SundhedtilstandenKøbenhavn

Forholdsregler mod Røgulæmper.

Sundhedsvedtægtens § 26 indeholder som bekendt den Bestemmelse, at naar

en Skorsten befindes at udsende Bogmasser, der ere til Besvær for de omboende, skal

Kommissionen paalægge Bygningens Ejer eller Bruger at afhjælpe Manglen. Ordlyden

af denne Bestemmelse kunde synes ret betryggende; ikke desto mindre har Virkningen

ikke svaret til Forventningerne. Sundhedskommissionen har ofte skredet ind mod

Bøgulæmper, foranlediget ved Klager fra de omboende; vedkommende Skorsten, over

hvilken dei klages, er bleven sat under Observation af Politiet paa den Maade, at

Gadebetjenten i et Tidsrum af en halv Snes Bage paa et dertil indrettet Skema

noterer Bøgens Udstrækning og Varighed med korte Mellemrum (hver V4 eller »/> Time)

og med Angivelse af Tidspunktet. Naar stærk eller mindre stærk sort Bøg eller stærk

lys Bøg viser paafa-ldende Hyppighed, udsteder Sundhedskommissionen et Paalæu i

Henhold til § 26.

Disse Paalæg føre undertiden til en forbigaaende Formindskelse af Ulæmpen,

men ofte afføde de Betssager, som ikke have det for Kommissionen og for dem. der

lidei under Bøgplagen, forønskede Udfald. Dette gælder navnlig om de talrige Til

fælde^ i hvilke Bøgulæmpen skyldes mangelfuld Fyring eller uheldigt Brændsels

materiale. Naar i saadanne Tilfælde den, som har overtraadt Tilholdet om at afhjælpe

Bøgulæmpen, under den paafølgende Betssag sørger for, at der foretages omhyggelig

Fyring eller anvendes røgfrit Brændsel, vil Betten betragte Tilholdet som efterkommet

og hæve Sagen uden at idømme Bøgproducenten Straf for den Tid, da han overtraadte

Tilholdet. Naar Sagen er hævet, varer det ikke længe, inden Bøgplagen er lige saa

stor som før.

Sundhedskommissionen har længe overvejet, hvorledes Bøgparagrafen burde

affattes for at undgaa dette uheldige Udfald af dens Indskriden i Bøgsager. Man har

undersøgt Forholdene i andre store Byer, men uden derved at opnaa nogen væsentlig

Belæring, som kunde være vejledende for Ordningen herhjemme. I Paris forbyder

Politipiæfekten ved en „Ordonnanceu af 22. Juni 1898, i Betragtning af, at der findes

forskellige praktiske Midler til at formindske Bøgulæmper, nemlig Forhøjelse af Skor

stenen, Valg af hensigtsmæssig Brændsel, Anvendelse af røgfortærende Ildsteder —

Udsendelse af tyk. langvarig og sort Bøg, som kan naa Nabohusene eller fordærve

Gadeluften. De Midler, som anvendes mod Bøgulæmpen, ere altsaa de samme som

her, men Gennemførelsen af Forbudet lader meget tilbage at ønske, den tykke, sorte

Bøg ses i Paris lige saa vel efter Forbudet som før. I Tyskland findes lokale,

kommunale Bestemmelser mod Bøgulæmpen. Saaledes i Dresden en Vedtægt af

7. Marts 1887, som bestemmer, at alle høje Skorstene, store Ildsteder og Central-

vaimeapparater skulle indrettes saaledes, at Bøgen ikke afgiver synlige Partikler-

huden en Frist, som udløb den 1. Maj 1899, skulde dette gælde for alle bestaaendé

Etablissementer. Lignende Statutter ere offentliggjorte for 7 andre tyske Byer.

Noget større Udbytte synes ikke at være opnaaet ved disse Bestemmelser. Den

engelske Public health act 1891 nedlægger vel i ret kategoriske Udtryk Forbud mod

i en Del nærmere betegnede Næringsbrug at benytte ikke røgfortærende Ildsteder eller

at anvende røggivende Brændsel eller at passe et røgfortærende Ildsted saa slet og

s ødesløst, at det alligevel ryger; men Betydningen heraf svækkes noget ved den

ndrømmelse, at Betten kan frifinde Vedkommende, naar det godtgøres, at Ildstedet

er saaledes indrettet og passet, at det under Hensyn til Virksomhedens Art fortærer

Bogen „as far as practicableL Domstolene har da ogsaa af og til benyttet denne Bet,

men,

desto mindre siges Forholdene i de senere Aar at have forbedret sig,

specielt i London og, naar dette er Tilfældet, skyldes det den væsentlige Omstæn