154 / 433
146
Ved William Blochs Afgang.
(Frit efter Ewald).
S i
«¿¿¡y
>££. f y i ]
Hold, Taare, op at trille
Og Du, min Cither, stille!
Theatrets Støtte, Sceneinstructeuren,
Hr. William Bl och, gaaer sindigt ud af Døren.
Mens han iblandt os virked,
Man stadigt ved ham lirked*;
Men næppe vil han os forlade, førend
Han synes uundværlig, Instructeuren.
Et tungt Farvel man qvæder;
Selv lille Herman græder
Og sukker dybt, saa Alle maa sig korse —
I »Graaveir« har han altid havt sin Force.
Og der ér mange Flere,
Som høilydt lamentere,
Imens vi Andre spørge lidt forundrede:
Hvi støtted I ei før den, I beundrede?
Vi vidste det.
Det mystiske Punkt i — sagen opklaret.
Naturligvis
vidste vi det. „Punch“ veed Alt og lidt til. Vi med vort
uovertrufne Reportersystein, der fuldstændig distancerer
ethvert andet Hovedstadshlads Forsøg; vi, uden hvis
mægtige Støtte Opdagelsespolitiet vilde staae saagodt-
som hjælpeløst. Vi har sat os til Opgave at holde vore
Læsere
k
jour med Begivenhederne, rigtignok først,
efterat de ere skete, en Opgave, vi smigre os med
at have løst til Dato paa den meest glimrende
Maade. Men vi veed Alt før alle Andre. Ogsaa dette
vidste vi, bedre endog end „K ø b en h a vn “ . Vi vidste*
at Hovedpersonen i Sagen var straffet tidligere, vi
vidste, hvad der maatte blive de uundgaaelige Conse-
qventser af Forholdene, og naar vi ikke har talt i Tide,
er
det, fordi vi derved kim vilde have risqueret at blive
stemplede som Løgnere og Æreskjændere; men nu er
det skeet, hvad vi forudsaae, og nu nyder vi vor Triumf.
Nu seer hele Verden, at vi havde Ret. Og naar vi i
Du Esmann, og Du, Drachmann!
I hørte dog den Snak, man
Har længe ført om Sceneinstructeurer
Og deres minutieuse Interieurer.
Hvi tav I da saa længe
Til disse Domme strenge?
Man skulde troe, at Sceneinstructeuren
I vilde gjerne først ha’e sat paa Døren.
Mon de for Alvor gjælder
De Taarer, som I fælder?
Som over søndret Legetøi smaa Børn,
I græder over Sceneinstructeuren.
Naar Manden først er vippet,
Saa kommer hele Knippet;
Med tørre Taarer de som Tøk da græder,
Og- deres Baldur de et Drapa qvæder!
Sat yr .
Almindelighed foretrække at vente med vore opsigt
vækkende Afsløringer, til de andre Blade allerede have
bragt dem, da er det kun, fordi vi ville see, hvorlænge
disse kunne være om at gjøre de Opdagelser, vi
forlængst have gjort. Forskj ellige Blade bringe
idag hoverende en Meddelelse om, at hvad vi med-
deelte igaar, har viist sig at være urigtigt. Naturlig
vis vidste vi, at det var urigtigt, og vi vrider os i
Latterkrampe ved Tanken om, at de nævnte høitagtede
Organer ikke have formaaet at gjennemskue vor List.
Naturligvis vilde vi blot see, om de vilde gaae paa Lim
pinden. Det mystiske Punkt, som vi har fortiet, kunne
vi nu, da allerede andre Blade have meddeelt det,
aabenbare uden Fare for for tidlig Indiscretion; men
vi spare os Uleiligheden, da det allerede maa antages
for ad anden Yei at være tilstrækkeligt bekjendtgjort.
Imidlertid veed vi naturligvis langt mere, der, om vi
vilde offentliggjøre det, kunde drage uberegnelige
Conseqventser efter sig, d. v. s. naturligvis ikke
uberegnelige for cs, der fuldtud seer alle mulige og