135 / 433
127
han, hun og plankeværket.
københavnsk roman i korte træk
af
jo kum s i v e r t s e n .
tre d je a fsn it,
som de gjorde lykke de to! da hun sad ved kla
veret og lod toneme rulle ud i salen, en hærskare af
kælne lyde og bydende raab. toner, snart lokkende
og dragende, snart truende, og han stod bagved, med
sin stradivarius fra lille kongensgade trykket op under
hagen, harpiks paa buen og begejstringens fosfor i
blikket.
han spandt violinstrængenes smeltende lyde ud
og kastede dem som et islæt af silkespind ind i kla-
verets brusende sang.
der var saa stille i salen, at man ikke kunde høre
andet end hendes klaverspil og hans violin, ingen trak
vejret, og man vilde ikke have hørt en knappenaal
falde til jorden, men damerne brugte forresten alle
sammen sikkerhedsnaale.
hvad han og hun tænkte ? aner det ikke. de svang
sig kan hænde paa tonemes vinger ind i drømmens
rige. eller deres tanker drog — kan hænde —tilbage til
kyllingestegen og grønærterne, hans hvide skjorte
bryst knitrede og hendes blegrøde bluseliv gik i bølge
gang, af henholdsvis bevægelse.
de rejste sig, og jublen slog dem i møde. men
saaledes havde de heller aldrig spillet før, hverken
hun eller han. det var da ogsaa første gang de spil
lede sammen.
fje r d e a fsn it,
hvorledes var det gaaet til, at han og hun hin
skønne nat blev bortrevne fra hinanden!1 hvilken ond
aand havde spændt sit næt imellem dem? . . . kan
ikke sige det, har aldrig hørt det.
de havde aftalt at skulle mødes inden de skulde
skilles og komme til hinanden inden de skulde gaa fra
hinanden, men da han søgte hende, var hun væk, og
da hun søgte ham, var han ogsaa væk. det lyder for
underligt.
men, kære læserinde og læser, der er meget for
underligt i livets romaner, eller som shakespeare
siger: der er mere mellem himmel og jord, end man
kan se fra rundetaarn. (more than we see standing
on the round tower, copenhagen. k.)
han søgte hende allevegne med mandens kækhed
og energi, og hun søgte ham med kvindens fine
reserverthed og diskretion, i „københavn“ skrev han
billet dukser til: „jo se f..e p e t..se n “, og i „aften-
bladet“ rettede hun fine hentydninger til: „moz . . t
beeth . . en jen . en“ . men det var som om skæbnen
havde svoret ved logos, at han og hun aldrig skulde
finde hinanden.
de græmmedes og de svandt som et par rekord
sættende cykler, men uden at den ene kunde have
den sorg eller glæde at se det paa den anden.
da vi indtil videre ikke kunne følge dem begge,
saa lad os følge ham.
han fik afsky for sin bolig inde i byen, ti livets
travle støj smertede hans oprevne sind og sled i hans
forpinte nerver som en matros i en tovende, derfor
lejede han sig et værelse ude i en ai forstædernes
sidegader, et værelse i stuen, med egen indgang, kaffe
om morgenen, sporvognen lige forbi døren og alle be
kvemmeligheder.
det var ret et asyl for et af sorgen nedbøjet
menneske, der til sin trøst kun havde den hellige
kunst . . . og saa de to roser, en hvid og en rød. dem
j osefine havde givet ham hin vidunderlige nat.
ak! det gik snart med roserne som med ham selv:
de sad kun svagt paa stilkene.
ned gennem den lille gade løb plankeværket,
mod dette plankeværk lød hans suk i mangen
aftenstund, saa ekkoet rungede højt gennem den rolige
gade.
(sluttes.)
Avertissement.
.
-
D r e n g e n s F a d e r :
Ja , hvad skal je g fange an
med den D re n g ?
Har. har jo Set. Veits Dands.
Det
er frygteligt, saa han vrider sig.
G j æ s t e n :
L ad ham uddanne til Virtuos
paa
Piano, saa kan det gaae for Kunstnerflothed.
En Buldug paa
2
A a r er til Salgs.
Den æder
hvadsomhelst o g holder m eget a f Børn. — Man hen
vender sig paa — bladets Kontoir.
Brevkasse.
V. S .
Kan ikke benyttes.
F r k . L .
Bidrag m o d t a g e s fra Enhver uden Hen
syn til Alder, Stand eller Kjøn, men om de b e n y t t e s ,
er jo et andet Spørgsmaal. —
nafiT’
Med dette Numer følger et
illustreret Annonce-Tillæg. " •0