128 / 172
121
Der sker nu det mærkelige, at direktionen ikke sen
der ansøgninger til fakultetet, men gør direkte ind
stilling til kongen, og at man i denne forestilling ud
taler sig om de medicinske kvalifikationer uden at
vedlægge en udtalelse fra fakultetet. I forestillingen
gøres der som sædvanlig rede for ansøgernes kvalifi
kationer, og det meddeles, at forretningerne m idler
tidig besørges af de andre professorer, men at man
ikke kan undvære en særlig docent. Der skrives s a a :
»Af disse tvende maa direktionen allerund. for
mene, at dr.
Lunding
fo rtjener at komme i betragt
ning frem for dr.
Otto,
ej blot af den aarsag, at han
er ældre kand idat og doctor, men ogsaa fordi han alle
rede h a r været i flere vigtige medicinske stillinger og
nu i flere aar h a r beklædt et anseligt embede som
læge med almindelig agtelse baade for hans praktiske
duelighed og hans teoretiske indsigter. Vel h a r dr.
Otto
leveret flere tryk te skrifter end dr.
Lunding,
men
direktionen tro r ikke at kunne tillægge denne om
stændighed nogen overvejende indflydelse, da efter
flere sagkyndiges dom de af dr.
Otto
udgivne literære
arbejder, ej blot de tidligere, men ogsaa de senere,
ikke bæ rer præg af en saadan modenhed eller grundig
hed, at de skulde kunne give ham fortrinlig adgang
til den ansøgte akademiske lærerpost frem for dr.
Lun
ding.
Derimod h a r den sidste ju s t gjort de fag, som
ved prof.
Howitz
’s død er blevet ledige til sit hoved
studium.«
Ved kgl. resolution af 6. jun i 1826 blev
Lunding
udnævnt til prof. medicinæ extraordinarius med 800
rbd. sølv i gage fra 1. ju li 1826. Samtidig blev han un
deraccoucheur ved fødselsstiftelsen.
Direktionens dom om
Otto
var vist rigtig nok,