118 / 433
110
han, hun og plankeværket.
københavnsk roman i korte træk.
af*
jokum sivertsen.
fø rste a fsn it,
hun hed josefine, efternavn petersen. var musik
lærerinde. uden elever, men med et mørkt nøddetræs
klaver og et lyst blik paa fremtiden, hun var 63l/a
tommer i højden, 18 om livet, blond, smuk, 20 aar
og ukjendt med denne verden, smaa sorte fødder —
i strømper — og store blaa øjne.
mozart beethoven jensen hed han« violinist,
gnist af geni. spillede primoviolin til 4 kroner pr.
nat. til baller, paa glade steder
de to førte skjæbnen sammen ved et af disse
pudsige indfald, den kan have. snurrigt, men det
skete, paa et afdansningsbal -hos danselærer svend-
sen i antoniestræde. hun havde været der den hele
aften, han kom først, da morgengryet nærmede sig
os og vor stad fra de fjerne lande ude over østerbro
og langelinje, han var 67 tommer høj. mørk, af
stort haar og lille overskæg, kæk, lidt flabet op
træden, men certosa. holdt skræder paa østergade,
men havde ikke boxer i landmandsbanken, var i et
og alt et rart barn af den kære familje.
lian og hun mødtes paa ballet, og de dansede,
som det er at danse, arm i arm og bryst mod vest.
de dansede saa de sansede at de kransede livets
lykke i lette svingende sving til tonernes klingende
klang, og efter dansen satte de sig pustende, paa
bænken.
and et a fs n it,
efter dansen mødtes de senere hen mod morgen
stunden . i et kabinet, hvor han bød hende kylling
med grønært. ti galant var han, mozart beethoven
jensen, lige til neglerødderne, og de spiste, som to
glade børn kan spise, lidt vin til maden fik de da
ogsaa, og noget knas derefter* i al tarvelighed, men
fornøjeligt.
om de kyssedes? véd det ikke, tror det ikke. hun
var saa uberørt og saa mimosafin, at tanken viger
skælvende tilbage for den tanke. . . . de sad blot
med hinanden om livet og spiste konfekt, pludrede
glade dertil og rev en knallert af engang imellem,
saa barnlig uskyldigt.
det er slige lykkelige stunder, der rejser det store
lyse livets paulun over os menneskebørn, saa der
lægger sig roser over al grimhed. og vi hører har
per i luften.
„skal det saa være en lille halv historie?“ spurgte
han.
hun svarede: „aaja, men lav du den . . . . hører
du . . . , lav den . . . . du . . . . min brygmester!“
han blandede den søde berusende drik, der funk
lede rød-gul-gyldent i de krystalfunklende glas. og i
facetterne laa udenpaa den varmtglødende drik som et
svøb af regnbuefarver, samlet op i glassets klædning,
de glemte alt i verden, kun ikke sig selv.
„jeg hører harper i luften!“ sukkede hun.
„jawohl!“ svarede han . . . han havde spillet med
peter fischer i berlin . . . „der himmel hängt voller
geigen“ . . . es ist eine alte geschichte!“
i det samme lød det inde fra den store sal: hvor
har vi dog kunstens udøvere? frk. josefine petersen!
hr. mozart! kom dog endelig frem og lados nyde godt
af deres selskab.
to henkastede servietter, to henkastede drue
klaser, to henkastede blik . . . og de gik. ind til de
andre, ikke en mine forraadte, at to hjerter, der nys
havde banket mod hinanden, brat var skilte, han
trak vesten ned, hun skød brystet op, og ind traadte
de i den store sal.
(plankeværket optræder senere.)
Slet lønnet Tjenstiver.
E n Mand med ganske god Forstand
Engang kom op til Jyders Land
Som Birkedommer, hvor han byder
Lidt grov Konfekt de brave Jyder.
I Hovedstaden i hans Rige —
Byfoged var han jo tillige —
Der herskede Uteerlighed
Reentud til Umaneerlighed.
Man baade dobled’,. og man drak,
Og der blev koplet — mange Tak!
Og der var glade Pigebørn,
Og Bedsteborgerne, de trak
Ret ofte med en ærlig Bjørn —
Alt det i Øiet var en Tjørn,
Om ikke just paa deres Præster,
Der tidt var Gildets muntre Gjæster,
Saa desto meer paa den Borgmester.