98
Jeg , fom i nitten Kar flog mine giabe Strenge,
3 ©a$ af ffiellig ©>rurtb meb £)or>ebet maa isenge,
Saafom og efterfom €ns ganbffe Siel og Sinb
(Dm feje Stunber gaaer ub af fit gobe Sfinb.
f}r>ab Sftæbnctt fyar beffjært, Fanb ingenSielunbrige;
barnet jeg berfor maa mit gamle £egem ftge,
(Dg, feparerer ferft man Kroppen fra bens Siel,
<£r bet en ©flergang, fom gobt fan falbes fæl;
Sær fjos et blibt (Øemyt ml berfor f}iertet bløbe
Peb ©anfen paa bet Kiøb, fom norber ©rmeføbe,
©g paa bet ©ieblif, ba Publifum erfoer,
Kt Cegemet fyos os nar ogfaa ffabt af
^ovb.
©Tan ffulbc tænfc faft, at flig ^ortreb og 3<*Ttmter
<£r nolbt af Nemesis, fom Punch mcb (Øjengjælb
rammer,
^ormebelft at fyan fyeelt fatyriff nar, ben Hab,
X)a „bet ^orenebe", btsnærre, fftltes ab;
han gierne frybeb’ ftg, naar Penftre fif en Henne;
Ztu fommer beren ©ib, fynor faabant nil fig fyænne;
Punch feer meb Pemob i fin fnart forløfte Sjel,
Kt ben er renet ub og rennet fyos barn feln.
©en ^ierte fyar fom Sten, fynis ©ine iffe rinbe,
Xiaar ret ijan tænferpaaben£ob, <£nsKropfanfinbe,
Kt ben, forinben man fyar opnaaet Stonets Kar,
©Taa fjfltle ftne Been paa Penftre Kirfegaarb!
©ænf, om at gaae igen fyan nil, Fanb ffe, forføge,
Bnor i fin Cenetib fyan pleieb nan at fpøge,
©g berfor faa ben Pæl i Cinct rammet ret,
Som Penftre nilbe fjant i proniforiet!
— ©og, om bet enb er tungt at ffilles ab i ©Ttbten
Kf ben faa frybefulbt begynbte Kargang \9,
€n anben Bolig bog for os berebet bifer,
©er norber for nor Siel en enig Sielefnir.
©erfor bet er en ©roft, at, naar ben ijer er rennet,
fjift fees ni i et nyt, om muligt, bebre £enneb,
Saa, naar i benne Stunb jeg bybtrørt Kfffeb ta’er,
3eg bog fanb føie til et glab: a revo ir.
„Punch“ drømmer.
„Du er en gammel
Mand, Hr.
Punch ! . . .
p.Xk"JMjpW'
j
Nitten Aar er en høj
I
Alder, naar man har
r /il
Farve i Blodkarrene,
/-<
^
j fj/fl
Spaltefyld til Indvolde
/ l ■gWjCMK
^ ss/\3 fr" t-ilii
og kolorerede Tato-
^
Æ//
veringer haade ud-
<n
/7
L)r»s.
\
^ 4 i É l i l
m / å
vendig og indvendig,
v-^
M å
Wm
Du skulde snart tænke
iå WM\ IwV lm 'l
1! '
W/i
Paa at gaa i Bam-
ffll (f$,!
i
|!|ll§f>
dom.“ — Saadansagde
'ty p itm i
v \ il E U
il
' 1
Punch
forgangen, da
LiiLo,
' ,
ry
han ikke havde nogen
at tale med. H an la r
nemlig i saa mange
Aar sagt Folk Sandheder, at han for en Gangs Skyld
vilde sige sig selv Sandheden. Men Sandheden er
ilde hørt; derfor blev han ogsaa fornærmet og knyt
tede Næve ad sig selv i Spejlet.
J a men han slog ikke; han saa kun med lysende
Øjne paa sin løftede Næve. — „F au st,
suhst. femin.
pluralis: Fauste.
Ja , der har vi det. Je g er en
F a u s t! — Endelig har jeg løst mit Livs store
Præmiegaade, . . . det skulde jeg egentlig ha’ en Sølv
ske for! — Nu sætter jeg mig i Lænestolen, hvor min
liflige Snorken har forlystet saa mange Gange elleve
tusinde Læsere, og naar jeg vaagner, er jeg atter ung
og dejlig!“ — — Og saa satte han sig.
Men han drømte slet ikke, at han var en Faust.
Han var bare paa Koncert-Matinée. Der var kun een
„Plade“ ude; men det var Matinéen selv, for det v a r
Eftermiddag.
Punch
sad ganske alene i Salen, da hans
trofaste Ven Kammerchefen kom ridende ned mod
Lamperækken paa en af sine Bukke. Med dulgt Glæde
og en kondolerende Taare nikkede Chefen til
Punch
,
medens Bukken gav et Underskud fra sig af For
skrækkelse over at opdage en Tilhører. „De maa gaa
a’, Højstærede,“ sagde Chefen. „Saa skal vi altsaa dog
alle den Vej! . . . Je g havde aldrig tænkt mig det
muligt, at noget Menneske kunde gaa a’
!“
Og sukkende
istemte han et
stabal pater
i Anledning af den be
klagelige Begivenhed.
„Tfllader De, at jeg refererer?“ peb en Faarekyl-
ling, der sad oppe i Lysekronen, for den havde ikke
Lov at komme andre Steder. Men det var den netop
vigtig af; den sad jo midt i den højeste Oplysning, og
det saa den oven i Kjøbet kunde brænde sig. Højere
kan en moderne Journalist ikke drive det. Kammer
chefen kiggede derop og hukkede saa dybt, som om
han kunde være selve Dagmar-Professoren i egen høje
Person, . . . i det samme var han Dagmar-Proiessoren.
Baade han og
Punch
løb i fuld Fart ned ad Strøget.
Professoren løb forrest; en fordægtig ung Dame. der
hed A gn e te havde nemlig taget ham ved Næsen og
halede af Sted med ham Ira Jernbanegade tillntegade.
Punrh
løb hare til for at hjælpe ham. — „Gaa væk!“
skreg Professoren, „ser De ikke, at jeg kæmper for en
Idé?“ — „Hm!“ svarede
Punch
;
„bare den Idé ikke har
altfor fæle S k ram m e r!“ — „Ingenlunde! De veed
maaske ikke, at Vimmelskaftet oprindelig hed T y sk -
m an n eg ad e ? E r jeg saa ikke paa min rette Bold
gade? . . . Je g gaar aldrig paa Akkord med Ideen,
om jeg saa risikerede 56 Processer!“
5H
Processer! — Aa, Herre Gud! — Gamle E r
indringer trillede som rørte Taarer ned ad
Punch'1
s
Kinder. Han saae dem atter de kjære, kjendte Skik
kelser; som Skygger kom de svævende og kredsede
omkring ham, ligesom om han kunde være midt ude i
en Skov. Dér kom E ed v a rd , som han saa ofte havde
villet glæde ved at „saare og. skræmme“ ham, men
som, mærkelig nok, aldrig havde sagt Tak; dér kom