113 / 433
106
Qvad om Husleieskatten.
: »Ja, hvis i Skovens
Hal«.
I Magistratens Hal,
Som ogsaa hist paa Thinge,
De vilde lave Bal,
Og Ballet skulde bringe
En Skat,
En Skat
En deilig Husleieskat.
Men Borgerskabets Mænd
Fra Øst til Yest og Nørre
Sa’ alle: „væk med den,
Hvad skal vi, maa vi spørre,
Med Skat,
Den Skat,
Den ækle Husleieskat!“
Og da mod Valg det randt,
Hver Kandidat sit Ho’ed
F ik lagt i Blød og fandt
Paa noget andet No’ed
I Skat,
I Skat
Istedetfor Husleieskat.
Klavér og Cykleskat
Hvem veed vel, bvor det ender?
Tournure, Silkehat,
Lorgnet, forlorne Tænder
I Skat!
I Skat!!
Istedetfor Husleieskat!!!
Men gaaer den ei iaar
Med Skatter paa Beboelsen,
Engang vi den vist faar
Trods Salomon og Olsen,
Den Skat,
Den Skat
Den — hu — ha! — Husleieskat!
I Raadets bøie Hal
Sees en Borgmester sidde,
Han opsummerer Tal
Og mumler i sin Qvide:
„Godnat,
Godnat!
Nu drømmer jeg om min Skat!“
Punch drømmer.
I. Flatedrømmen.
Naar man i Fantasien har oplevet noget Skrække
ligt, og oplevet det saa levende, at man i Øieblikket
er fuldt overbevist om, at det' virkelig er hændet En,
hvor er det da velgjørende at blive revet ud af sine
Forestillinger og føle, at det Skrækkelige er svundet,
og at man er det borgerlige Menneske, man har kjendt
saa godt i en lang Aarrække, og som, om man end
aldrig har faaet noget af sine Ønsker opfyldt, naar de
gik ud paa større Værdier end høist x/2 Krones Penge,
dog heller ikke er en mere plaget Mand end absolut
nødvendigt for ikke at blive storsnudet af Lykkens
Begunstigelser!
Saaledes havde Punch forleden Nat en skrækkelig
Drøm. Han drømte, at han stod alene i en stor Sal
fyldt Tned mange Reoler, der alle vare fulde af gamle
Bøger, nogle med Svinelæders-Ryg og nogle uden
Bind, blot med en Sammensyning i Ryggen af Bladene
og en diskret Seddel paa Ryggen med Angivelse af
Titelen. Det var det kgl. Bibliotheks Bogsal for gamle
Manuscripter, oldnordiske Sagner etc.
Punch var
Assistent ved Bibliotheket og yar ifølge Indstilling til
Cultusministeriet udnævnt til Overopsynsmand over
Flatøbogen paa dennes Reise til og fra Udstillingen i
Chicago saavelsom undr i selve Udstillingen. Det var
et hædrende Hverv, ganske vist, og P. var ogsaa
umanerlig vigtig deraf, ligesom han ogsaa var meer
end tilfreds med det ham tiltænkte Honorar for det
ansvarsfulde Hverv, et Honorar, som Amerikanerne
selvfølgelig betalte, og som med nyengelsk Flothed var
sat til i o Gange saa mange Dollars, som han oppebar
aarligt i Kroner som Bibliothekassistent. — Han stod
og stirrede paa en høist uanselig Bog oppe paa den
allerøverste Hylde tilvenstre.
Det var Flatøbogen.
»Herregud!« tænkte han, »er det virkelig Flatøbogen?
— Det gamle Skind! Det havde den nok aldrig
tænkt, at den saadan skulde komme ud og føite paa
sine gamle Dage. Ja, Skjæbnens Veie er uransagelige!
Det maa da være en smal Sag at passe paa saadan
en lille Bog. Gud, hvor Folk dog i Grunden er be
synderlige! Sikk’en ldee, at invitere saadan en Bog
ud i Selskabslivet! Naa, ja, hvorfor ikke? Det skal
saamænd være mig en Fornøielse at tjene alle de
mange Penge, for at den kan komme ud og muntre
det gamle Cadaver.« —
Drømmen skifter. Med Et er Scenen ude paa
Toldboden. Overhofmarskallen, denamerikanske Gesandt,
Kjøbenhavns Overtoldinspecteur samtHavnecapitainen ere