97 / 433
90
O a a nedkom da vor Rigsdag med et Fælles-
Udvalg af sin bekjendte prima Sort,
Der, saasom det af Rygterne fortælles,
Hver » f o r e lø b ig L ov« vil skaffe bort
Med en Proces, som er i den Grad kort,
A t af Forundring fast man overvældes,
Isæ r da det — hvis man tø r tro paa Fabelen —
En » o rd in æ r« Finanslov har paa Stabelen.
En o r d i n æ r F in a n s lo v !! Herre Gud!
Henrundet er fra sidst saa mange Vintre,
A t der er ingen mer, som kan erindre,
Hvordan en saadan egentlig ser ud.
En Puddel med en vel barberet Hud
Vil mulig dens totale Glemsel hindre;
Thi denne Lighed var just en af Grundene
Til at, »den o r d i n æ r e « gik — i Hundene.
Ja, det var den Gang, at et saadant Skridt
Man gjorde mod en » f o l k e d ømt « Regering,
Som Venstre troede, at det nok blev kvit,
Naar vort Budget blev Gjenstand for Skalpering.
Nu er den T ro forduftet, for saa vidt
Man ikke mærker særlig til Barbering,
Selv om Budgettet minder i sit Væsen
Om visse Folk, som tagne er ved Næsen.
Alligevel det har dog somme Knuder,
Hvis Løsning nok kan volde fælt Besvær;
Blandt andet er der Provisorieruder,
Hvis Klinkning selv Jens Busk lod heller væ r’;
Saa, naar
F ru Fama
højst sangvinsk bebuder,
A t vi til Paaske faar »en o r d i n æ r « ,
Saa kan en vantro T
homas
nok behøve,
A t først af Varerne han ser en Prøve.
I
Naa — vi vil haabe, at et lødigt Præg
Kan sættes paa de Herrers Mæglerroller,
Saa ingen lang Debat om Pavens Skjæg
E t større Spild a f Tid og Kraft forvolder.
Men, hvis vort Fællesudvalgs Paaskeæg
Dog ikke nogen Kylling indeholder,
Og pudser man os for den »ord inære«,
Er det et Savn, vi længst er vant at bære.
Finansloven behandles!
(Et Referat. — Studie efter „
Politiken“.)
Se her de lyse Kjoler bevægende sig paa Lange
linie til Stærens Fløjt og Maagernes kyske Vuggen
over Vaarens langlige Bølger. Nu vel! Det mørke
Lokale var desuagtet overfyldt af disse Mænd, der
elsker Debatten langt mere end Vaarluft og Sommer
gry. Ifølge vor Gamleredaktør B e n th e im s egen
hændige Ordre var vi selvfølgelig til Stede; thi se her
hans Forretningsprincip: naar man bliver smidt ned
fra Damelogen, skal man krybe op igjen ad Tilhører
galleriet. Eh bien, — nu begynder Referatet.
F o rm and en ringer og siger: Dinge linge ling!
— Der er ringet op! — Paa Plads, mine Herrer, nu
gaar det løs! En General og en Biskop, der var dybt
inde i et spændende Parti Klink henne i et Hjørne af
Salen, begiver sig med synlig Ulyst til deres Pladser.
F o r s la g s s t ille r e n tager derefter Ordet. Se her:
Je g anbefaler mit Forslag paa det varmeste.
(Aa . . aa!) Hvem siger „Aa . . aa“ ? E r der no’en,
der vil ha’ Klø? (Stilhed). Mit Forslag gaar, som be-
kjendt, ud paa, at der i det ordinære Finanslovforlig
sKai indsættes en Klavsul over Statstilskud til et nyt
Vittighedsblad for Norden og . . . æ . . . æ . . . for
Kjøbenhavn. Je g mener, . . . æ . . . æ . . . at et dybt
følt Savn vil . . . æ . . . æ . . .
F o rm an d en : Dinge linge linge ling! — Da han
opdager, at ingen har tænkt paa at afbryde, griber
han forfjamsket Klokken og gjør de ærede Medlemmer
opmærksomme paa, at hvis de for Fremtiden agter at
afbryde, saa maa de ikke. Han giver derefter Ordet
til e t th e a te rk y n d .ig t M edlem , der siger:
Je g tiltræder ganske Forslagsstillerens Anbefaling
af Forslaget. (Saa . . . aa?) J a . . . a! For det er et
ledende Princip i al Nutids Theaterstyrelse, at naar
tre Kunstarter ikke kan betale sig om Aftenen, saa
maa man lave en fjerde Kunstart om Formiddagen,
der heller ikke kan betale sig. (Sludder!) Hold Kjæft!
Det har De ikke Forstand paa. Har De maaske været