Previous Page  49 / 55 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 49 / 55 Next Page
Page Background

T I Y O L I - H U M Ø E ,

J

A,

det

er i Grunden Tivolis store Hemmelighed!

„Tivoli-

Humøret“.“

„Visdomsord, kære! Det „Tivoli-Humør“ er det altsaa jeg vil

have med i Bogen — med

Petit.

De forstaar m ig; en Vrimmel

af Anekdoter fra de 50 Aar derinde! Pluk mig en Buket af hun­

drede, to hundrede, tre hundrede Anekdoter og Bonmots fra Tivoli.

— der er nok af dem! Saa sætter vi dem med

Petit

og Stjerner

imellem. Og Tivoli-Humøret er naglet fast til Bladene i al dets

Ejend ommelighed “.

„Top — det er jeg Mand for. Der er jo Masser af Kilder at

gaa til. Om otte Dage har De mig med alle Lommerne strut­

tende af

Tivoli-Humør.

Pas endelig paa, at De har Stjerner

nok i Sætteriet!“

*

*

*

Saa begynder Jagten efter Tivoli-Humøret.

Den første Visit gælder en meget gammel, mer end hvidhaaret

Restauratør, den ældste og fortrinligste Tivoli-Kender, der er til

at opdrive. Efter kyndiges Udsagn er der Stof i ham til et nordisk

illustreret Konversationslexikon over Tivoliana i 365 Bind.

Jeg stedes for hans Aasyn og siger ham mit Ærinde.

Den gamle sender mig et langt, prøvende Blik, sukker dybt,

ryster paa Hovedet. Saa kommer det endelig, usigelig tungsindigt:

„Ja, De har sagtens ikke kendt Tivoli i Carstensens Dage?“

„Nej — gør mig ondt — var virkelig lovlig undskyldt“.

„Ja — ja — ork ja! Jeg vil saamæn gærne tro Dem. Ja,

der er passeret mange, mange mærkelige Ting derinde . . . hvis

man vilde skrive

det

ned . . . Ork ja! — Hvad’faler — Anekdoter?

— pudsige Smaatræk, siger De . . . ja, hvis jeg vilde begynde at

fortælle Dem alle

de

pudsige Smaatræk, saa . . .“

Da der var gaaet halvanden Time begyndte jeg at faa en salig

Fornemmelse af, at

nu

var den hvidhaarede og Erindringen ved at tø

op. Jeg sporede tydeligt, hvorledes Ungdomsilden og Tivoli-Humøret

lyste op i Oldingens slukte Blik, jeg nærmede krampagtigt Blyant­

spidsen til Noterbogens første jomfruelig rene Blad, — den gamle

lod en ganske stille, ligesom underjordisk Grynte-Latter høre, og

fik frem:

„Der var . . . der var en Gang , . . ork ja, det er længe

længe siden . . . en økonomisk Direktør derinde . . . han gik og

pillede Søm op, — gamle, rustne Søm op fra Jorden . . . for at

være rigtig økonomisk . . .“

Og saa gryntede han igen, denne Gang saa stærkt at han

hostede ved det og nær var kvalt i dette Anfald af Tivoli-Humør.

Men — saa var han ogsaa ganske og aldeles udtomt. Det

var mig ikke muligt at faa en Døjt mere ud af ham.

*

*

*

Bare ikke forknyt. Der er da dem, der er yngre, tænkte jeg og

ringede paa hos Justitsraaden. Han var kun halvfjerds, spil-rask og

utrolig lebendig, ældste Abonnent i Tivoli, Dus med hele Etablisse­

mentet fra Direktør til Manden ved Tyrehovedet, levende køben­

havnsk Personal-Register over de forløbne 50 Aar, — umuligt at

opdrive et bedre konserveret Exemplar af Tivoli-Humøret.

Han lo, — lo saa han var nær ved at sprække ved det, inden

jeg fik talt ud. Øjeblikkelig med paa det hele.

„Skriv!“ sagde han, „skriv hare ned, min brave Ven! Jeg

skal nok fortælle — — her har De strax én — men den er fin,

og ondskabsfuld . . . nederdrægtig hvas! Peter Svendsen, ham

kendte De, ham ved „Flydebroen“ . . .“

„Naa, Svend Enarm . . .“

„Nej, vist ikke . . .“

„Naa — Peter Nikolaj, da . . .“ (Jeg kendte mine Klassikere).

„Herregud, det er jo den samme! Nej, Peter Svendsen . . .

ved Flydebroen . . . naa, det er for Resten ogsaa ligemeget . . .

men det var en forfærdelig vittig Hund, og ondskabsfuld som hare

Satan. Nu skal De høre én: det var ham, den bekendte kgl.

Kapelmusikus R, — han sidder en Aften sammen med en Del

andre hos Peter Svendsen og fortæller om, alt hvad han kunde

spille og spille . . . Men den Aften er Peter Svendsen nu gal i

Kalotten. Han vender sig om mod Musikeren, og siger . . .

(Kunstpause. Jeg er saa spændt som en Urfjeder).

„Ja — spille mig her og spille mig der! D u kan spille! Pyt!

J a

Basset kan du spille!“

Justitsraaden gør atter en Pavse, som jeg dog synes bliver

fo r lang.

„Naa . . . og

sa a

?“ opmuntrede jeg ham.

