S_Punch_1893

103

Det var en mild Graavejrsdag. Paa Boulevarderne laa

den Sne, der faldt ifjor, og Kammerherren havde undtagelses

vis ikke rød Plakat. Alt det Fejeskarn, som Magistraten om-

hyggelig havde samlet sammen til bedre Tider i smaa Bunker,

blev flydende og drev henad Gaden, hvor tankeløse Fod

gængere gik og traadte i det, saa de fik deres Galoscher fulde

af de stakkels vise Fædres opsparede Rigdom.

Det saa ud, som om Naturen havde Snue. Men Sagen

var den, at den græd, fordi

P u n c h

var død og skulde be

graves.

Foran Kisten gik

P u n c h ’

mest hengivendes Elev E jnar

Jø rren sen og blæste en Sørgemarsch i Fingrene. Bagefter

samme fulgte en udsøgt Skare med begge Rigsdagens For-

mænd i Spidsen. Begravelsen skulde paa Grund af Kirkenøden

foregaa fra Kammerherrens Gravkapel, der i Dagens Anledning

var sunket endnu dybere end selve Operaen, hvilken Foranstalt

ning var truffet af den af Kultusministeriet nedsatte Theater-

kommission. Fru Juliane P etersen havde naturligvis skaffet

sig et Adgangskort til Kapellet, og Fru Schrøder havde

været der fra om Morgenstunden for at holde Plads til hende.

Smaa Sorte fungerede som Sørgemarskaller, O ctaviusH ansen

lagde sin Sorg for Dagen ved at tale endnu mere Sort end

sædvanlig, og Mads Jo rd e mod er m and‘havde drukket Sorte

ligefra Morgenstunden. Ja om det saa var Secher, havde

han rent glemt, at han nogensinde havde været rød, og

om Morgenen havde han udsat en Hagelskadeforsikrings-Præ-

mie paa

Millioner Kroner for de indenbys Abonnenter, der

kunde gjætte, hvem »Politiken«’s Portræt af Frøken Anna

Hude egentlig forestillede. Bagermester Jacob Marstrand

havde sendt baade Kranse og Kringler, og Brygger'J ac o fa

se n havde leveret Gravøl fra Fad.

Mærkeligt nok var

P u n c h

selv med til Begravelsen og

gik efter Kisten omgivet af alle sine Paarørende. Der var

ingen af dem, der var bedrøvet. Paa en Maade var det baade

P u n c h

og ikke

P u n c h .

Han var den samme som altid, men

det var, som om han var bleven noget yngre. Først kunde

han slet ikke forklare sig denne psykologisk interessante Kjends-

gjerning, men saa gik det op for ham, at han vist maatte

være blevet et Søndagsbarn, og at det hele maatte være en

Vision.

Det blev en løjerlig Begravelse. Henning Jensen holdt

først en Tale, som bagefter blev trykt for Liniebetaling i »Po-

litiken«, skjønt det slet ikke var nogen Liniebegravelse. Da

det var besørget, skulde et Kor afsynge et Farvel, men der

var Ingen, der vilde begynde, saa den lille Gust av Esman n

maattte staa op med et vældigt Vækkeur i Haanden og sige, at

hvis de Tilstedeværende ikke vilde gjøre Kortjeneste inden to

Minutter, kunde de gaa deres Vej, og han vilde ikke se dem

mere for sine Øjne. Dette havde ogsaa til Følge, at en Mand af

Forsamlingen gik, men han kom strax efter tilbage ad en anden

Dør, og saa puttede Gustav Uret i Lommen med den Bemærk

ning, at han ikke behøvede det mere, da han nok vidste, hvad

Klokken var slaaet.

Paa dette Tidspunkt ringede Liebe og udbad sig Til

ladelse til at sige nogle Mindeord om den Afdøde. Han be

klagede, at han saa tidt havde gaaet sine egne Veje, men han

var vis paa, at de Tilstedeværende altid med Glæde -havde set

ham i deres Midte. Medlemmerne vilde slutte sig til denne

Udtalelse ved at rejse sig, men da i det samme en af de

Kongelige forlod Lokalet, maatte Liebe op og bukke, og saa

bukkede Medlemmerne ogsaa som paa Kommando.

Nu vilde B a je r til at tale om Fredssagen, men det blev

for meget for Forsamlingen. Der opstod et infernalsk Spek

takel, og der hørtes Opfordringer til at smide saavel Taleren

som Liget ud.

Paa een Gang saa

P u n c h

sig om og opdagede, at han

var til Direktør H ein s Borgermøde i »Fønix«,. men alle de

Tilstedeværende var Medlemmer af Ligbrændingsforeningen, og

Meningen maatte altsaa være, at

P u n c h

skulde brændes. Men

som en Røg skiftede Billedet. Han var ikke mere i »Fønix«,

han var selv den Fugl »Fønix«. Brændingen var forbi, og han

hævede sig forynget op af sin egen Aske.

Men nede paa Jorden stod de Efterlevende og sagde: Saa

Du Røgen ?

W as th u t1

î1/ /

H vad gjør Tysken ej for Penge?

E r et godt og gammelt Ord,

Som har existeret længe

Og som følgelig man troer.

Men, naar de til Penge trænge,

Man med noksom Undren ser:

Hvad de gjør for in g e n Penge,

Det er meget, meget mer.

Er De m e d ?

Hvis, for Exempel,

En Flok »Gjæster« vil hertil

Og h a’e hoch-germanisch Stempel

Sat paa dansk Komediespil,

E r dem som en ækel Gêne

A l Slags Bytten-Mønt forhadt,

Saasom selv lidt Sølv at tjene

Eller at gi’e Fattigskat.

Derfor de med Fryd tournere

V il hos os med deres Kunst.

Thi de aldrig kan riskere

Her at vinde Guld og Gunst;

Midt i Salen, tom som Graven,

Ses til Frau Germanias Pris

Kun B o r c h s e n i u s paa M aven

Mylre langs Professor R i i s.

Fo r at skaffe to saa store

A ander lidt Lyksalighed,

E r det klart, at

con am ore

V i m aa med paa Maven ned!

Stadens Fædre i en fattig

Tid faar aldrig nok a f Skat, —

Tænk Dem saa hvor nobelt, at de

Kan gi’e Tyskerne R abat!

Men hvad sa a ? — N aar deres Næring

Man for A lvo r skærme vil,

Bør man gi’e dem Kost og Tæring

Og en Drikkeskilling til! —

Vælt saa »Dagmar« i Ruiner,

A t det helt forvandles kan

Til en Kunst-Kultur-Berliner-

Agentur-Sam aritan !