45 / 55
gik den snart nd af Interessen. Fremvisningen sygnede hen,
Huset blev taget bort over dens Hoved og den kom under
aaben Himmel til at fungere som et Knudepunkt for alle
Amors Veje. Man satte Stevne ved Krokodillen.
Øen var i Programmets poetiske Sprog et Opholdssted
for de gamle Guder — Lumbyes Dans minder herom —
i Virkeligheden boede her kun en ensomVertshusholder, og
i hans Afkrog dyrkedes kun Bachus, men i Lundens dybe
Skygger udenfor samledes man i Amors Navn. Om denne
Gudsdyrkelse synger Siesby — „mens de sidde derinde og
klinke og drikke paany, herudenfor det hvisler bag Grenenes
tætte Ly. Saa underlig melankolisk lyder Gjøgens Kuk og
Nattergalens Trille og ømme Elsskovssuk. Dens blide Ivjær-
lighedssang bebude for Enhver, at Guden for alle Guder,
at Amor selv er nær“ — hvilket paa jordisk Tale vil sige,
at her holdtes Stevnemøderne. Krokodillen led under dem,
blev rygbrudt og meget svaj allerede i sin anden Saison,
og dens ædlere indre Dele, der dannedes af Halm og Tang,
kom for en Dag. Dette taalmodige Husdyr blev i saadan
Forfatning sat ud af Brødet og jævnlig falbudt i Adresse
avisen uden dog at skabe Reflektanter.
I Koncertsalen var der to Orkestre, et i hver Ende af
det aflange Rum. De koncerterede turvis. Foran det ene
takterede Lumby e, for det andet (Harmoniorkestret) Brauli
st ein. Orkestrene vare dengang forsynede med Instrumenter,
der sjeldnere høres nu; der blev i Finalerne skudt med
Pistoler, knaldet med Petarder og tændt bengalske Flammer,
der stank gyseligt og fordrev Publikum, ja selv de slemmeste
Dakaporaabere, og de vare rent besatte i hine Dage.
Paa Theatret optraadte Carl Rappo med Selskab.
De spillede et Sensationsstykke, „Den skæbnesvangre Nat i
en Røverkrog“. Uagtet deri forekom en vis „Cartusch,
Værthusholder og Røverhøvding“, gik det aldrig op for
Tivoliavisens Redaktion, at her var Talen om en Røverkro.
Derefter gaves „herkuliske Kraftkunster“, som sluttedes med
„Balancen med Skibet“, et Sensationsnummer, der ikke kan
være gaaet den nulevende Slægt af Minde, da det holder
sig til vore Dage paa Herr Bus holm jun.s Repertoire og
kommer frem af og til (i Mangel af bedre).
Theaterpladsen var ikke dengang en Skraaning, der,
som nu, naar op til Alléernes Kant. Den saa ud som
Koncertsalspladsen, nærmede sig Niveauet og havde, som
den, Kontreeskarper i den udgaaende Vinkel. Mellem disses
Kreter og Allétræerne stod en Række Lysthuse af Lægter
og Lærred, og der var Bænke og Borde til Servering for
et udvalgt Publikum, som ønskede at overse Præstationerne
fra et ophøjet Standpunkt. Det maa have været en god
Indretning, saalænge der ingen Folk var, men paa den Aften,
jeg her gjennemlevede, blev det en Torturplads uden Lige.
Det vrimlede med Mennesker og overalt saaes Hoved ved
Hoved. Da der var fyldt nedenfor, krøb Folk op ad Kontre-
eskarpen og Lysthusene fyldtes med Mennesker i den Grad,
at vi, som formodentlig vare komne en halv Time før Fore
stillingen begyndte, for at faa en rigtig god Plads, fik den
værste og bleve klemte op ad Bagvæggens Lærred til det
var revnefærdigt. Alle Rygge tegnede sig i kraftige Kurver
paa dets udvendige Side. Bagude færdedes en ryggesløs
Skare af unge Ugjerningsmænd, som det var nægtet at se
endog det Bitterste og som af Nag vare bievne blodtørstige.
De bare Naale paa sig og anbragte dem uden Persons
Anseelse i disse Rygge eller ogsaa noget længere nede og
vakte Hyl, der lob Linien ned med en Styrke, som stod i
Forhold til Smerten, alt efter som den var fremkaldt ved
en Knappenaal, Stoppenaal eller vel og af en Spækkenaal.
Jeg tror at kunne huske denne Afart af Naale. Intet af
Ofrene evnede at flytte sig, end sige fjerne sig, og man
kunde blot lindres ved at skrige og bande de udenvelts
Bødler, der svarede med Brøl af Latter. Imens gik „den
skæbnesvangre Nat“ sin Gang — hvor var den Nat dog
lang — og medens Garl Rappo, paa Scenen: „Wabello,
fransk Kavallerioberst“, hans „Jokai“, „La France og det
tapre franske Rytteri kjæmpede med skydende og blanke
Vaaben for at befrie den skønne Rose, Kjøbmandsdatteren
fra Livorno, røvet og fangen af „Cartusch“, leverede vi Til
skuere Hvin og Jammerskrig dertil. — Det var min første
Aften paa Tivoli.
Senere kom jeg der adskillige Gange. Jeg. blev den
Anstalts Direktør og var det i
18
Aar. De første sytten
vare de bedste. Vi havde i dem at gjøre med en velsignet
og rar Presse, der flod med sød Madk og Honning. Anmel
derne vare næsten alle Kandidater, klædte Embeder eller
faglige Bestillinger og anmeldte i deres Fritid mere for
Fornøjelses Skyld. Vi vare Omgangsvenner; de skreve ud
af idel Velvilje, vare ikke egoistiske Stilister og ofrede aldrig
en Ven for en Vendings Skyld. Traadte en af dem en Gang*
imellem over Snoren og faldt ud af Tonen, fik lian straks
et indigneret Brev og han gjengjeldte det saa med en ven
lig Forklaring om, at det ikke godt var muligt stadig at
manøvre med nagelfaste Fraser af Ros. Fik en Enkelt —
det skete sjældent — en Raptus og fremturede i sine Bespotte
ligheder, bleve Avertissementerne tagne fra Bladet til stor
Morskab for Kollegerne, og det hjalp gjerne. Men da dette
havde holdt ud i sytten samfulde
Aar, var Freden forbi.
Et nyt Kuld af Journalister skød op; for dem var Malicen
en ny og nem Methode, men Vanskeligheden ved at vænne
sig til den var, at den stak omtrent som Stoppenaalene
forhen i min barnlige Ryg m. m. Jeg var stillet paa samme
Maade, som paa min første Aften paa Tivoli; var ogsaa nu
naglet til Pletten og ligesaa partielt eksponeret. Da min
attende Saison endelig var løben ud — den kom adskilligt
længere for end „Røverkrogen“ — snørede jeg min Bylt
og gik min Vej ud af Tivoli, gladved, at jeg dog havde
været der i de gode Dage. Nu da Aar ere gaaede og*
Dybden af de Smerter, som Livet sender os, kan maales,
maa jeg dog sige, at Svien var værst i
1844
.
— 4 3 —