S_Punch_1893

Jeg , fom i nitten Kar flog mine giabe Strenge,

3 ©a$ af ffiellig ©>rurtb meb £)or>ebet maa isenge,

Saafom og efterfom €ns ganbffe Siel og Sinb

(Dm feje Stunber gaaer ub af fit gobe Sfinb.

f}r>ab Sftæbnctt fyar beffjært, Fanb ingenSielunbrige;

barnet jeg berfor maa mit gamle £egem ftge,

(Dg, feparerer ferft man Kroppen fra bens Siel,

<£r bet en ©flergang, fom gobt fan falbes fæl;

Sær fjos et blibt (Øemyt ml berfor f}iertet bløbe

Peb ©anfen paa bet Kiøb, fom norber ©rmeføbe,

©g paa bet ©ieblif, ba Publifum erfoer,

Kt Cegemet fyos os nar ogfaa ffabt af

^ovb.

©Tan ffulbc tænfc faft, at flig ^ortreb og 3<*Ttmter

<£r nolbt af Nemesis, fom Punch mcb (Øjengjælb

rammer,

^ormebelft at fyan fyeelt fatyriff nar, ben Hab,

X)a „bet ^orenebe", btsnærre, fftltes ab;

han gierne frybeb’ ftg, naar Penftre fif en Henne;

Ztu fommer beren ©ib, fynor faabant nil fig fyænne;

Punch feer meb Pemob i fin fnart forløfte Sjel,

Kt ben er renet ub og rennet fyos barn feln.

©en ^ierte fyar fom Sten, fynis ©ine iffe rinbe,

Xiaar ret ijan tænferpaaben£ob, <£nsKropfanfinbe,

Kt ben, forinben man fyar opnaaet Stonets Kar,

©Taa fjfltle ftne Been paa Penftre Kirfegaarb!

©ænf, om at gaae igen fyan nil, Fanb ffe, forføge,

Bnor i fin Cenetib fyan pleieb nan at fpøge,

©g berfor faa ben Pæl i Cinct rammet ret,

Som Penftre nilbe fjant i proniforiet!

— ©og, om bet enb er tungt at ffilles ab i ©Ttbten

Kf ben faa frybefulbt begynbte Kargang \9,

€n anben Bolig bog for os berebet bifer,

©er norber for nor Siel en enig Sielefnir.

©erfor bet er en ©roft, at, naar ben ijer er rennet,

fjift fees ni i et nyt, om muligt, bebre £enneb,

Saa, naar i benne Stunb jeg bybtrørt Kfffeb ta’er,

3eg bog fanb føie til et glab: a revo ir.

„Punch“ drømmer.

„Du er en gammel

Mand, Hr.

Punch ! . . .

p.Xk

"JMjpW'

Nitten Aar er en høj

Alder, naar man har

r /il

Farve i Blodkarrene,

/-<

j fj/fl

Spaltefyld til Indvolde

/ l ■gWjCMK

^ ss/\3 fr" t-ilii

og kolorerede Tato-

Æ//

veringer haade ud-

L)r»s.

^ 4 i É l i l

m / å

vendig og indvendig,

v-^

M å

Du skulde snart tænke

iå WM\ IwV lm 'l

1! '

W/i

Paa at gaa i Bam-

ffll (f$,!

|!|ll§f>

dom.“ — Saadansagde

'ty p itm i

v \ il E U

' 1

Punch

forgangen, da

LiiLo,

' ,

han ikke havde nogen

at tale med. H an la r

nemlig i saa mange

Aar sagt Folk Sandheder, at han for en Gangs Skyld

vilde sige sig selv Sandheden. Men Sandheden er

ilde hørt; derfor blev han ogsaa fornærmet og knyt

tede Næve ad sig selv i Spejlet.

J a men han slog ikke; han saa kun med lysende

Øjne paa sin løftede Næve. — „F au st,

suhst. femin.

pluralis: Fauste.

Ja , der har vi det. Je g er en

F a u s t! — Endelig har jeg løst mit Livs store

Præmiegaade, . . . det skulde jeg egentlig ha’ en Sølv

ske for! — Nu sætter jeg mig i Lænestolen, hvor min

liflige Snorken har forlystet saa mange Gange elleve

tusinde Læsere, og naar jeg vaagner, er jeg atter ung

og dejlig!“ — — Og saa satte han sig.

Men han drømte slet ikke, at han var en Faust.

Han var bare paa Koncert-Matinée. Der var kun een

„Plade“ ude; men det var Matinéen selv, for det v a r

Eftermiddag.

Punch

sad ganske alene i Salen, da hans

trofaste Ven Kammerchefen kom ridende ned mod

Lamperækken paa en af sine Bukke. Med dulgt Glæde

og en kondolerende Taare nikkede Chefen til

Punch

medens Bukken gav et Underskud fra sig af For

skrækkelse over at opdage en Tilhører. „De maa gaa

a’, Højstærede,“ sagde Chefen. „Saa skal vi altsaa dog

alle den Vej! . . . Je g havde aldrig tænkt mig det

muligt, at noget Menneske kunde gaa a’

!“

Og sukkende

istemte han et

stabal pater

i Anledning af den be

klagelige Begivenhed.

„Tfllader De, at jeg refererer?“ peb en Faarekyl-

ling, der sad oppe i Lysekronen, for den havde ikke

Lov at komme andre Steder. Men det var den netop

vigtig af; den sad jo midt i den højeste Oplysning, og

det saa den oven i Kjøbet kunde brænde sig. Højere

kan en moderne Journalist ikke drive det. Kammer

chefen kiggede derop og hukkede saa dybt, som om

han kunde være selve Dagmar-Professoren i egen høje

Person, . . . i det samme var han Dagmar-Proiessoren.

Baade han og

Punch

løb i fuld Fart ned ad Strøget.

Professoren løb forrest; en fordægtig ung Dame. der

hed A gn e te havde nemlig taget ham ved Næsen og

halede af Sted med ham Ira Jernbanegade tillntegade.

Punrh

løb hare til for at hjælpe ham. — „Gaa væk!“

skreg Professoren, „ser De ikke, at jeg kæmper for en

Idé?“ — „Hm!“ svarede

Punch

;

„bare den Idé ikke har

altfor fæle S k ram m e r!“ — „Ingenlunde! De veed

maaske ikke, at Vimmelskaftet oprindelig hed T y sk -

m an n eg ad e ? E r jeg saa ikke paa min rette Bold

gade? . . . Je g gaar aldrig paa Akkord med Ideen,

om jeg saa risikerede 56 Processer!“

Processer! — Aa, Herre Gud! — Gamle E r

indringer trillede som rørte Taarer ned ad

Punch'1

Kinder. Han saae dem atter de kjære, kjendte Skik

kelser; som Skygger kom de svævende og kredsede

omkring ham, ligesom om han kunde være midt ude i

en Skov. Dér kom E ed v a rd , som han saa ofte havde

villet glæde ved at „saare og. skræmme“ ham, men

som, mærkelig nok, aldrig havde sagt Tak; dér kom