SundhedtilstandenKøbenhavn

dighed, at de engelske Domstole dømme ud fra sanitære Synspunkter, hvor det gælder

at afhjælpe sanitære Ulæmper, livad langtfra altid kan siges her hjemme.

Sundhedskommissionen har ikke været blind for de store økonomiske

Interesser, som her staa paa Spil, men den nærer den Anskuelse,at Røgplagen i

København nødvendiggør skærpede Bestemmelser.

Den har derfor i Skrivelse til

Magistraten af 20. Nov. 1905 foreslaaet, at der gives § 26 i Sundhedsvedtægten

følgende Affattelse:

Ildsteder skulle være indrettede og passes saaledes, at Brugen af dem ikke medfører

Røgulæmper for andre. Naar en Skorsten udsender Røg eller Sod i en saadan Mængde eller

af en saadan Beskaffenhed, at det efter Sundhedskommissionens Skøn er til Besvær for de

omboende eller paa utilbørlig Maade fordærver Luften i Nabolaget,

skal Sundheds

kommissionen paalægge vedkommende Ejer eller Bruger at sørge for, at Ulæmperne ophøre

inden en vis nærmere bestemt Frist. Udsender Skorstenen eller har Skorstenen efter Fristens

Udløb udsendt Røg eller Sod, hvorved efter Sundhedskommissionens Skøn de omboende

besværes eller er blevet besværet eller Luften fordærves eller er bleven fordærvet, drages

vedkommende til Ansvar og straffes.

Samtidig med at der gives 1ste Punktum i § 26 denne Affattelse, foreslaas

andet og sidste Punktum udeladt, da den deri indeholdte Bestemmelse om Adgang

til Dispensationer skønnes at være overflødig.

Om R ø g u l æ m p e r f r a D a m p s k i b e i H a v n e n indeholder § 27 den

Bestemmelse, at intet Dampskib maa, saa længe det er beliggende i eller medens det

gaar ud af Havnen, til Dampudvikling benytte Brændsel, der giver mere Røg end

Cinders- og Wales-Kul, i hvilke Henseender Havnepolitiets Skøn skal være afgørende.

Som Følge af denne Bestemmelse har Sundhedskommissionen ved given Lojlighed

henvendt sig til Havnevæsenet, men hos dette ikke fundet nogen Støtte, fordi Havne

væsenet altid har anset Bestemmelsen for upraktisk og uigennemførlig. Man har

indrømmet, at Dampskibene gennemgaaende benytte billigere Brændsel end Cinders-

og Wales-Kul og derfor ogsaa give mere Røg end det nævnte Brændselsmateriale

vilde give, men desuagtet har man ikke støttet Sundhedskommissionens Bestræbelser.

Dette uheldige Forhold, at Bestemmelsen har staaet som et dødt Bogstav, er blevet

endnu vanskeligere, efter at der under 27. Oktober 1903 af Ministeriet for offentlige

Arbejder er udstedt et Tillæg til Havnereglementet, hvori dér gives Forskrifter om

Røg fra Dampfartøjer under Opholdet eller Sejladsen i Havnen, der ere forskellige fra

Sundhedsvedtægtens Bestemmelse. Disse Forskrifter har følgende Ordlyd:

§ 1. Intet Fartøj maa under Opholdet eller Sejladsen i Havnen udvikle en saadan

Røg, at den er til Ulæmpe for de omkringboende eller for Færdselen i og ved Havnen. Al

Opfyring, saavel for Afgang, som forinden der gives fuld Hastighed, ligesom Paafyring i sin

Almindelighed under Hoved- og Hjælpekedlerne skal derfor foretages jævnt og være saaledes

afpasset efter det benyttede Brændsel og efter Kedlernes Evne til at fortære Røgen, at der

ikke dannes vedvarende stærk Røg.

. Saafremt Opfyring for vedvarende fuld Hastighed i nordgaaende Skibe ikke kan

ske uden at medføre en imod Bestemmelserne i §

stridende Røgudvikling, maa den først

finde Sted, naar de have passeret Lystbaadehavnen. Afgaa de fra et Sted nord for Lyst-

baadehavnen, maa en saadan Opfyring først foretages, naar de ere udenfor Bølgebryderne.

§ 3. ' I Fartøjer, hvis Formaal er at færdes eller arbejde i Havnen (Bugserbaade,

Uddybningsmaskiner o. a.) maa fuld Paafyring ikke finde Sted i Kanalerne, ved Broerne eller

i Nærheden af Husrækker. Kedler i saadanne Baade og Fartøjer, som bygges eller sættes i

Fart, eller hvis Kedler fornyes efter disse Bestemmelsers Ikrafttræden, skulle være saaledes

indrettede, at de, saavidt gørligt, fortære Røgen, eller de skulle bruge røgsvagt Brændsel.