174 / 433
166
Svend med en Hanefjer i Hatten og under Gebriider
Brandes’ Protektorat.
Midt paa Bordet tog E r ik S k ram Plads — imellem
Georg Brandes og Amalie Skram — og holdt Festtalen,
som fandt sin Conclusion i det glædelige Factum, at
den farende Digter, der havde færdedes meget i Vandet
og været paa aarlange Alveie, atter var laret tilbage
til Lucifers Hige og havde opnaaet- last Ansættelse som
Overtrompetermand ved Lucifers Hof.
J u b ila r e n takkede i vingede Ord og fremhævede
sit høibaarne, springske Digternaturel, cler var hans
egen og Nationens Stolthed. Saa satte han sin Falde-
hat paa og bar den, som han vilde.
Derefter fremmødte en Hundredmandsforening, be-
staaende af de Halvtreds, der duer i Norden, plus de
Halvtreds, der bærer Danmark. Hvert Medlem over-
rakte en elegant oratorisk Buket til den feirede Digter,
Lars Kruses Skjald, Koleraens Betvinger og den udøde
lige Ungdommeligheds bestandig evig forsorne Repræ
sentant.
Da reiste Digterkongen sig i Vælde og bød de
Herrer og Damer i Aandernes Rige til Bords med
Løfte om, at de alle skulde faae Leilighed til at svømme
i Bourgogne ovenpaa Bordet. Hvorpaa han staaende
afsang følgende af ham selv componerede
S p is e s e d d e l:
(Mel.: Vi er et morsomt Folkefærd.)
Nu ovenpaa min Hamburgstur
Har jeg faa’t ti Mands Styrke,
Je g støder i min Ungdoms Lur
Med Storhavstoner mørke
Men ogsaa unge Viser faaes,
Serveret med Routine
:: Og med Ostende-Briigge-Sauce, ::
:: Og Saucen er det Fine. ::
Derpaa lidt Saltmad spises bør
Fra Havets kolde Kjøkken,
Lidt Tunge med Baciller, før
I gaaer paa Svineryggen.
Lidt Is for dem, der har det hedt,
Vil havkold Kjøling skaffe.
:: Je g flyver vidt, jeg maler bredt — :.
Nu skal I strax faae Kaffe,
Nu skal I strax faae lyrisk Kaffe.
Ja , min forskregne Sangfugl fløiter:
En Snaps til Kaffen.
Moral.'
(Declamation):
Naar man er stadig ung som jeg,
Man viser andre Unger Vei
Til Livets fede Spiser.
Mit Sprichwort er: Wein, Weib, Gesang,
For dem jeg gaaer min skjæve Gang
Og synger unge V is e r .
Efter Bordet oplyses Palaiets Vinneverrer af et
rødligt Flammeskjæi. Det er Fiskerne og Studenterne,
der kommer med Fakler for at hylde det, der duer i
Norden, det, der bærer Danmark, og Halløiforsangeren
for hele Historien, den skumomsprøitede unge Sanger,
som aldrig bliver ældre, end han selv har Lyst til, og
hvis Sange et langt L iv er beskaaret i Nordens Aqvarier
og Nordtydsklands Vinkneiper.
Hele Selskabet træder ud og tager Opstilling paa
Balkonen, rødmende og straalende i den bindegale Be
lysning.
Men Digteren selv citerer nedladende ‘en
Strofe af en underlegen Aand, han længst har for
dunklet :
„ J e g tro e r, der er sk jø n n e s t i D anm a rk “ —
„Heida, Manne, Burgunder!“
Veileder paa Charlottenborg.
K o r t fa t t e t fo r fa t t e t
af
Professor Plukfisch.
Det er Billedhuggerkunsten, der allerførst gjør
Honneur for den Besøgende, der kommer ind paa Ud
stillingen, men det første Indtryk er igrunden noget
bedrøveligt — det er nemlig et Par franske Gravmonu
menter over afdøde Kunstnere og en tydsk, saaret
Achilles af kolossale Dimensioner, E r n s t H e rte l
(Nr. 593.)
Achilles seer meget gnaven ud, hvad man nu ikke
kan fortænke ham i, for det er unægteligt en meget
harmelig Maade, han er saaret paa i Hælen. Hans
Modstander maa aabenbart have sigtet paa ham oppe
fra Luften for at kunne træffe ham paa den Vis i
Hælen, ifald Achilles da, hvad der er sandsynligt, har
staaet opreist i Kampen. Eller ogsaa er det et stærkt
plongerende Skud, men saaledes skydes der jo ikke
med Pile. Man kan derfor saa godt forstaae, at han er
meget misfornøiet, thi
„Je g er den vrede Achilles, vrede Achilles, vrede
Achilles,
Ret en Heltesjæl, ja, ret en Heltesjæl!
Brav er jeg, men, naar jeg drilles, ja, naar jeg drilles,
ja, naar jeg drilles,
B li’er jeg ond og fæl, ja, bli’er jeg ond og fæl!“
A x e l H an sen har en „Christus, der velsigner
de smaa Børn“ (Nr. 325), hvor Christus er iført en
Slags Friseurkappe og forresten seer rædsomt kjedelig
ud. Naar vi nu kommer op ad Trappen paa første Sal,
imponeres vi af en kolossal Statue af den afdøde Enke
dronning Grin . . . Caroline Amalie, der er udført af V.
B is s e n paa Bestilling af Asylforeningen (Nr. 506).
Den er meget lignende, men den kolossale Nederdeel
forekommer os ikke ret at tage sig ud i plastisk Be
handling. Under alle Omstændigheder vil Statuens
Anbringelse med Tiden sikkert give nok saa megen
Anledning til Dissens og Diskussion som Forskjønnelses-
committeens Fontaine.
Statuen egner sig ikke for nogen offentlig Plads,
og i Asyllokalerne er der neppe nogen Plads — hvor
skal den da have Plads? — Ja , Pladsen tillader ikke,
at vi indlader os videre paa Pladsen.
S in d in g s „To Mennesker“ (Nr. 547) ere nu ud
førte i Marmor, men derfor tiltale disse to torslugne,
sammenfiltrede Menneskekroppe i deres sugende Sam-
menklistring os ikke i høiere Grad end tidligere i
Gips. Dette kalipyge Vue lige op i Øinene er slet
ikke lifligt.