162 / 433
154
Skytsenglen „Tivoliana“
(holder en lille »speech« til sine Abonnenter i Anledning af
Jubilæ et:
Fra Harper i Luften intoneres Tivolivisen.)
Fra Hexernes Tiid.
(Der Spaaqvinnen Sissel hun blev forhøret.)
»Hør nu, Du trofaste Skare
Af Peber- og andre Møer,
Og af Han-Abonnenter, som bare
Gaaer fra, naar engang at de døer.
Overfor Eders Forsamling
Jeg sætter Violer i Hat
Og hilser hver Yngling og Gamling
Fra Lumbye, Thr ane og Watt.
Aldrig jeg følte en Lykke
Som nu, da jeg fylder halvtreds;
Alverden jeg blæser et Stykke,
Naar bare at I er tilfreds.
Af alle de Venner, der starte,
Naar Tivoliporten gaaer op,
Høist elsker jeg dog min Garde:
Abonnenternes trofaste Trop.
Og under den store Bataille
Jeg tænker at byde Jer paa
En lille — hm! — Jubelmedaille,
Som Michelsen ikke kan slaae.
Hvor I den helst ville bære,
Hvadenten for eller bag,
— hvad eller I heelt vil la’e være,
Det bli’er Eders egen Sag.
Lad Jer blot ikke genere,
Men saml Jer i Flok ved min Port,
Løs Kort bare flere og flere
. . . Det koster jo dog ikke stort!
Læ n sm an d en forhorede hinder, och løde hansz Ord:
„Hafver Du, Sissel, beredet Kaffedrick udi itt Fad
och rørt dend runnt med en Katterrumpe och der-
udeffter forkynnit Mennisker deres Skiebning ?“
Suarte daa S is s e l: „Ded hafver jeg.“
Læ n sm an d en : „Du Devils Qvinne! siig nu fram,
hwy ded tillgick, att Du håndled saa!“
S is s e l: „Strenge Herre Lænsmand! De kom til
migh langweysfra, ja de kom fra den østre Bro som
och fra Nørre och Wester, och alle wilde de spørre
Sanden om derisz Skiebning, heller om dend Kiereste,
de kunde forwente, och liuor manne Børen de med
hannem skulde affle.“
Læ n sm and en : „Och ded kunde Du formælde
dem?“
S is s e l: „Ja, Herre Lænsmand, ded macter jeg,
och dend Glæde och Contentement, jeg derudaff haffver
vunnit, dend will jeg for aller ded i Werden ikke
miste.“
Læ n sm an d en : „Hvad haffver Du krefivet for Din
Møie, der Du spaaet Mennisker deresz Skiebning?“
S is s e l: „Aller en Stywer, Herre Lænsmand; men
gaff de en Skienck, daa suarte jeg tack, og derudaflf
haffver jeg lefvet och flyet hwer sitt.“
Spurte da Læ n sm and en : „Veedst Du, Sissel, att
ded er puure Argespill, Du haffver bedrefvet, och att Du
deszformedelst kunde komme i Hecte och gelange udi
Bast och Baand?“
Huortil S is s e l mælede:
„Je g haffver håndled som jeg schulde och maatte,
och med TTsannt haffver jeg aller faret. Saa som jeg
spaaer og forkynner, saa blifver ded oxaa, thii hwercken
macter jeg at lægge till heller draghe fraa.“
Læ n sm and en : „Du troer selfver, Sissel, paa ded,
som Du snakker taavelige Fruenzimmer fore?“
Suarte S is s e l:
„Herre Lænsmand, wisserlig, ded er dend skære
Sanning, hwad jeg forkynner om Skiebningens Weye,
naar som jeg læser udi Potten med dend der Kaffe-
grumsk. Ded er Sanning hwert Ord!“
Dømte han daa, Læ n sm an d en :
„Gak fort Sissel, Du est fri och frank, thii Du
haffwer plat intet Ondt bedreffvet. Och will Du bringe
Din Familie min Hilsning “