123 / 433
115
Paa den lange Søreise, der, Modvinden fraregnet,
iøvrigt foregaaer i Magsveir, saa at Arbeidet ombord
lader Mandskabet megen Tid tilovers, see Matroserne
sig snart om efter lidt Extraadspredelse, og det varer
ikke længe, inden de beslutte at holde Punch for Trekant
efter en større Maalestok. De vælge en Ordfører, der
skal forsøge at formaae ham til at vise dem den mær
kelige Bog, og da han for ingen Pris tør indlade sig
herpaa, fjerne de sig tilsyneladende dybt bedrøvede,
men om Eftermiddagen møder atter en Deputation for
at bede ham idetmindste at forevise Nøglerne til Jern
skabet. Da han heller ikke vil dette, gaae de omkring
med mørke Miner og raadslaae i forskjellige Grupper,
der discutere Sagen med ivrige Gebærder og af og
til gjørende Tegn hen imod ham. Han tvivler nu ikke
om, at man tragter ham efter Livet. Hvad skal han
gribe til? Med sine 12 Gefreidere kan han jo ikke
gjøre noget mod 50 Marinesoldater og 186 Matroser,
der alle kunne optræde bevæbnede med Øiebliks Var
sel. Efter en skrækkelig Nat, tilbragt paa en Stol opad
Jernskabet i frugtesløse Overveielser angaaende, hvor
ledes han skal redde sig ud af denne Knibe, begiver
han sig i Fortvivlelse næste Morgen op paa Dækket.
Efter at have brugt en halv Tønde Vand til at bade
sine af Graad opsvulmede Øine, for at man ikke skal
see, i hvilken Grad han er til Rotterne, vil han begive
sig tilbage til Kahytten, men møder Overbaadsmanden,
der med et skummelt Grin spørger til bans Befindende
og derpaa, uden at vente paa hans Svar, piber hele
Mandskabet op paa Dækket. To haandfaste Matroser
gribe Punch i Buxelinningen, medens en tredie be-
mægtiger sig Nøgleknippet, som han leverer til eri
fjerde, der gaaer ned i Kahytten og lidt efter kommer op
med Flatøbogen, hvilken han giver til en femte, der i
et Anfald af dithyrambisk Overstadighed — hiver den
ud over Rælingen. Unicum’et falder i Vandet med
et uhyggeligt Pjask, der bringer Punch til at sittre
over alle Lemmer accurat som den gamle Geronte i
Sækken, mens Scapin prygler ham.
(Fortdrømmes).
Redactionen af „Ranch“ !
Maa
jeg tillade mig at spørge, om Redactionen af
„Punch“ ikke er enig med mig i, at det bør være
enhver communal Styrelses Sag at gjøre Opholdet i
en Commune saa behageligt og tiltalende som muligt
for Beboerne? Ubehageligheder bør saa vidt muligt
holdes borte.
Je g sigter til de syv nye Rodemestre, og jeg
spørger enhver af mine Medborgere, om det er nye
Rodemestre, vi her i Byen trænger til? Skal de bidrage
til at gjøre os Opholdet behageligere, forskjønne Byen
eller deslige? E r en Rodemester egentlig et smukt
Menneske? Je g mener nei. Selv om han var skjøn-
nere end Adonis, — naar man blot har seet ham to
Gange med Skatteqvitteringen, er han, som ved Trold
dom, strax forvandlet til en complet Grimrianus.
Ikke en Mo’rs Sjæl andre end maaskee Rode
mesterens Kone og Børn holder af at see ham. Naar
vi seer en Rodemester staae i voi Gadedør, saa lister
vi op ad Kjøkkentrappen, og dersom han ringer paa
Entréklokken, lokker vi vore smaa, uskyldige Børn til
at sige, at F a ’r ikke er hjemme før om fjorten Dage,
eller at han træffes bedst mellem 4 og 6 omMorgenen.
Kan det da forsvares, at ansætte hele syv? Kunde
det tidligere Antal ikke nok have besørget det fornødne
Roderi paa forsvarlig Maade?
Ærbødigst
M ommesén,
Næringsdrivende.