171 / 433
163
Ahner Du, Punch, hvor stor den største af Chicago-
Udstillingens Bygninger er? Nei, det gjør Du ikke,
men jeg veed det fra „Pressebureauet“, hvor de giver '
mig alle mulige Oplysninger i det allerstørste Omfang, |
uden at rødme. Den er saa himmeldundrendehøi, at
j
der under Taget kan staae Eders latterlige Himmel
bjerg, ovenpaa det Frelserens Taarn, derover Runde-
taarn, og saa bliver der endda Plads til en lille Dreng,
der kan staae ovenpaa Flagknappen og synge Yankee-
Joddle. Det Areal, der overdækkes af det umaadelige
Glastag, udgjør 5,n59,4293/4 Kilometres Plads, og i
dette utænkelige Rum vilde der kunne foretages en
Opstilling af alle europæiske Staters mobile Armeer,
med Undtagelse af Lippe Detmolds, som dog maaskee
lod sig anbringe i en Vindueskarm.
Je g udtalte til Chefen for Pressebureauet, at der
maatte være medgaaet meget Kit til dette vældige Tag.
„Ja ,“ svarede han, „vi bruger meget Kit og Masser
af Blaar.“
„Blaar?“ spurgte jeg.
„Oh yes, Sir,“ lød Svaret, til at pudse Maskineriet
med.“ —
Mere ved Leilighed.
Bob.
P. S.
Vær saa venlig at sende mig en Hilsen. Det gjør
ikke noget, om den blot er malet op bag paa en Post
anvisning.
Aa, søde Fru Schrøder, hvor har jeg dog savnet
Dem! Ja , jeg veed nok, at De har lagt syg, og jeg
har saamænd tit nok tænkt paa Dem, for jeg har jo
faaet lOPundaf dette hersens Fox’s Normaluldgarn af det
til nedsat Pris efter Opfordring, og det maa da være
Noget for Dem at strikke Strømper af saadan en deilig
Vare, for De holder jo saa meget af Haandarbeide og
har saa tit tilbudt at hjælpe mig, og om jeg ogsaa
selv gaaer med engelske Strømper for Læggevidens
Skyld, saa skal der jo meget til Manden og Børnene,
og hvad jeg ellers kjøber af Trikotage, det gaaer til
Missionsbasarerne, for man kan da ikke forsvare at
lade de smaa Santhalere og Halenegre gaae og faae Sol
stik i Bagindien, men mens vi taler om Strikketøi,
saa maa jeg rigtignok sige, at jeg er glad over, at min
Mand ikke tabte en Maske ved det Borgerrepræsentant
valg, vi havde for nogen Tid siden, for selv om han
havde havt Salomons Visdom, var han dog ikke kommen
med blandt de syv Vise, eftersom han stod paa det
Gamle og vilde stemme med Magistraten som
et rigtig godt gammelt Stemmejern, og han var ligeved
at afsige en god Kunde, som hører til Bohæmen, blot
for at rense sig for al Maskepi med den Slags Menne
sker, der kan være gode nok, naar det gjælder om at
sælge pr. Kasse, men ikke er meget værd, naar man
søger Vælgere en masse, hvad jeg ogsaa forklarede
Petersen, og det var godt, at han assepterede min Me-
ning, for havde han ladt sig opstille paa de Nærings
drivendes Liste, saa var han gaaet. al Kjødets Gang —
eller Brødets Gang, for dennegang var det-jo ikke
Slagter Juul, men Bagermester Lichtenberg, der gik
adunda$8,
og min Mand var da ogsaa saa tak
nemlig for det advarende Raad, jeg gav ham, at han
har givet mig Lov til at lade mig male i Olie af en
billig Maler, der ikke hører til disse „ Uyremalere,“
som Fritz Grønbæk kalder dem, og saadan ganske for
Spøg har min Mand foreslaaet, at jeg skal lade mig
male som Gaagængs unge Pige, der ligger plat ud med
Ryggen i Veiret paa Tahiti, men det vilde jo være
upassende for en Qvinde i min Alder og i vort Klima,
hvor der neppe er en Smule Varme i Tivolisæsonen,
som vi glæder os til, for iaar bliver den storartet i An
ledning af, at de nu har været derinde i 50 Aar
allesammen, og der skal sandfærdigen være kjøbt for
.3 Kroner Kraplak til Pantomime-Theatret, uden at
Aktieselskabet ahner det, men vi abonnerer jo som
sædvanlig og længes efter det mangefarvede Kort, der
har staaet om i Aviserne, og venter Tivoli sig meget
af os Abonnenter iaar, saa bliver det viseversa, for
den gaaer ikke i Længden med en Høstfest som Sæ
sonens Klu, naar hele Stadsen er en udstoppet Stork
i en Halmstak — ja, Fritz siger, at det er en Trane,
der er udstoppet med Vat — men hvorom alting er,
saa mødes vi nok derinde en Formiddag, for til en 20
Øres Billet faaer De jo nok Raad, men saa husker De
jo det Strikketøi, lille Fru Schrøder, og nu skal De
have Tak for Kaffen, som man idag sandt for Dyden
neppe kunde smage Løvetanden igjennem.
Fest og Fakler.
(Et Jubilæumsreferat.)
I Anledning af, at Digteren Holger D rachm ann
lykkelig og vel er sluppet for at faae Kolera, skjøndt
han i Hamburg har slugt Baciller i Spandevis, blev
der i Forgaars foranstaltet en lækker Fællesspisning
med tilhørende Fakkeltog til Feiring af den fremmelige
Lyriker.
Til Høitideligheden var Festlokalet pyntet op
med Alt, hvad Værten formaaede. Enormt Bifald vakte
en lang Frise med dekorative Fremstillinger af de for
skellige Faser i Kolerajubilarens lyriske Fysiognomi.
Allerførst saae man Drachmann som coinmunistisk
Blousemand med opsmøgede Ærmer og saa rød i
Hætten som en indfødt -Jacobiner. Derefter som Sø
mand, som reisende Haandværksbursch, som Tvivler
paa Skilleveien, som Medarbeider ved Berlingske, som
Ridder af Dannebrog, som Borchsenii Busenfreund,
som Kolerabacillesluger og endelig atter som farende