163 / 433
155
Fandens Overmand.
Den norske Nordmand er en Gut,
Hvad tidt vi har erfaret;
Med Pen og Blæk, med Staal og Krudt
Han har det aabenbaret.
Vi har saavel i Stort som Smaat
Ret ofte maattet sande,
Hvad Nordmænd har, er dobbelt godt
Imod i andre Lande.
Paa første Plads han altid kom,
Først saa var han fornøiet;
Selv i den rene Daarligdom —
De mindes Væggetøiet?
Han traf det hos sin danske Bro’r,
Men turde hurtigt borge
For, at det stod i større Flor,
Det samme Tøi, i Norge.
Om Præsterne ei altid her
Vi heelt ærbødigt taler.
Man mindes baade her og der
Adskillige Skandaler,
Og Dydens Mønstre uden Pral
Var Allesammen ikke;
Men norske Normands Oftedal,
Ham kan de ikke stikke.
Vi havde her i Kana’ns Land
Et Børnehjem saa længe;
Det var nu engang bragt istand
Ved Hjælp af mange Penge.
For Alle blev det klart med Et,
At det var ei saa herligt;
Bestyrerinden tog det lidt,
Ja, ganske lidt, for kjærligt.
Nu har hun løbet Linen ud —
Hun var dog stiv i Skriften —
Men vidt om Lande gik der Bud
Desværre om Bedriften;
Til Norge naaede Rygtet frem,
Ærgjerrigheden vaagner;
Flux faae de sig et Børnehjem
Og saa en Frøken Fougne r !
Den nye Censor.
„En Forskrækkelse
“ kommer frem foran „Hotel
Royal“ og raaber:
„Riis! Severin! Gustav! Ferdinand! Vilhelm og
Du derude fra Alléen! Træd an!“
Theaterdirecteurerne parere Ordre og stille sig
op
i Geled. Der er en med Tveskjæg, en med Fipskjæg,
en med Mundskjæg og et Par Stykker med Bart.
F o rs k ræ k k e ls e n :.
„Ret! Giv Agt! Je g skal sige Je r noget. I skal
have en Censor . . .
Der mukkes i Geledet, Og en svag Stemme høres:
„Mig er en Prokurator beskikket.“
F o rs k ræ k k e ls e n :
„Stille! Ingen Mukken! Disse Prokuratorer skal
afskaffes. Hvad Pokker forstaaer de sig paa Dramatik
. . .
?“
E n Stemm e fra F o rs ta d e n :
„Det er jo ogsaa bare Uartighederne . . . .“
En Stemm e fra A llé e n :
„Ja, og saa Personlighederne . . . .“
F o r s k ræ k k e ls e n :
„Silentium, siger jeg! I skal stilles under en Kjod-
kontrol ! I skal have en fælles Censor, der kan
passe
paa Je r allesammen!“
Riis’s Øine mødes i stille Undren med Ferdinands,
og der gaaer en Gysen gjennem hans Krop.
„Saa til . . . Wuthhom!“ sukker han. Men Ferdi
nand nynner ganske sagte: „Frederik, er du oppe?“
Severin spekulerer paa, om han skal give Censoren en
Benefice, og Gustav siger til sig selv: „Det er godt,
at „Magdalene“ er gaaet.“
F o rs k ræ k k e ls e n spadserer frem og tilbage med
Falkmann under Armen og udbryder pludselig:
„Kunde
I
lide at høre, hvem der skal være
Jeres
Censor?“
De slaae Hælene sammen og lytte med spændt
Opmærksomhed.
F o r s k ræ k k e ls e n :
„Saa hør da: I skal have V ilh e lm M ø ller til
Censor!“