„Saa!

ja, saa er der saagu ikke mer af den. Nu skal De

faa en anden, men den er nu ikke

saa

fin . . .“

Jeg takkede ærbødigst og had om Tilladelse til at komme

igen en anden Gang. Naturligvis var det min Fejl — men ogsaa

Justitsraadens Tivoli-Hum ør syntes mig alligevel ikke netop d e t,

jeg egenlig vilde have fat paa.

*

*

*

Men — der var jo mange endnu paa Listen. Frisk Mod, An­

tonius — det gælder bare om at komme til den rette. Der er den

forhenværende Direktør Y . , . han

maa

da sidde inde med en

Mængde Stof, om ellers nogen gør det, og han er ikke mer end 60.

Allons enfants

. , . banker paa . . . overordenlig elskværdigt

modtaget.

Forhenv. Direktør Y er en meget diplomatisk anlagt Karakter.

Han siger foreløbig ikke et Ord, men lader mig fortælle vidt og

bredt om, hvad det er jeg vil, alt imedens han hører paa mig

med et stille Smil.

Saa siger han:

„Kære Ven"! — N u forstaar jeg endelig, hvad det er De vil.

Men . , .“ Han piner mig som med Tommelskruer med dette

„men“. — „Men . . . jeg har selv skrevet en større Afhandling

om Tivoli, og dér har jeg virkelig selv Brug for alt hvad jeg véd

desangaaende, saa . . . De forstaar . . . og maa have mig und­

skyldt“.

„Men Herregud! blot et Par Smuler fra den riges Bord . . .“

„Nej, unge Mand! De maa virkelig ikke forlange af mig, at

jeg skal pille Rosinerne ud af Kagen og give dem til Dem ! —

saa

lidt egoistisk er jeg ikke!“

*

*

*

Jeg farer i en lærd Mand, Historiker, inde i hver en Fold af

det gamle og nye Kjøbenhavn. „Fortæ l!“ raaber jeg fortvivlet.

„Fortæl! — Noget Tivoli-Humør! — “

Han bestiger et indbildt Katheder og holder en Forelæsning

om hvorlunde en meget loyal Grundlovssang, der i 1856 blev

afsunget inde paa Etablissementet, ved nærmere Eftersyn viste sig

at være den rene Majestætsforbrydelse. Naar man læste de første

Bogstaver i hver Linje nedad stod der: „Gid Fanden havde Kon­

gen og hans Ministre, der har tyvstjaalet Grundloven.“ Forfatteren

maatte 3 Maaneder i Logis i Hestemøllestræde for den Spas’ Skyld!

— — Se,

det

var da endelig noget! Det fyldte hele 3— 4

Sider i Noterbogen, da det var skrevet ned. Jeg trykkede rørt

den begavede, lærde Mands Haand, siger Farvel og kan ikke dy

mig for allerede nede i Gadedøren med Velbehag at læse alt det

skrevne igennem. „Her har du da endelig . . . ja, kan man egenlig

kalde det for Tivoli-Humør? Majestætsfornærmelse og tre Maane­

der „Almensikkerhed?“ — Ja,

kan

man? . . . Jeg ved ikke!

*

*

*

I hvert Fald kan det ikke opstilles som et Paradigma paa

Tivoli-Humøret. Det maa danne en Undtagelse. Men jeg

m aa,

jeg

skal

have fat i det rigtige, egenllige Tivoli-Humør . . .

Nu farer jeg paa Gaden som en bidsk Hund løs paa hver

eneste forbigaaende, der blot kan tænkes en eneste Gang at liave

været i Tivoli.

Der kommer en meget kendt Skuespiller-Ven. Han maa kunne.

„Tivoli-Humør, Kære! — De maa jo have oplevet saa meget der­

inde, Kæ re!“

„Gærne!“ og han fortæller: „De kendte Carl Wultf. I hans

sidste Aar. Han var brystsyg. De kendte ogsaa Hager, den be­

rømte Skolerytter, Renz’s Svigersøn. Han var ogsaa brystsyg. Meget.

Saa var det en Aften henimod Tivoli-Sæsonens Slutning, for

nogle Aar siden. Renz gav et Gilde i Tivoli-Bazarens Restaurant.

Der var mange til Stede. Wultf var til Stede, Hager var til Stede,

jeg var ogsaa til Stede. Saa rejser ved Bordet Hager sig op og

udbringer Wulffs Skaal med Ønsket om at Wultf, der i længere

Tid paa Grund af Sygdom ikke havde kunnet spille Komedje,

snart maatte komme til at optræde igen. Dertil føjer Hager, der

skulde rejse et Par Dage efter, Ønsket om snart igen at træffe

sammen med Wultf.

Wultf rejser sig op for at takke Hager og gør det paa føl­

gende Maade:

„Tak, kære Ven! Dine Ønsker vil nok gaa i Opfyldelse, og det

vil næppe tage lang Tid. Du skal se, vi snart baade mødes og

kommer til at optræde — og véd du hvor? — — I „Kisten“ !“

Der blev en meget uhyggelig Stilhed, der ikke godt kunde

kaldes Lystighed.

Og den mest trykkede var Hager. Men et

Par Maaneder efter var ganske rigtig baade Hager og Wultf døde.“

„Tak — mange Tak! — men . . . undskyld! Det kan man vel

egenlig mere kalde for Galgen-Humor eller Kadaver-Lyrik! Ikke

saa meget træffende just Tivoli-Hum ør!“

„Ja, da

var

det skam inde paa Tivoli, det blev sagt, højst— 4 7 —