170 / 433
162
Helligaandshuset i Randers.
Randers er der et Helligaandshus,
Vel reist af et gammelt Gilde.
Det var nu nærved at synke i Grus,
Og det var sandeligt ilde.
Skal det nu restaureres
Eller infamt kasseres?
Og hele Byraadet samlet blev,
Og man snakked’ i Aar og Dage;
Og lærde Folk i Bladene skrev,
De skrev baade frem og tilbage.
Foreløbigt det endtes
Med, at flere Kunstnere skjændtes.
Og Stemningen var saa besynderlig deelt,
Og Pengene vare nok knappe.
Det ene Parti vilde sløife heelt,
Det andet — det vilde lappe.
Nogle virked’ i Smug for
Et Kjødtorv, de havde Brug for.
Skjøndt Rigsdagen decretered’ en Sum
Til de historiske Rester,
Nedbryderlysten var grumme grum,
Og grummest var den Borgmester.
Men Be r nha r d Ol sen sig reiste
Som »Ritter vom heiligen Geiste.«
Og rundt i Landet blev reist en Storm,
Og Alles Opmærksomhed fæstes
Paa Randersstædigheden enorm,
Der truer »det Helliggjæstes.«
Hr. Go o s var da ogsaa iblandt dem,
Der raabte
»Qvousqve tandem—?«
To Skrivelser kom i Byraadets Sal,
Og senere fik man at læse.
At den Borgmester blev tindrende gal;
Den ministerielle Næse
Var jo ikke videre hyggelig;
Den var reent ud sagt eftertrykkelig.
Og Helligaandshuset faaer Lov at staae
Trods alle Nedbryderes Nægten.
Men det er nu klart for Store og Smaa:
For den hellige Aand er Respekten —
Vi siger det ei for en Branders
Skyld — nok kun liden i Randers!
Satyr.
Chicago-Brev.
Som Du veed, kjære
Punch, reiste jeg over At
lanterhavet med „Hekla“, og
nu, da jeg færdes her paa
Udstillingspladsen, er det,
som om jeg havde en Skrue
las.
Er dette mægtige, præg
tige Trylle-Trolle-Fe-Pano-
rama virkelig Sandhed heelt
igjennem, eller er detmesten-
deels Løgn?
Her strækker sig mar
morhvide og guldglindsende
Bygninger udi det uendelige
Fjerne, og kun ved Hjælp
af et Teleskop, der i Styrke
overgaaer Lick-Observato-
riets paa Mount Hamilton,
kan man fra Terrænets
Midte øine Pladsens Yder
punkter. Eders størte God-
sr der hjemme, Grev
skaberne Frijsenborg, Bre-
gentved ogHardenberg,
vilde ikke fylde meer paa
Udstillingspladsen endtre Tiører i en Rodemesters
Pengepung.
Cnicago-Udstillingen er storartet, glimrende stor
artet! Her slaaer Yankeemes ophøiede Aand os i Møde,
hvorhen man end vender sig! Kjære Punch, Du maa
ikke lade Dig vildlede, naar Du i Referater her ovre
fra læser noget om, at Indvielseskantaten var skrevet
til tydske Toner, at alle Bygninger ere i græsk, italiensk,
nederlandsk, gothisk, norsk-arabisk Stil, at Kunstvær
kerne ere franske, tydske, russiske, skandinaviske, japa-
nesiske og siamesiske, og at kun Reklamen er ameri
kansk. Husk paa, at „Onkel Jonathan“ er Manden
med den mægtige Haand, der kan gribe og betale.
Husk paa, at Yankeen forstaaer at udnytte en Vrimmel
af Ideer, hentede fra Europas gamle Lande.
Hvad der navnlig fylder En med Beundring her
ovre, er det fra Michigan-Søen inddæmmede Vandareal.
Det er ikke til at beskrive for bare Deilighed, og paa
eengang minder det om de kjøbenhavnske Søer, Kana
lerne og Nyhavn. Bethelskibet mangler vel, men savnes
ikke, og ligesaa, men omvendt, Nødtørfterne. Det er
ikke saadan at leve i det Fremmede, naar man er vant
til at færdes i Kjøbenhavn.