138 / 433
130
A p r i l v i s e .
j i % m å å l
I
Mel.: »Lott’ is’ todt!«
D e n fæle Vinter er forbi,
Som vi har havt saa længe,
Og der er Fred og Harmoni
Rundtom i Vang og Vænge.
At Frederiksborg blev sat i Brand
Et Øieblik kan harme,
Men seer man først, det er »en And«
Af Herrer, der er »varme«,
Man ryster lidt paa Ho’edet, si’er: lad gaae!
Men det er dog forskrækkeligt, hvad Vi c t o r finder
paa.
Se, overalt man hører Sang
Og Klang og Foraarstriller;
Hr. Ab r a h am s for sidste Gang
Hver anden Aften spiller.
S ir B o o t h , der kommer langveisfra,
Sit »Frelsens Hærværk« gjæster
Og hilses med Halleluja!
Og det for fuldt Orchester.
Man siger, naar man Fyrens Indtog saae:
Det er forskrækkeligt, hvad »Frelsens Hær« kan
finde paa!
Hvorhen man skuer — Sol og Smil
Nu, Vint’ren er forsvundet.
Naar først man kommer til April,
Saa har man Seiren vundet.
En foraarsfrisk Rhabarbergrød
Vi med det Første spiser;
Paa Reier er der ingen Nød
Saalidt som paa Radiser.
Men kan man faae en saadan deilig Mad,
Saa var det dog forskrækkeligt, hvis ikke man var
glad!
Og saa er det saa rørende
At see, naar Vint’ren svinder,
At stadigt saa godgjørende
Medmennesker man finder.
»Samaritanen« ikke mere
Fattigfolk bespiser,
Men Skuespillere tractere
Os med Beneficer.
Men naar paa sligt et Tractement man bød,
Saa var det dog forskrækkeligt at tale her om Nød.
han, hun og plankeværket.
københavnsk roman i korte træk
af
jo k um s i v e r t s e n .
„hvor er da, min josefine?“ stønnede han, „skal
jeg aldrig mere se dit skønne aasyn, aldrig mere lægge
min arm om din midje og føle dig gynge som en vidje
under den lette dans? sprang du, min lykkes kvint,
og skal jeg herefter ene spille paa sorgens mørke
strenge?“
saaledes sad han og sendte sin klage ud mod
plankeværket, ligesom jøderne for mange aar siden sad
og klagede ved jordans bred. saa greb han sin violin
og sang sin sorg ud i toner, der vækkede alle kvar
terets katte, og urtekræmmerdrengen henne paa hjør
net gav sig til at synge paa sit tagkammer:
„oh! havde jeg vinger.“
hvilket gjeme indbragte ham mindst én vinge fra den
i samme værelse boende svend.
men som mozart beethoven jensens sorg var paa
det højeste, skete der noget, som med dybe spadestik
greb ind i hans tilværelse, der kom arbejdere i gaden,
og de medførte save, økser, spader og skovle, det var
plankeværket, der skulde fjærnes, og arbejderne tog
fat fra den tidlige morgenstund, der blev gravet ved
foden af stolperne, savet og hugget i brædderne.
den unge musiker tog sin violin frem og lod to