109 / 433
102
Et „Borger“-Møde.
(Frit efter J. Helms).
Ude i Larsens Lokale,
N e ije n d a m mødte i egen Person
Med den indledende Tale.
O lse n sagde, saavidt som jeg tror,
Halvdelen af et borgerligt Ord.
Jo, jeg har været til Diskussion
Hos Larsen den Dag!
Sikken en Brølen, og sikken en Støj,
Der var vist mødt en Snes Stude,
Stemningen var, hvad man kalder lidt høj,
Lige til Mødet var ude,
Saa der kom selv for Direktør H ein
Mere end een Mand med Slæder i Vej’n,
Og Konsul A rn tz e n som Folkets Mand
Var net daran.
C an to r om Klikevæsener lod
Et Par Bemærkninger falde,
K l au sen at bruge sit Mundlæ’r forstod,
Det gik som Kjæp i en Skralde.
P o u ls e n og H e in ts e med fler gjorde Spræl,
Alt for at fremme vort Borgerheld,
For de var ogsaa til Diskussion
Hos Larsen den Dag.
Som i en Borgerkrig gik det her,
Varm blev Familietvisten;
Borgerne rased’ med Ild og Sværd
Grusomt mod »Borger«-Listen.
Men Diskussionens Akilleshæl
Var Sjoselisternes livsglade Vræl,
Thi her var Liv i den røde Klud,
Til Gassen gik ud.
.Æ rede Vælgere, lyt til min Røst,
Borger jeg er her i Staden.
Men jeg har altid af Hjertenslyst
Mødt, naar der Sjov er i Gaden;
Og, hvis I synes, jeg møder med Pjat,
Husk, at jeg kom fra en »grundig« Debat,
F er jeg var ogsaa til Diskussion
Hos Larsen den Dag.
Paa Forelæsning.
Mine Herrer og Damer! Je g
akal i Dag have den Ære at
tale til Dem om den Menneske
race, der benævnes:
Digterne.
Racen er baade gammel og
udbredt. Dens Forekomst gaar
belt tilbage i den klassiske Old.
Den Gang var Digterne lige
saa krigeriske som digteriske,
og i Kampen var deres Mission
deti samme som nu til Dags Trommeslagernes. Deres
Rang som Digtere udmaaltes efter, bvor mange Hestes
Kran deres Lunger besad. Og deres Yers var stundom
saa kraftige, at de blev mange Mænds Bane.
I Middelalderen var Digterne en Slags finere Hof
narre, som oplærte Prinsesser og adelige Borgfrøkener
i Strengeleg, Skaktavl, Elskov og svensk Gymnastik.
De havde forskjellige Farver efter Hjærterdames Kjoler;
man kunde derfor antræffe baade røde, gule, grønne
og blaa Digtere. De kunde skifte Kulør næsten lige
saa hurtig som en nulevende un g S a n g e r af Under
afdelingen Kamæleon.
Paa Holbergs Tid var Digtere lige saa talrige som
Fluer udi September. Det er alt, hvad man véd om dem.
Men saa kommer vi til Nutiden, mine Herrer og
Damer. Der træffer vi Racen i høj Grad forædlet.
Polkahaaret, denne barbariske Levning fra en afdød
Lyrik, er forsvundet; en Nutidsdigter er ikke mere
langhaaret end en klippet Kjerehest. Ansigtet er saa
blegt i Farvetinten som en graa Snegl, Øjnene skimtes
bag Lorgnetten som de sidste Slagger af en Lidenskabs
Ildebrand, og Digterne bærer deres Hat, som For
læggeren vil. De er det eneste, som duer i Norden;
alle andre er Plebs eller rettere slet ingen Ting; der
existerer overhovedet ikke andre rigtige Mennesker
end Digterne, som egentlig heller ikke er Mennesker,
men Overmennesker. Allerede i' Vuggen kan man
f
aavise den vordende Digter; han vræler saa stilfuldt.
Syvaarsalderen gør han Vers, tolv Aar gammel ud
giver han sin første Roman, og inden han er fyldt
femten, har han faaet et Samfundsdrama opført hos
Kammerchefen eller paa Goethescenen i Jernbanegade.
For de sidste Dages Digtere er det nødvendigt at
have en Specialitet. Ligesom man har Specialister i
Hud-, Lever-, Mave-, Øjen-, Næse-, Øre-, Mund- og
Klovesygdomme, saaledes har hver Ting i Verden sin
Digter. En har f. Eks. kastet sin Kjærlighed paa
Møddinger; hans Muse er indhyllet i en gulbrun Glorie
af de agerbefrugtende Dampe. Vi har netop her iblandt
os en meget stor Specialist i Møddinger. En anden,
endnu større, der maa søges lidt nærmere end Nord
polen, har valgt at være det Uforstaaeliges Digter,
Hans Dramaer handler allesammen om den menneske
lige Cirkels Kvadratur og Lidenskabernes Perpetuum
mobile. Hverken han selv eller nogen anden forstaar
et Muk af hans Skuespil; i saa Fald vilde de være for
fejlede. Efter sit nyeste Perpetuum har han antaget
Navnet H e n rik H a rp e stræ n g ; Doktor er han nem
lig ogsaa, som de fleste rigtige Digtere. Saa er der
en tredje, som gjør i Kolera og Pendulforsøg; han er
dog ikke Doktor, men har en Hat. En fjerde digter
helst om forfulgte Magdalene-Uskyldigheder. Da han
forleden fremførte en i Frihed dresseret Magdalene,
gik han egenhændig ind paa Scenen og puttede Klap
og Klaps i sin Lomme. Siden viste det sig, at han
ikke var til at drive ud igjen. Bordet fanger. En
femte har gjort L o tt e r it id e n d e til sin Specialitet;
alle hans skriftlige Arbejder er Virkelighedsbilleder fra
Abonnenternes Privatliv.
Saaledes mine meget ærede Tilhørere, kunde jeg
blive ved at docere om Digtere. Men jeg foretrækker
at lade Dem selv digte Resten til.