![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0129.jpg)
122
men det synes mærkeligt, a t fakultetets erklæring
ikke var indhentet. Det varede dog kun et aar, inden
faku ltetet kom til at sige sin mening, for i oktober
1827 søgte
Otto
om at forundes rang og præd ikat af
professor, og kongen forlangte direktionens erklæring.
Nu blev fakultetet spurgt, og det udtalte, at det aner
kendte
Ottos
umiskendelige flid og virksomhed i vi
denskabelig henseende, dog med den bemærkning, at
det vilde være at ønske, at han i frem tiden vilde give
sin videnskabelige stræben en mere betænksom og
frugtbringende retning. Medens
Schumacher
og
Her
holdt
alligevel anbefaler andragendet, ud taler flertal
let (
Saxtorph , Bang
og
Lund ing
), at man anser det
m indre passende for faku ltetet saa vel at bedømme,
hvilke egenskaber der kunde give adkomst til den
blotte titel af professor som at anbefale nogen til at
erholde samme, hvilket sidste heller ikke tidligere er
sket. Man tro r ogsaa i denne anledning at maatte
fremkomme med det ønske, at den virkelige embeds
benævnelse ikke maatte blive tildelt nogen som titel
uden besiddelse af dertil svarende embede, men at de
almindelige blotte rang titler m aatte blive anvendte til
at udmærke dem, som det maatte behage H. M. at be-
naade i saadan henseende. — Dette ønske blev først
opfyldt c. 100 aar senere, men
Otto
blev ikke profes
sor den gang.
Det skulde ikke vare længe, inden der a tte r blev
vakance, for
Lunding
døde allerede 11. m arts 1829 af
gigtfeber, og der kom strax to ansøgninger om profes
soratet: fra dr. med.
D rejer
og fra dr. med.
Møhi.
Joach im Lund D rejer
var født 1792 i Farsund i
Norge, havde været ved feltlasaretterne i Laurvig og
Christiania 1807—1811. Han gik samtidig i kated ral