Previous Page  134 / 433 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 134 / 433 Next Page
Page Background

126

R i m b r e v

til min Vtn Jens paa Landet.

r-y— ■

'

/.

iin.m

11

/(

11

11»11rfhrrfn»ini*iirnr ,ii*

ii

Hi

fif

M

in

* •■►•«g | ••••

ii

\ \ m

iipuiuiiHnnnaRHimprfif

i .

E i skværdige Jens! en lang Vacance

Var der i denne vor Correspondance.

Iionny soit qui mal y pense!

Atter tager jeg Pennen fat

Og skriver til Vennen om Dit og Dat

I Haabet, at

Jeg findel' den gamle Assistance

I en modtagelig Aand

Og Haand

I harmonisk

Balance.

Det har været en meget bevæget Tid

Aled Slæb og Slid

Paa alle Kanter;

Særligt de Borgerrepræsentanter

Vakte her en betydelig Strid.

Alle de gamle bleve vippede;

Aluligt var de vel ogsaa lidt sippede.

Alodet overfor K ay s e r ’ en glippede,

Hver Gang det ret alvorligt kom an paa

At vise Selvstændighed og Forstand paa

Sagerne

Derfra Klagerne,

Og derfor gik L ichtenberg tabt for Bagerne;

Og ikke bedre

Gik det de øvrige vise Fædre.

Skal man nu dømme fra alle Fagterne,

Kommer vel næste Gang Touren til Slagterne.

Neppe troer jeg, at deres Older­

mand

J u u l

til næste Paaske holder

Og i Baad- og Domhuset slaaer sine Folder.

I Pigsdagen gik det i Hui og Hast;

B o j sen og D ine sen kjørte fast,

Og Forliget brast!

Bojsen fortalte mat og myg,

At hnn havde været kyssesyg;

Alen Lansthinget koldt havde sagt: „ Nei

,

Jøsses

Bevares vel for med ham at kysses!“

Over hele Linien prækes der Krig,

Skjøndt ganske sikkert et magert Forlig

E r bedre langt end en fed Proces.

Ifald Du ellers vil spørge mig ad,

Hvad

Der foruden Striden

E r oppe i Tiden.

Hvilke Gaader man søger at løse,

E r Svaret vel rettest: den religiøse!

Det er nu svært taget til med Aarene,

Alissionairerne brøler i Gaardene

Og skiller Bukkene ud fra Faarene

Aled en Svada, der ikke er heelt bedaarende;

For Studenter og Studentinderne

Vilhelm Beck

Præker i Foreningen,

Saa at Taarerne

Triller af Latter dem nedad Kinderne.

Katholikerne, stadigt beilende

Til den store Alængdes Gunst,

Atter har jaaet Vind i Seilene

Det er Folk, der forstaaer deres Kunst.

De agiterer i alle Retninger,

Som nu forleden med Fødders Tvætninger.

Biskoppen vadskede Oldingebeen,

Tørred dem af hver evige En;

Der kunde man sige: Den er reen!

Og mens Indremissionairerne

Tordned’ og buldrede,

Pa ter Lange gjør, fint besnærende,

Halvdelen af vore Damer kulrede.

Aledens Min gjør angst og bange

Alle de Alange,

Der stadigt skjælvede

For det Vilhelm Beck’ske Helvede,

Pa ter Lange, saa snild som en Slange,

Paradishimmelen over dem hvælvede.

Ingen Forundring derfor det vækker,

At den, der har Valget mellem at troe

Paa disse Alternativer to,

Foretrækker

Paradiset, der ikke forskrækker;

Og ikke kommer det uformodet,

At Folk bliver heelt katholske i Heldet.

Se nu, min kjære, elskværdige Jens,

Ja, nu er jeg læns.

Imens

Jeg haaber, Du er tilfreds med mit Brev.

Til Slut jeg da skriver, som før jeg skrev:

Farvel, min Jens!

Hold fr i Dig for al Slags Pestilens!

Og vær forresten glad ved din Vens

Pens

Her credentsede Punchessens!