131 / 433
123
Punch drømmer.
I. Flatødrømmen.
(Sluttet.)
Men i samme Øieblik som Unicumet med et v e
modigt Blik op til Punch er i B egreb med at synke til
Bunds, viser der sig en grimmig Hai, der er bevæ get
a f en saa levende Interesse for den oldnordiske S a g a
litteratur, at den griber Unicum’et med sine gebommer-
lige Tæ nder o g sluger det i een Mundfuld.
Rædsel-
slagen raab er Punch paa D ansk: » Sk yd mig den Hai strax!«
Men B ro d er Jonathan forstaaer ikke Dansk o g stirrer uden
Forstaaelse paa ham. Punch indseer, at han maa sprække
Engelsk, men hvad hedder en Hai paa Engelsk ?
Han
veed det ikke, men gode R aad ere dyre, og Faren
giver ham Aandsnæ rvæ relse.
Han gaaer ned i K a
hytten for at hente Larsens dansk-engelske o g slaae Ordet
»Hai« efter i denne ypperlige lille B o g. Han kommer
op igjen, bladende i Bogen, men han ryster saa vold
somt paa Fingrene, at han ikke kan finde Stedet. V an
vittig a f Sk ræ k over at tænke sig, hvorledes det vil
gaae ham, naar han atter kommer hjem o g stedes for
Overbibliothekarens Øine uden at medhave Flatø’eren,
kaster han Larsens lille i Vandet.
Haien boltrer sig endnu bestandigt om Skibet, i
E t væ k grinende op til den ved Rælingen forsamlede
Menneskemasse o g tænkende ved sig selv:
» Ja vist!
I bilder Je r ind, at je g skal give den fra m ig igjen?
Jo , lur m ig! — Nei, lille Børn, je g er sgu ’nte født
igaar.«
D yret viser nu, at det er et m eget alsidigt
o g med omfattende litterær Sands begavet D yr, thi da
Larsens lille kommer susende gjennem Luften ned til
det, sluger det Larsens lille med.
»This — hay —
this — animal — æh — must be shot,« raaber Punch i
den yderste Sjæ leangst.
Nu forstaaer Jonathan.
To
Matroser gaae i en Baad, en tredie firer en stor Kasse
Peber ned til dem, og denne hive de i Øinene paa
Havets glubske Konge.
Han, der ikke er vant til den
Tobak, nyser forfæ rdeligt og faaer tilsidst a f Anstrængel-
sen Krampe i Bugmusklerne, hvorved saavel Flatøbogen
som Larsens lille atter komme for Dagens L y s. Punch
jubler som en gal Mand.
De to Matroser række alle
ti Fingre ad Haien, der bliver umaadelig flau o g fo r
svinder med Halen mellem Benene. —
Men hvorlænge var Abrahams i Paris ? Matroserne
ere saa klodsede, at de ved at tage Flatø’eren ud af
G abet paa D yret, atter tabe den i Vandet, o g da den
nu, ved hvad den alt har gjennemgaaet, er bleven
heelt gjennem trængt a f Vand, synker den øieblikkelig
tilbunds. —
Naar Drømmen har naaet det Forfæ rdeliges T o p
punkt, vaagner den Drømmende.
Dette Punkt er nu
naaet.
Flatøbogen var druknet i Atlanterhavet.
Ud
sigten til de
12000
Dollars for det ansvarsfulde H verv
ved Tilsynet med B ogen paa den farefulde Expedition
var tabt; maaskee kunde man ovenikjøbet risquere, at
der gjordes Erstatningskrav gjældende for Tab et af
det uvurdeerlige litterære Klenodie.
Kunde man o ver
hovedet komme hjem efter en saa betydelig Prostitu
tion?
V ar det ikke bedre at lade sig landsætte paa
Azorerne o g forsøge at skabe sig en Existents som
R edacteur a f the Azorical Times end at gaae tilbage
til Kjøbenhavn og blive modtaget a f det kongelige Biblio-
theks, Cultusministeriets o g hele den arkæologiske o g
islandske Verdens M isfornøielse?
Disse
Spørgsm aal
stormede gjennem Punchs Hjerne i Løbet af en ubetydelig
Brøkdeel a f J g Secund, o g — saa vaagnede han. —
O, hvilken F ry d !
D et var L ø gn Altsammen!
Flatøbogen
o g Overbibliothekarens Hat o g Larsens
lille var altsammen i Behold, o g Punch var heldigvis ikke
Assistent ved det kgl. Bibliothek o g ikke udnævnt til
Inspecteur over B ogen ved dens Transport til og Frem
læ ggelse paa Udstillingen.
Thi Risikoen ved at o ver
sende den dyrebare B o g har viist sig i en saa for
fæ rdelig Skikkelse for dem, der havde fattet denne
dumdristige Beslutning, at det nu er bestemt, at de
gode Chicagoianere skulle spises a f med en fotografisk
Gjengivelse.
Mon Yankee doodle vil finde sig i sin
Skjæ bne?
Mon vi tør gjøre Regning paa, at vi ikke,
i Anledning a f denne skjæbnesvangre Skuifelse for
Amerikanerne, løbe F a re for at blive indviklede i en
haardnakket og langvarig K rig med Amerika, en K rig,
hvis Udfald, trods vort anerkjendte og ofte prøvede for
træffelige Krigsberedskab, dog i hvert Fald maatte
blive tvivlsomt? — Vi ville haabe det!
E l l e n :
V ar det Din Ven, Du fulgtes med igaar?
I d a :
N aada!
Næ , det var re ’nok min For-
laavede.