134 / 433
126
R i m b r e v
til min Vtn Jens paa Landet.
r-y— ■
'
/.
iin.m
11
/(
11
11»11rfhrrfn»ini*iirnr ,ii*
ii
Hi
fif
M
in
* •■►•«g | ••••
ii
\ \ m
iipuiuiiHnnnaRHimprfif
i .
E i skværdige Jens! en lang Vacance
Var der i denne vor Correspondance.
Iionny soit qui mal y pense!
—
Atter tager jeg Pennen fat
Og skriver til Vennen om Dit og Dat
I Haabet, at
Jeg findel' den gamle Assistance
I en modtagelig Aand
Og Haand
I harmonisk
Balance.
—
Det har været en meget bevæget Tid
Aled Slæb og Slid
Paa alle Kanter;
Særligt de Borgerrepræsentanter
Vakte her en betydelig Strid.
Alle de gamle bleve vippede;
Aluligt var de vel ogsaa lidt sippede.
Alodet overfor K ay s e r ’ en glippede,
Hver Gang det ret alvorligt kom an paa
At vise Selvstændighed og Forstand paa
Sagerne
—
Derfra Klagerne,
Og derfor gik L ichtenberg tabt for Bagerne;
Og ikke bedre
Gik det de øvrige vise Fædre.
Skal man nu dømme fra alle Fagterne,
Kommer vel næste Gang Touren til Slagterne.
Neppe troer jeg, at deres Older
mand
J u u l
til næste Paaske holder
Og i Baad- og Domhuset slaaer sine Folder.
I Pigsdagen gik det i Hui og Hast;
B o j sen og D ine sen kjørte fast,
Og Forliget brast!
Bojsen fortalte mat og myg,
At hnn havde været kyssesyg;
Alen Lansthinget koldt havde sagt: „ Nei
,
Jøsses
Bevares vel for med ham at kysses!“
Over hele Linien prækes der Krig,
Skjøndt ganske sikkert et magert Forlig
E r bedre langt end en fed Proces.
—
Ifald Du ellers vil spørge mig ad,
Hvad
Der foruden Striden
E r oppe i Tiden.
Hvilke Gaader man søger at løse,
E r Svaret vel rettest: den religiøse!
Det er nu svært taget til med Aarene,
Alissionairerne brøler i Gaardene
Og skiller Bukkene ud fra Faarene
Aled en Svada, der ikke er heelt bedaarende;
For Studenter og Studentinderne
Vilhelm Beck
Præker i Foreningen,
Saa at Taarerne
Triller af Latter dem nedad Kinderne.
Katholikerne, stadigt beilende
Til den store Alængdes Gunst,
Atter har jaaet Vind i Seilene
—
Det er Folk, der forstaaer deres Kunst.
De agiterer i alle Retninger,
Som nu forleden med Fødders Tvætninger.
Biskoppen vadskede Oldingebeen,
Tørred dem af hver evige En;
Der kunde man sige: Den er reen!
Og mens Indremissionairerne
Tordned’ og buldrede,
Pa ter Lange gjør, fint besnærende,
Halvdelen af vore Damer kulrede.
Aledens Min gjør angst og bange
Alle de Alange,
Der stadigt skjælvede
For det Vilhelm Beck’ske Helvede,
Pa ter Lange, saa snild som en Slange,
Paradishimmelen over dem hvælvede.
Ingen Forundring derfor det vækker,
At den, der har Valget mellem at troe
Paa disse Alternativer to,
Foretrækker
Paradiset, der ikke forskrækker;
Og ikke kommer det uformodet,
At Folk bliver heelt katholske i Heldet.
—
Se nu, min kjære, elskværdige Jens,
Ja, nu er jeg læns.
Imens
Jeg haaber, Du er tilfreds med mit Brev.
Til Slut jeg da skriver, som før jeg skrev:
Farvel, min Jens!
Hold fr i Dig for al Slags Pestilens!
Og vær forresten glad ved din Vens
Pens
Her credentsede Punchessens!