94 / 433
87
Der har vi det!
^ 9
Efterfølgende Beretning er os meddelt fra paalidelig Kilde.
Vi indestaar derfor ikke for Korrektheden.
Et forandret Publikum havde forgangen Aften samlet sig i
Theatret. Paa Grund af indtrufne Forhindringer kunde »Fra
Diavolo« eller »Elverhøj« nemlig ikke opføres; Direktionen
maatte derfor i sin Forlegenhed ty til en af den Slags Nød-
Forestillinger, der med et gammelt dansk Ord kaldes »en
Premiére«. Den Nød, som Publikum fik at knække ved Nød-
Forestillingen, hed » B y g m e s te r S o ln e ss« . Men, da Skallerne
fløj Folk i Øjnene, saaat det viste sig, at kun Ib sen selv
var i Nødden, skyndte alle sig ud fra Theatret. Alt var
slukket og lukket, da der hørtes mystiske Suk og Klageraab
oppe fra Theaterloftet. »Det er de aflagte Balletben, det
knager i !« sagde en gammel Maskinmand; »siden de har faaet
Lov til at strække sig i »Valdemar«, er de ikke til at styre.
Jeg vil dog gaa op og læse Opera-Repertoiret for dem; saa
indser de nok, at de er gaaetover i Statistfaget.« Med disse
Ord hentede han en gammel Lygte, der stod i en Krog. Den
havde en Gang været Sceneinstruktørens, men han havde ikke
senere Brug for »Lygtemænd«, siden de ikke kunde saa meget
som lyse Vej til en kongelig Ansættelse.
Da Maskinmauden kom op paa Loftet blev han saa daarlig
af Forskrækkelse, at han allerede tænkte paa at omdele
Plakater, hvori han bad det ærede Publikum om Overbærelse;
men heldigvis huskede han paa, at saa vilde »
Politiken
« bare
kalde ham uvartig, og det Blad er jo svært fagkyndig, hvad
Uvartigheder angaar. Han mandede sig derfor op og gik hen
til en Gjenstand, der laa og vred sig paa Loftet. Det vil sige
paa Gulvet.
— »Isch!« stønnede Gjenstanden. »Jeg er miskjendt Kunstner,
det er, hvad jeg er. Jeg var engageret til at falde paa Finalen
i Finalen, — men se, om de brugte mig!«
— »Naa, . . . . De er den Dukke, der var bestemt til at
trimle ned fra Taamet i sidste Akt? Nej, . . . . ser De, . . . .
i en Ibsensk Komedie er det jo det Underforstaaede, som
det kommer an paa, og derfor underforstod vi Dem.«
— »Det var skammeligt! Jeg har meget dybere Betydning
end alle de levende Dukker, der gaar omkring i Komedien og
snakker sort; for det er m ig , der er
det centrale
i Ibsens
Digtning. Begyndte han maaske ikke med at bygge Templer for
K o n g s e m n e r? Men dem gik der B ran d i. Saa gav han
sig til at bygge Hjem for Dukker; men i hans D u k k e h je m
trak Konerne saa mange falske Vexler paa deres Mænds Kroner
og Ma-kroner, at der tilsidst blev slaaet »Bum« for de Komedier.
Og derfor har han nu lavet en Bygmester, der kunde bygge
et Taarn, som vi Dukker kan have at falde ned a’! .................
Ser De, d e t er Meningen med »Bygmester Solness«.«
— »Ja. Mon der skulde være sa a megen Mening i ham?«
— »Ja, den kan De godt
la’e gaa lige
i Bladene;det er
ingen V ild a n d ! Jeg sagde det selvsamme til Chefen, da jeg
var nede for at bede om at faa lidt af det hemmelige fond til
at falde a’ paa: »Hr. Gedebukkebens Over- og Underskuds
o. s. v.«, sagde jeg, for jeg var høflig: »De gi’er Dinora
Bukke og Nora Dukker, men en veritabel Dukke tillader De
ikke. en Gang at gjøre Bukkespring, naar den norske Literaturs
egen Taarnvægter udtrykkkelig har leveret Taarn til. Hvad
ligner d e t? . . . Er det Meningen, at ingen anden Dukke maa
ha’e Lov at komme frem, fordi at De selv har faaet Dem en
Dukke, der kan gi’e Partiet i en Hofmands. Eventyr« ? — Men
han saa bare hen paa Moliére og smilte. Saadan en plump
Dukke, der var syet og stoppet i Norge, skulde aldrig klaske
sig ihjel paa h an s Scene, sagde han. Med Bukken var d eten
anden Sag, for den kan sige: Mæ! — og det er et godt,
fransk Ord, som staves:
mais.
Men jeg kunde selv hilse
Ibsen og spørge ham, om h an kunde Fransk.«
— »Ja, men Chefen spiller jo alligevel Ibsen.«
— »Det gjør han, og det indrømmede han ogsaa. Men
Ibsen har altid gi’et Underskud, sa’e han, og det er endnu
bedre end at kunne Fransk.«
— »Og saa kom De paa Loftet?«
— »Ja! — Her ligger je g , der ligger T a a r n e t, og der
ligger vore H a rp e r i L uften ! — Alle kasserede! — Men
Stykket, det dejser!
— »Hvorfor troer De det?«
— »Det kan De da nok begribe!
In g en r o s e r — u den T a a rn e!«
Jertesok
Søren Pipperup.
H v a æ al Sjenens Glans og Glemmer
Tros Konstens højtisfulle Præk?
Kons none Timers Demmelemmer
Paa Illusionens Tavanlæg.
N aar de Tablo, som emmer laves
I sidste Agt, er sovet hen,
Saa har man kons Besøj tebaves
A Skoffelsernes Tømmermænd.
Bykmester S o l n e s gig i Været
Høit over Poblikoms Forstand,
Ja , sæl Krætiggen har erklæret,
A t ham den ente knuse kan;
Men, lissom a han sto paa Højden
A Aannens sjeniale Spir,
Saa dumbede han ner, aa fløjten
Gig Rejsegillets Sjæ lesvir.
En dyftfølt Skoffelse de vægger,
A man faar ente Lo v at se,
Om Halsen, E m il P o v ls e n brægger,
Nu osse æ den regtie;
TabJoet slaar sig fra Fornuften,
For jeg maa sie allenfals,
A Harperne, som va r i Luften,
Dem fik je i den gale Hals.
Men va je daarlist ka forvinne,
Æ dov de Sørrespel, man ser,
A B lo k fra Engstrugsjonens Tinne
Æ osse nyli dumpet ner.
Enskønt han ente Halsen brægged,
Men kons gaar jern aa lægger sej,
Har de dov saadden Opsigt vægget,
A Bladene sæl brægger sej.
Med dette Numer følger et
illustreret Annonce-Tillæg. "W