig ikke muligt at faa en Døjt mere ud af ham.
*
*
*
Bare ikke forknyt. Der er da dem, der er yngre, tænkte jeg og
ringede paa hos Justitsraaden. Han var kun halvfjerds, spil-rask og
utrolig lebendig, ældste Abonnent i Tivoli, Dus med hele Etablisse
mentet fra Direktør til Manden ved Tyrehovedet, levende køben
havnsk Personal-Register over de forløbne 50 Aar, — umuligt at
opdrive et bedre konserveret Exemplar af Tivoli-Humøret.
Han lo, — lo saa han var nær ved at sprække ved det, inden
jeg fik talt ud. Øjeblikkelig med paa det hele.
„Skriv!“ sagde han, „skriv hare ned, min brave Ven! Jeg
skal nok fortælle — — her har De strax én — men den er fin,
og ondskabsfuld . . . nederdrægtig hvas! Peter Svendsen, ham
kendte De, ham ved „Flydebroen“ . . .“
„Naa, Svend Enarm . . .“
„Nej, vist ikke . . .“
„Naa — Peter Nikolaj, da . . .“ (Jeg kendte mine Klassikere).
„Herregud, det er jo den samme! Nej, Peter Svendsen . . .
ved Flydebroen . . . naa, det er for Resten ogsaa ligemeget . . .
men det var en forfærdelig vittig Hund, og ondskabsfuld som hare
Satan. Nu skal De høre én: det var ham, den bekendte kgl.
Kapelmusikus R, — han sidder en Aften sammen med en Del
andre hos Peter Svendsen og fortæller om, alt hvad han kunde
spille og spille . . . Men den Aften er Peter Svendsen nu gal i
Kalotten. Han vender sig om mod Musikeren, og siger . . .
(Kunstpause. Jeg er saa spændt som en Urfjeder).
„Ja — spille mig her og spille mig der! D u kan spille! Pyt!
J a
Basset kan du spille!“
Justitsraaden gør atter en Pavse, som jeg dog synes bliver
fo r lang.
„Naa . . . og
sa a
?“ opmuntrede jeg ham.
„Saa!
ja, saa er der saagu ikke mer af den. Nu skal De
faa en anden, men den er nu ikke
saa
fin . . .“
Jeg takkede ærbødigst og had om Tilladelse til at komme
igen en anden Gang. Naturligvis var det min Fejl — men ogsaa
Justitsraadens Tivoli-Hum ør syntes mig alligevel ikke netop d e t,
jeg egenlig vilde have fat paa.
*
*
*
Men — der var jo mange endnu paa Listen. Frisk Mod, An
tonius — det gælder bare om at komme til den rette. Der er den
forhenværende Direktør Y . , . han
maa
da sidde inde med en
Mængde Stof, om ellers nogen gør det, og han er ikke mer end 60.
Allons enfants
. , . banker paa . . . overordenlig elskværdigt
modtaget.
Forhenv. Direktør Y er en meget diplomatisk anlagt Karakter.
Han siger foreløbig ikke et Ord, men lader mig fortælle vidt og
bredt om, hvad det er jeg vil, alt imedens han hører paa mig
med et stille Smil.
Saa siger han:
„Kære Ven"! — N u forstaar jeg endelig, hvad det er De vil.
Men . , .“ Han piner mig som med Tommelskruer med dette
„men“. — „Men . . . jeg har selv skrevet en større Afhandling
om Tivoli, og dér har jeg virkelig selv Brug for alt hvad jeg véd
desangaaende, saa . . . De forstaar . . . og maa have mig und
skyldt“.
„Men Herregud! blot et Par Smuler fra den riges Bord . . .“
„Nej, unge Mand! De maa virkelig ikke forlange af mig, at
jeg skal pille Rosinerne ud af Kagen og give dem til Dem ! —
saa
lidt egoistisk er jeg ikke!“
*
*
*
Jeg farer i en lærd Mand, Historiker, inde i hver en Fold af
det gamle og nye Kjøbenhavn. „Fortæ l!“ raaber jeg fortvivlet.
„Fortæl! — Noget Tivoli-Humør! — “
Han bestiger et indbildt Katheder og holder en Forelæsning
om hvorlunde en meget loyal Grundlovssang, der i 1856 blev
afsunget inde paa Etablissementet, ved nærmere Eftersyn viste sig
at være den rene Majestætsforbrydelse. Naar man læste de første
Bogstaver i hver Linje nedad stod der: „Gid Fanden havde Kon
gen og hans Ministre, der har tyvstjaalet Grundloven.“ Forfatteren
maatte 3 Maaneder i Logis i Hestemøllestræde for den Spas’ Skyld!
— — Se,
det
var da endelig noget! Det fyldte hele 3— 4
Sider i Noterbogen, da det var skrevet ned. Jeg trykkede rørt
den begavede, lærde Mands Haand, siger Farvel og kan ikke dy
mig for allerede nede i Gadedøren med Velbehag at læse alt det
skrevne igennem. „Her har du da endelig . . . ja, kan man egenlig
kalde det for Tivoli-Humør? Majestætsfornærmelse og tre Maane
der „Almensikkerhed?“ — Ja,
kan
man? . . . Jeg ved ikke!
*
*
*
I hvert Fald kan det ikke opstilles som et Paradigma paa
Tivoli-Humøret. Det maa danne en Undtagelse. Men jeg
m aa,
jeg
skal
have fat i det rigtige, egenllige Tivoli-Humør . . .
Nu farer jeg paa Gaden som en bidsk Hund løs paa hver
eneste forbigaaende, der blot kan tænkes en eneste Gang at liave
været i Tivoli.
Der kommer en meget kendt Skuespiller-Ven. Han maa kunne.
„Tivoli-Humør, Kære! — De maa jo have oplevet saa meget der
inde, Kæ re!“
„Gærne!“ og han fortæller: „De kendte Carl Wultf. I hans
sidste Aar. Han var brystsyg. De kendte ogsaa Hager, den be
rømte Skolerytter, Renz’s Svigersøn. Han var ogsaa brystsyg. Meget.
Saa var det en Aften henimod Tivoli-Sæsonens Slutning, for
nogle Aar siden. Renz gav et Gilde i Tivoli-Bazarens Restaurant.
Der var mange til Stede. Wultf var til Stede, Hager var til Stede,
jeg var ogsaa til Stede. Saa rejser ved Bordet Hager sig op og
udbringer Wulffs Skaal med Ønsket om at Wultf, der i længere
Tid paa Grund af Sygdom ikke havde kunnet spille Komedje,
snart maatte komme til at optræde igen. Dertil føjer Hager, der
skulde rejse et Par Dage efter, Ønsket om snart igen at træffe
sammen med Wultf.
Wultf rejser sig op for at takke Hager og gør det paa føl
gende Maade:
„Tak, kære Ven! Dine Ønsker vil nok gaa i Opfyldelse, og det
vil næppe tage lang Tid. Du skal se, vi snart baade mødes og
kommer til at optræde — og véd du hvor? — — I „Kisten“ !“
Der blev en meget uhyggelig Stilhed, der ikke godt kunde
kaldes Lystighed.
Og den mest trykkede var Hager. Men et
Par Maaneder efter var ganske rigtig baade Hager og Wultf døde.“
„Tak — mange Tak! — men . . . undskyld! Det kan man vel
egenlig mere kalde for Galgen-Humor eller Kadaver-Lyrik! Ikke
saa meget træffende just Tivoli-Hum ør!“
„Ja, da
var
det skam inde paa Tivoli, det blev sagt, højst— 4 7 —