166 / 433
158
Riis falder til Jorden med Udraabet:
„Aa, Du min Gud og Skaber! — Skal han nu ogsaa
være Professor?“
Severin stikker den høire Haand ind paa Brystet
og tilkaster Forskrækkelsen et Marquis-Blik.
Gustav leder efter et rigtigt ondskabsfuldt
bon-mot.
Ferdinand og de andre IJdenbyes tale om at slaae
op i Veiviseren for at see, hvem den V ilh e lm M øli er
egentlig er. De har aldrig hørt Havnet før.
F o r s k ræ k k e ls e n gaaer ned forhi Fronten og siger
til Afsked:
„Nu anlægges der en æsthetisk Maalestok, og,
som sagt, Maalestokken hedder V ilh e lm M ø ller.
A lle T h e a t e r d ir e c t e u r e r n e (kaste sig paa
Knæ): Men, bedste, kjære Forskrækkelse, kan der da
ikke gjøres Noget? E r der slet ingen Pardon?
Ju s t it s m in is t e r ie t s B e k je n d t g jø r e ls e a f29 .
A p r il (træder frem): Ikke Spor! T-r-r-r-æd af!“
Qvad om Hr. Henning.
(Mel.:
»Jeg er redet ud imod saa væn en Mø«.)
Hvem er den gjæve Vikingsmand,
Der aldrig savner Kjending
Af theologisk Strandhugstland?
— Jo, Manden hedder Henning;
Henning Jensen hedder han, den gjæve Mand.
Hvem er den pennesnare Helt,
Der i en snever Vending
Gjør Sort til Hvidt paa samme Felt?
— Den Helt han kaldes Henning;
Henning Jensen kaldes han, den snare Helt.
Hvem væver Troens Kjortel ind
Med en elastisk Rending
Og Islet efter eget Sind?
— Jo, det gjør netop Henning;
Henning Jensen væver baade ud og ind.
Hvad siger Buhi om samme Mand?
At ei han gi’er en Penning
For Mandens Kundskab og Forstand —
Den Mand, der hedder Henning.
Henning Jensen hedder han, den sammeMand.
Men den, der frem i Kampen treen
Og stod i Stridens Brænding,
Han veed, at Buler giver Meen,
Og det veed ogsaa Henning.
— Henning Jensen fik af Buler meerend een!
Veileder paa Charlottenborg.
K o r t fa t t e t fo r fa t t e t
af
P rofessor Plukfisch.
Vort Løfte til Læserne tro, gjennemvandrede vi atter
forleden Charlottenborgs Sale med vore kritiske Briller
paa Næsen, vort Censorblyant i Haanden og vort vel
villige Smil i Øiet.
Hist og her sende vi vore gamle Bekj endte paa
Væggen gjenkjendende Nik. „De tre Brødre“ syntes at
see endnu mere gnavne ud end sidst; de vare muligen
bievne stødte paa Manchetterne, fordi vi ikke havde
anseet dem for at være ubetingede Acquisitioner for
deres supponerede Søster.
Xøvrigt var vor Opmærksomhed naturligvis nær
mest henvendt paa de nys ophængte Billeder, af hvilke,,
én stor Deel kan henregnes mider den Kategori, som
vor systematiserende Natur har kaldet den bibelhisto
riske: Altertavler, Susanner, der gaae i Vandet, og
Kirkehøitideligheder.
V a ld em a r K o rn e ru p s „Susanne“ have vi alt
omtalt; nu har Kunstneren faaet et nyt, om man vil,
kirkehistorisk Billede hængt op, der tiltaler os ulige
mere end hans skjævbenede Pigebarn. Det er „Bryllup
i vor Frelsers Kirke paa Christianshavn“ (Nr. 651).
Vielsen er lige foregaaet; Præsten har forladt Al
teret, hvor en ældre Herre er ifærd med at træde i en
ung Dames lange Silkeslæb, hvad der bevirker en øie-
blikkelig Standsning i den høitidelige Handling, som
der ellers er god Fart i. Brudeparret kiler ned ad
Kirkegulvet til den ventende Kareth.
Glück auf!
O lsen V en te g o d t har malet en bibelsk „Susanne“
(Nr. 698), der er ifærd med at gaae i Bad paa et Sted,
der ellers er lumsk udsat for nyfigne Blikke. Høie
Huse sees i ikke lang Afstand; blandt Andet kan man.
seeHovedbrandstationens Slangetaam anbragt i Mellem
grunden tilvenstre, og derfra vil man uden Kikkert
kunne see lige ind i Badekammeret.
Mærkeligt nok er der ikke, som ellers ved Susanner,
anbragt et Par gamle, næsvise Jøder, der ville kigge,