101 / 433
94
i alle dig elske, livsalige
F
red
-
‘
rik
B
ajer
,
der bragte paa Tale,
At, kommer der Nogen og gjør os Fortræd,
Saa skal vi os holde nevtrale
Og spare vort Krudt med samt vore Skud,
Men sende blot efter en Fredsdommer Bud.
Derfor har det frydet hver god Demokrat
Og knust vore Militarister,
At
B
luhme
har meldt sig som brav Kammerat
Og Malle til
F
rederiks
Klister.
Mens
B
ajer
os
Fred garanterer til Lands,
Saa paata’er sig B
luhme
det samme til Vands.
I Thinget han oplod betænksom sin Røst,
Idet han gik
E
strup
paa Klingen
Og spurgte, om inte han skulde ha’e Lyst
At ta’e sig en Aktie i Tingen
Ved blot til
J
ohn
B
ull
at bemærke som saa:
»Kan han inte la’e Folkses Skibe gaa?«
Men den vilde
E
strup
dog inte gaa paa,
Og »Nej Tak!« han hørtes at svare,
Skjønt
B
luhme
jo sa’e selv, at det var de smaa,
Som skulde de Freds-Ærter klare,
Og midt i Changeringen saa han med Skræk,
At Krudtet var spildt, saasom
E
strup
var væk.
Hvad hjalp det, at
B
ajer
fik redebon bragt
Sit Offer paa Fredssagens Alter?
Endskjønt vore Søforter var det hans Agt
At gjøre til Badeanstalter,
Han fik dem dog ikke beskyttede som
En nevtraliseret Privatejendom.
Dog, vanked’ her ikke et Søfredsdekret,
Bevirked Debatten blandt andet,
At Søen blev
B
luhmes
nevtrale Gebet,
Hvor
B
ajer
og han gik i Vandet,
Og
»F
redssagen
«
sejler sin egen Sø,
Mens
B
luhme
tør hoste og
B
ajer
kan gø.
Før Hjulet gaar i Staa.
(Personerne : De to private Lotteri-Kollektøret.
Scenen: Hotel Royal. Tiden: Kvartalsskiftet.
S e c h e r
(kommer ; indsmigrende)
: Kære
Kollega, under den Krisis, Avislotteriet
i disse Dage gjennemgaar, har jeg anset
det for rigtigt at lade Konkurrencen sove
en Dag og gaa lige op til Dem for at
drøfte Udsigterne for to r fælles Livssag.
Ca r s te n se n
(velvillig)
: Det var net
af Dem .a t komme. Skade kun, at An
ledningen er saa sørgelig for os begge.
Nu skal vi jo forbydes.
S e c h e r: Desværre ja. Det gjør mig
især ondt for O tto . Han stod lige paa
Nippet til at adoptere Stamnavnet L o tto
med Tilladelse til at bære samme. Det
vilde have paatrykt vore Lodder et
Stabilitetens Stempel, de længe har savnet.
C a r s te n s e n . Ogsaa hos mig bæres
Stempelafgiften af Lotteriet.
Men sig
mig, kære Kollega, hvad agter De at
gjøre ved Abonnenterne?
S e c h e r: Dem skal jeg sagtens tumle.
Jeg lader mine Spillere blive i den Tro,
at
rækningen foregaar som sædvanlig.
Lige til Forbudet nedlægges den i. April,
averterer jeg mine Lodder paa Forsiden.
Og i Annoncerne fremhæves det, at vore
Spillere kan belave sig paa en udsøgt
Overraskelse. Jeg siger ikke andet end:
Bum !
C a r s te n s e n : Saa siger jeg: Bummelum!
Men hvad mener De egentlig med det
Bum, Kære? Det foresvæver mig, jeg
læste en Antydning af, at De vilde over
raske Deres Spillere med en Victoriapresse
å la Royal.
S e c h e r: Det var kun en mild Spøg,
kære Kollega. Deres royale Tombola er
den eneste Victoriapresse, som det er værd
at tale om. Saa stort et Apparat behøver
vi ikke at sætte i Gang tor at trykke de
11,000 tro-lovede Flagduge. Nej, Over
raskelsen skal simpelt og snedigt bestaa i,
at Spillerne i Stedet for Sølvtøjet ingen
Ting faar. Det vil sige, én faar et Papir,
hvorefter han af Hensyn til sin Familie
snarest mulig bør brække Halsen, og de
andre faar hver et Eksemplar af det
Papir, som har bevirket, at Makulatur er
sunken to Øre i Pris. Paa den Maade
faar alligevel hver Lodseddel Gevinst baade
her og i »Fremtiden«. Desuden kan jeg
jo ikke gjøre for, at Justitsen siger: denne
Vej med Sølvtøjet.
C a r s te n s e n : Nej, vi er uden al Skyld
i denne beklagelige Begivenhed. Og hvad
skal vi gjø're med alt det indkjøbte Sølvtøj ?
Og Deres Lænestol, kjære Kollega?
S e c h e r:
Lænesolen stiller jeg til
Disposition for J e n s B usk. Den, han
nu har siddet i saa længe, maa snart være
opslidt. Sølvsagerne bør vi rettelig lade
sælge ved en Fællesauktion og for det
indkomne Beløb oprette en Livspolice for
forulykkede Lotterikollektørers Efterladte.
Vil De støtte mig i denne Sag?
C a r s te n s e n : Paa Tro og Love!
S e c h e r : Victoria!
Extraordinairt!
Som Kvindesind
Er Veir og Vind
I disse Foraarsdage;
Thi Solens Smil
Og Sneens 11.
De skifter om saa tage,
Og Ingen trygt beregne kan
Den næste Barometerstand.
Nej, Ingen veed
Bestemt Besked,
Hvorhen det monne bære;
Man være maa
Belavet paa
'
Det Extraordinaire.
Man lokkes ud af Solens Glans
Og drives hjemafSneens Dans.
I Thingene
Ret springende
Og svingende man taler;
De Menige
Uenige
Man ser med Generaler,
Og Ingen har bestemt Idé,
iHvad extraordinairt vil ske.
Imidlertid
Med kaustisk Vid
E. B randes excellerer;
Men ham til Trods
A lb e r ti os
Med „Logos“ imponerer —
Han har af Kontraparten lært.
Hvad vel er extraordinairt.
Men faa vi her
En ordinair
Finanslov nu med Tiden,
Hvad alle Mand
Vi mindes kan,
Er meget længe siden,
„Den Ordinaire“ nok saa sært
Bli’er noget E x trao rd in a irt.