Previous Page  135 / 433 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 135 / 433 Next Page
Page Background

127

han, hun og plankeværket.

københavnsk roman i korte træk

af

jo kum s i v e r t s e n .

tre d je a fsn it,

som de gjorde lykke de to! da hun sad ved kla­

veret og lod toneme rulle ud i salen, en hærskare af

kælne lyde og bydende raab. toner, snart lokkende

og dragende, snart truende, og han stod bagved, med

sin stradivarius fra lille kongensgade trykket op under

hagen, harpiks paa buen og begejstringens fosfor i

blikket.

han spandt violinstrængenes smeltende lyde ud

og kastede dem som et islæt af silkespind ind i kla-

verets brusende sang.

der var saa stille i salen, at man ikke kunde høre

andet end hendes klaverspil og hans violin, ingen trak

vejret, og man vilde ikke have hørt en knappenaal

falde til jorden, men damerne brugte forresten alle­

sammen sikkerhedsnaale.

hvad han og hun tænkte ? aner det ikke. de svang

sig kan hænde paa tonemes vinger ind i drømmens

rige. eller deres tanker drog — kan hænde —tilbage til

kyllingestegen og grønærterne, hans hvide skjorte­

bryst knitrede og hendes blegrøde bluseliv gik i bølge­

gang, af henholdsvis bevægelse.

de rejste sig, og jublen slog dem i møde. men

saaledes havde de heller aldrig spillet før, hverken

hun eller han. det var da ogsaa første gang de spil­

lede sammen.

fje r d e a fsn it,

hvorledes var det gaaet til, at han og hun hin

skønne nat blev bortrevne fra hinanden!1 hvilken ond

aand havde spændt sit næt imellem dem? . . . kan

ikke sige det, har aldrig hørt det.

de havde aftalt at skulle mødes inden de skulde

skilles og komme til hinanden inden de skulde gaa fra

hinanden, men da han søgte hende, var hun væk, og

da hun søgte ham, var han ogsaa væk. det lyder for­

underligt.

men, kære læserinde og læser, der er meget for­

underligt i livets romaner, eller som shakespeare

siger: der er mere mellem himmel og jord, end man

kan se fra rundetaarn. (more than we see standing

on the round tower, copenhagen. k.)

han søgte hende allevegne med mandens kækhed

og energi, og hun søgte ham med kvindens fine

reserverthed og diskretion, i „københavn“ skrev han

billet dukser til: „jo se f..e p e t..se n “, og i „aften-

bladet“ rettede hun fine hentydninger til: „moz . . t

beeth . . en jen . en“ . men det var som om skæbnen

havde svoret ved logos, at han og hun aldrig skulde

finde hinanden.

de græmmedes og de svandt som et par rekord­

sættende cykler, men uden at den ene kunde have

den sorg eller glæde at se det paa den anden.

da vi indtil videre ikke kunne følge dem begge,

saa lad os følge ham.

han fik afsky for sin bolig inde i byen, ti livets

travle støj smertede hans oprevne sind og sled i hans

forpinte nerver som en matros i en tovende, derfor

lejede han sig et værelse ude i en ai forstædernes

sidegader, et værelse i stuen, med egen indgang, kaffe

om morgenen, sporvognen lige forbi døren og alle be­

kvemmeligheder.

det var ret et asyl for et af sorgen nedbøjet

menneske, der til sin trøst kun havde den hellige

kunst . . . og saa de to roser, en hvid og en rød. dem

j osefine havde givet ham hin vidunderlige nat.

ak! det gik snart med roserne som med ham selv:

de sad kun svagt paa stilkene.

ned gennem den lille gade løb plankeværket,

mod dette plankeværk lød hans suk i mangen

aftenstund, saa ekkoet rungede højt gennem den rolige

gade.

(sluttes.)

Avertissement.

.

-

D r e n g e n s F a d e r :

Ja , hvad skal je g fange an

med den D re n g ?

Har. har jo Set. Veits Dands.

Det

er frygteligt, saa han vrider sig.

G j æ s t e n :

L ad ham uddanne til Virtuos

paa

Piano, saa kan det gaae for Kunstnerflothed.

En Buldug paa

2

A a r er til Salgs.

Den æder

hvadsomhelst o g holder m eget a f Børn. — Man hen­

vender sig paa — bladets Kontoir.

Brevkasse.

V. S .

Kan ikke benyttes.

F r k . L .

Bidrag m o d t a g e s fra Enhver uden Hen­

syn til Alder, Stand eller Kjøn, men om de b e n y t t e s ,

er jo et andet Spørgsmaal. —

nafiT’

Med dette Numer følger et

illustreret Annonce-Tillæg. " •0