119 / 433
111
Han satte derfor en alvorlig Stopper
For sine brave Jyders smaa Spilopper.
De mange Sangerinder smaa
Han satte først en Bremse paa;
Saa saare Klokken vel var ti,
Var Sang og Citherklang forbi;
Desuden, sagde han, saa bør der
Ei længer taales korte Skjørter.
For smaa Soupers i Kabinetter
Tillige han en Stopper sætter.
Han alle sine glade Jyder
Hazardspil og Bassette forbyder
Samt andre slige skyldfri Glæder
Paa alle offentlige Steder. —
En Tid Borgmest’ren nød nu Seiren,
Men der blev stor Allarm i Leiren!
De havde, hvad de ikke skjule,
Vel levet i en Belials Hule,
Men Livet der var dog ret hyggeligt
Og i det Hele ganske lykkeligt;
Man ofte havde havt det prægtigt,
Men dette var jo nederdrægtigt!
Og Alle derfor Tanken fæster
Paa blodig Hævn mod den Borgmester. —
Her kom det nu saa rart tilpas,
Han ei var bange for et Glas;
I dette Factum saae de Frelsen —
Han skulde drikkes svært paa Peltsen.
Saa var ,det Kongens Fødselsdag,
Og det var en naturlig Sag,
At man i Klubben jubilerede,
Og at Borgmest’ren præsiderede.
Og der blev drukket mange Skaaler,
Og der blev holdt saa mange Taler;
Man synger, og man Hurra skraaler
Og tømmer vældige Pokaler;
Og alle disse glade Gjæster,
De prise høilydt den Borgmester.
Snart tømmer En og snart en Anden
De smaa private Glas med Manden. —
Da saa man reiser sig fra Bordet,
Faae Panschebollerne nu Ordet.
Saa Apothek’rens Mesterværk
Tilsidst blev brygget, stiv og stærk,
En super-extra Cardinal,
Som snart blev meget skjæbnesvanger
For vor Borgmester, hvem den fanger,
Og uden mange Complimenter
Den laver ham en Perial,
Som, rent ud sagt, var gruelig gal;
Thi midt i al den Fryd og Gammen
I Paasyn af Bruleau’ens Flammen
Borgmesteren totalt faldt sammen.
Et Leie hurtigt blev istand bragt,
Midt paa et Bord blev Manden anbragt
Paalangs med Lempe.
Ret lig en falden Kæmpe.
Med Andagt sang en Hymne man ved Graven
Og lagde saa »Bassetten« op paa Maven,
Imedens Andre lystigt spilled’ Tærninger
Og øved flere slige Mørkets Gjerninger.
Men hele dette glade Leben endte
Ei, før den lyse Morgen drev dem bort.
Men da Borgmest’ren vaagned’, han erkjendte,
Her kom han sandt for Dyden slemt til — Kort.
Vil Du bekæmpe Synd og Last,
Hvis op Du tager Kampen,
Et er der, Du bør holde fast:
Faa aldrig En paa Lampen!