139 / 433
neme lyde saa dirrende sørgmodigt ud mod en skub
karre, der var stillet op ad plankeværket:
„hvad stander vel hist ved den fjældvæg saa
brat . . .“
nynnede han til tonerne.
i det samme hører han en kvindestemme fra den
modsatte side af plankeværket.
„den var høj,“ tænkte han, „en ren sopran fra
fødslen af“, og han mente at have hørt disse klokke
toner før, ogsaa her i gaden, men ikke saa klart som
nu, da plankeværket fjæmedes. det var sorgens akkor
der, der bævede bævrende over gaden og op mod den
blaa himmel. — han kunde høre ordene:
„hvor tindrer nu min stjæme,
hvor dølger sig min skat.“
hvad var der dog ikke for en ømhed i denne
stemme! som af en, der har siddet længe paa et sted
og sørget.
han havde rejst sig og stod nu ret op, stift stir
rende
p aa
plankeværket, som arbejderne fjæmede, bræt
for bræt og pæl for pæl, kun afbrudt engang imellem
af en halv pæ’l. og nu . . . nu var de nede i højde
med vinduet, bag hvilket den ukendte sangerske
maatte sidde, endnu et bræt . . . og saa et til . . . .
o g !!!
et langt øjeblik rystedes mozart beethoven jensen
af overmenneskelig henrykkelse, men saa for han ud
paa gaden, satte i ét spring over to brolæggere, tre
arbejdsmænd og resten af plankeværket.
over dette havde han set josefines skønne hoved,
thi hende var det, den ømme sangerske.
10 minutter efter laa de om hinandens hals og
græd glædestaarer.
han spurgte:
„hvor har du dog været i al den lange tid, elskede
josefine?“
„her,“ svarede hun, „i denne stue . . . og du?“
„hist ovre — paa den anden side af plankeværket.“
med blanke taarer i blikket udbrød hun, pegende
ud mod arbejderne:
„og saa skulde dette vidunderlige til, for at vi to
kunde finde hinanden! tak, skæbne, dine veje ere
uransagelige.“
„ja,“ svarede han, „det maatte bort, dette planke
værk, dette skrankeværk, der skilte os.“
*
*
*
hvor laa fremtiden dog ikke lys for disse to. hun
abonnerede paa „dannebrog“, og han paa „dagens ny
heder“, bægge havde de løst præmiegaademe, og naar
de nu fik sølvtøjet, vilde de gifte sig.
med glæde i sindet og haab i hjærtet saa’ de frem
tiden i møde, og jer, kære læser og læserinde, vil vi
raade til at gøre det samme.
ende.
Tredobbelt Ansøgning fra Vallensved
Præst.
Ifjor han fik sig et gratis Bad,
Den Badekur gjorde ham rigtig glad,
Den skjænked ham Kræfter som en Bjørn,
Saa at han iaar kan ta’ nok en Tørn.
Derover til det vestlige Fjerne,
Til Chikago, han vilde saa frygtelig gjerne,
Hvis Staten vil »zahle« blot hvad det koster,
Thi ei det orker hans egen Moster.
Og hjemkommen vil han derom tale
Saa lifligt — hvis Staten blot vil betale. — !
Ja hvad kan dog ei et Bad gi’ Kræfter?
Han blev saa stærk, at han skrev derefter
En Mængde theologiske Skrifter.
Betal og, o Stat, hans Forfatterbedrifter!
I gamle Dage hed „Finantshovedkassen“ som
bekjenat „Zahlkammeret“.
Pastor Zah le skal have andraget om, at det tid
ligere Navn genoptages, dog med den Modification, at
Navnet fremtidigt bliver „Zahles K a sse “.
Tandlægekrlgen.
Tandlægerne er et polemisk
Folkefærd. De skjære formeligt
Tænder i Stridens Hede. Hel
digvis tør man gaae ud fra, at
de Herrer arbeide meest med
forlorne Tænder, saa Sagen er
vel ikke saa farlig endda.
Rød Plakat.
► „Kisten“ havde forleden rød
Plakat for etPar af sineSanger
inder, der ikke saae sig istand
til optræde formedelst Hæshed.
Undskyldningen synes os iøv-
rigt at passe til enhver ordi
nær Kisteaften.
Det gaaer rask med Udsig
terne til et Monument forChri
sti an IV. Man er allerede i
Gang med at skjændes omPlad
sen.
Saa kan vi muligvis naae
frem til Afsløringen saadan ved
det Lag midt i næste Aar-
hundrede?