122 / 433
114
V o t r e s e r v i t e u r
.
o t i o s i s !
E n Hilsen sender her de gamle Venner
Poeten fra den muntre Ungdomstid,
Hvis Pen de Fleste ganske sikkert kjender,
Som De vil mindes for dens Satyrvid.
Sin klare Kjerte S a t y r atter tænder,
En Tidlang slukt af Skjæbnen mindre blid;
Af Grunden har De vistnok en Fornemmelse —
Det var »Gemytters Uoverensstemmelse«.
Han tumler atter frit sig uden Bøiler
Og Lænker eller Baand om Haand og Fod;
Enhver politisk eller anden Gjøgler,
Saavel af Venstre- som af Høirerod
Og hans Badutspring ugenert han tøiler
Med S a t y r s altid uforknytte Mod.
Fadæserne skal ei gaae i Forglemmelse,
Saa snart der er »Gemyts Uoverensstemmelse«.
Punch drømmer.
I. Flatødrømmen.
Men snart forandre Forholdene sig. Man har
Modvind, og Damperen sinkes meget i sin Fart. Reisen
trækker i Langdrag. Punch begynder at kjede sig og
længes efter at see Amerikas Kyster. Da han ikke har
Andet at bestille, tænker han uafladelig paa Flatøbogen
og bliver tilsidst saa nervøs som en ung Pige, der i
Vinterens Løb har været paa 40 Baller. Han gaaer
bestandig med Haanden om Nøgleknippet med de 3
Nøgler til Jernskabet. I Regelen opbevarer han Nøglerne
i Buxelommen, og holder fast paa dem med den ene
Haand, men naar han skal spise og altsaa har Brug for
begge Næver, putter han Nøgleknippet i sin Tegnebog
og knapper Frakken tæt til, og om Natten stikker han
det langt ind under sit Hovedgjærde, skjøndt hans Køie
støder tæt op til Jernskabet og Gefreiderne altsaa holde
Øie med ham saavelsom med dette. Men Ulykken er,
Og frit som før han vil fra Lev’ren snakke
Om Dit og Dat, saa Meget og saa Mangt,
Som tidt af Tausheds Kaabe eller Frakke
Blev dækket, som det jevnligt blev forlangt.
Vi ville derfor artigt os betakke
For Hvemsomhelst at holde Sacrosanct;
Vi dristigt ville altid vise Væmmelse,
Hvor derer stærk »Gemyts Uoverensstemmelse«.
Og dermed Vimplen høit vi heise ville
Med festlig Sang og Klang i høien Mast,
Mens lystigt »En avant!« skal høres spille
Og Hurra raabes af hver Orlogsgast.
At vort Program De ei vil finde ilde,
Det er et Haab, som vi vil holde fast,
Et Haab, der ikke mødes af Beskjæmmelse,
Menaf»Gemy tternes Overensstemmel se. «
at hans Nervøsitet er tiltaget i saa høi Grad, at han
ikke engang stoler paa Gefreiderne. Sæt, at disse
gjorde Mytteri sammen med Matroserne, overfaldt og
dræbte ham og kastede hans Lig i Havet for derefter at
bemægtige sig den'kostbare Bog og sælge den til eii
Bogjøde i Chicago for 800000
£
Sterling! Tilsidst
kan han næsten slet ikke sove om Natten, og naar han
blunder let et Par Minutter, vækkes han strax igjen
ved rædselsfulde Hallucinationer om Overfald og Mord,
Indbrud, Tyveri, ulovlig Omgang med Hittegods, For
falskning af Skudsmaalsbøger og Barnefødsel i Dølgs-
maal. — Naar Mandskabet nu hilser ham med sit:
»How d’ye do, Sir?« ryster han kun paa Hovedet, og
paa det paafølgende: »Slept well to night?« svarer
han ophidset: »Oh, no, no, no
« (9 å 10 Gange).
Da Mandskabet tilsidst begynder at gotte sig hemme
ligt over hans Uro, smile medlidende ad ham, støde til
hinanden i Forbigaaende o. s. v., bliver det reent galt
fat med ham, og han har nu ikke et roligt Minut længer.