Previous Page  105 / 433 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 105 / 433 Next Page
Page Background

98

Jeg , fom i nitten Kar flog mine giabe Strenge,

3 ©a$ af ffiellig ©>rurtb meb £)or>ebet maa isenge,

Saafom og efterfom €ns ganbffe Siel og Sinb

(Dm feje Stunber gaaer ub af fit gobe Sfinb.

f}r>ab Sftæbnctt fyar beffjært, Fanb ingenSielunbrige;

barnet jeg berfor maa mit gamle £egem ftge,

(Dg, feparerer ferft man Kroppen fra bens Siel,

<£r bet en ©flergang, fom gobt fan falbes fæl;

Sær fjos et blibt (Øemyt ml berfor f}iertet bløbe

Peb ©anfen paa bet Kiøb, fom norber ©rmeføbe,

©g paa bet ©ieblif, ba Publifum erfoer,

Kt Cegemet fyos os nar ogfaa ffabt af

^ovb.

©Tan ffulbc tænfc faft, at flig ^ortreb og 3<*Ttmter

<£r nolbt af Nemesis, fom Punch mcb (Øjengjælb

rammer,

^ormebelft at fyan fyeelt fatyriff nar, ben Hab,

X)a „bet ^orenebe", btsnærre, fftltes ab;

han gierne frybeb’ ftg, naar Penftre fif en Henne;

Ztu fommer beren ©ib, fynor faabant nil fig fyænne;

Punch feer meb Pemob i fin fnart forløfte Sjel,

Kt ben er renet ub og rennet fyos barn feln.

©en ^ierte fyar fom Sten, fynis ©ine iffe rinbe,

Xiaar ret ijan tænferpaaben£ob, <£nsKropfanfinbe,

Kt ben, forinben man fyar opnaaet Stonets Kar,

©Taa fjfltle ftne Been paa Penftre Kirfegaarb!

©ænf, om at gaae igen fyan nil, Fanb ffe, forføge,

Bnor i fin Cenetib fyan pleieb nan at fpøge,

©g berfor faa ben Pæl i Cinct rammet ret,

Som Penftre nilbe fjant i proniforiet!

— ©og, om bet enb er tungt at ffilles ab i ©Ttbten

Kf ben faa frybefulbt begynbte Kargang \9,

€n anben Bolig bog for os berebet bifer,

©er norber for nor Siel en enig Sielefnir.

©erfor bet er en ©roft, at, naar ben ijer er rennet,

fjift fees ni i et nyt, om muligt, bebre £enneb,

Saa, naar i benne Stunb jeg bybtrørt Kfffeb ta’er,

3eg bog fanb føie til et glab: a revo ir.

„Punch“ drømmer.

„Du er en gammel

Mand, Hr.

Punch ! . . .

p.Xk

"JMjpW'

j

Nitten Aar er en høj

I

Alder, naar man har

r /il

Farve i Blodkarrene,

/-<

^

j fj/fl

Spaltefyld til Indvolde

/ l ■gWjCMK

^ ss/\3 fr" t-ilii

og kolorerede Tato-

^

Æ//

veringer haade ud-

<n

/7

L)r»s.

\

^ 4 i É l i l

m / å

vendig og indvendig,

v-^

M å

Wm

Du skulde snart tænke

iå WM\ IwV lm 'l

1! '

W/i

Paa at gaa i Bam-

ffll (f$,!

i

|!|ll§f>

dom.“ — Saadansagde

'ty p itm i

v \ il E U

il

' 1

Punch

forgangen, da

LiiLo,

' ,

ry

han ikke havde nogen

at tale med. H an la r

nemlig i saa mange

Aar sagt Folk Sandheder, at han for en Gangs Skyld

vilde sige sig selv Sandheden. Men Sandheden er

ilde hørt; derfor blev han ogsaa fornærmet og knyt­

tede Næve ad sig selv i Spejlet.

J a men han slog ikke; han saa kun med lysende

Øjne paa sin løftede Næve. — „F au st,

suhst. femin.

pluralis: Fauste.

Ja , der har vi det. Je g er en

F a u s t! — Endelig har jeg løst mit Livs store

Præmiegaade, . . . det skulde jeg egentlig ha’ en Sølv­

ske for! — Nu sætter jeg mig i Lænestolen, hvor min

liflige Snorken har forlystet saa mange Gange elleve

tusinde Læsere, og naar jeg vaagner, er jeg atter ung

og dejlig!“ — — Og saa satte han sig.

Men han drømte slet ikke, at han var en Faust.

Han var bare paa Koncert-Matinée. Der var kun een

„Plade“ ude; men det var Matinéen selv, for det v a r

Eftermiddag.

Punch

sad ganske alene i Salen, da hans

trofaste Ven Kammerchefen kom ridende ned mod

Lamperækken paa en af sine Bukke. Med dulgt Glæde

og en kondolerende Taare nikkede Chefen til

Punch

,

medens Bukken gav et Underskud fra sig af For­

skrækkelse over at opdage en Tilhører. „De maa gaa

a’, Højstærede,“ sagde Chefen. „Saa skal vi altsaa dog

alle den Vej! . . . Je g havde aldrig tænkt mig det

muligt, at noget Menneske kunde gaa a’

!“

Og sukkende

istemte han et

stabal pater

i Anledning af den be­

klagelige Begivenhed.

„Tfllader De, at jeg refererer?“ peb en Faarekyl-

ling, der sad oppe i Lysekronen, for den havde ikke

Lov at komme andre Steder. Men det var den netop

vigtig af; den sad jo midt i den højeste Oplysning, og

det saa den oven i Kjøbet kunde brænde sig. Højere

kan en moderne Journalist ikke drive det. Kammer­

chefen kiggede derop og hukkede saa dybt, som om

han kunde være selve Dagmar-Professoren i egen høje

Person, . . . i det samme var han Dagmar-Proiessoren.

Baade han og

Punch

løb i fuld Fart ned ad Strøget.

Professoren løb forrest; en fordægtig ung Dame. der

hed A gn e te havde nemlig taget ham ved Næsen og

halede af Sted med ham Ira Jernbanegade tillntegade.

Punrh

løb hare til for at hjælpe ham. — „Gaa væk!“

skreg Professoren, „ser De ikke, at jeg kæmper for en

Idé?“ — „Hm!“ svarede

Punch

;

„bare den Idé ikke har

altfor fæle S k ram m e r!“ — „Ingenlunde! De veed

maaske ikke, at Vimmelskaftet oprindelig hed T y sk -

m an n eg ad e ? E r jeg saa ikke paa min rette Bold­

gade? . . . Je g gaar aldrig paa Akkord med Ideen,

om jeg saa risikerede 56 Processer!“

5H

Processer! — Aa, Herre Gud! — Gamle E r­

indringer trillede som rørte Taarer ned ad

Punch'1

s

Kinder. Han saae dem atter de kjære, kjendte Skik­

kelser; som Skygger kom de svævende og kredsede

omkring ham, ligesom om han kunde være midt ude i

en Skov. Dér kom E ed v a rd , som han saa ofte havde

villet glæde ved at „saare og. skræmme“ ham, men

som, mærkelig nok, aldrig havde sagt Tak; dér kom