133 / 172
126
det højst overraskende, at fakultetet virkelig indstiller
en person, som har unddraget sig de paabudte dispu
tatser og har skaffet sig en udenlandsk doctorgrad
uden at forsvare den — altsaa ved køb. Inden der blev
truffet afgørelse var der imidlertid hændet adskilligt.
Der var nemlig kommet to ansøgninger til, ikke om
professoratet i farmakologi, men om at blive adjunk
ter eller lektorer. De to ansøgere var
Eschricht
og
Svitzer.
For
Svitzers
vedkommende var der imidlertid
sket noget, som kom til at spille en rolle under de
paafølgende ret vidtløftige forhandlinger.
Svitzer
dis
puterede i november 1828 for doctorgraden, og ved
denne disputats blev han stærkt angrebet af reserve
kirurg ved kirurgisk akademi og Frederiks hospital
Djørup,
som her optraadte for første gang. Han be
skyldte bl. a.
Svitzer
for plagiat.
Svitzer
holdt derefter
et foredrag i medicinsk selskab, hvortil
Djørup
var
indbudt, og her gendrev han alle beskyldningerne.
Ikke desto mindre kom
Djørup
med en anmeldelse i
Bibliotek for læger, hvori han gentog alle sine beskyld
ninger paa den meget ubehagelige maade, som
Djørup
adskillige gange senere i sit liv anvendte.
Svitzer
sva
rede i et meget skarpt og meget langt indlæg, men jeg
kan ikke se rettere, end at
Djørups
angreb var ganske
uberettiget og
Svitzers
forsvar fuldt ud tilfredsstillen
de. Dette danner baggrunden for fakultetets erklærin
ger. Man kunde ikke nøjes med en samlet udtalelse,
men der afgaves et flertalsvotum og to mindretalsvota.
Flertallet, som kun bestod af
Saxtorph
og
Bang,
skrev, at de havde al grund til at anbefale
Eschricht
s
ansøgning, da man ved, at han under et femaarigt op
hold i udlandet har haft lejlighed til især at dyrke
fysiologiens studium hos de berømteste lærere og har