186 / 433
178
H ,
M el. af »En Spurv i Tranedands«.
Lvor Junimaaned dog er rar! —
Den allerbedste næsten,
Thi først i denne Maaned har
Vi netop Grundlovsfesten.
Og er Kong Fr ede r i ks Grundl ov kjær
Beskaaret noget hist og her,
Vi har dog altid Lidt igjen,
Som vi vil passe paa, min Ven!
(V i vil passe paa som en Smed
—)
Se, derpaa vil vi holde,
Og derfor vil vi soide.
I gamle Dage var det Skik
At gaae til Ridebanen
Og hilse paa Kong F r e de r i k ,
Som mødte paa Altanen.
Deroppe bred og kraftig stod
Den folkelige Konge god,
Der sagde han foruden Snak
Til sine Børn en velmeent Tak —
( y.Tak! Tak
,
Born
1
og saa vilje g ønske J e r Allesammen
en god Fornøielse.“ )
Med Jubelraab og Toner
Man høilydt Kongen kroner.
Man derpaa gik i sluttet Rad,
Taknemmelig for Loven,
Og spiste da sin gode Mad
I Tivoli eller Skoven.
Og i den hele Menighed
Var ingen Slags Uenighed,
Vi fulgte Allesammen glad
Den tykke C. V. Rime. stad —
( T il Skoven, naar G in d e ru p havde Restauration der
,
og i Tivoli, naar G in d e r u p var der.)
Arbeiderne paa Pladsen,
Var forrest da i Massen.
Den Enighed er nu forbi
Med Ufred i Menagen.
Vi samles ei i Tivoli
Og ei ved Eremitagen.
En Deel af Rime s t ads Cohort’
Er alt forlængst forduftet bort;
Den gaaer paa sine egne Been
Til Fælleden eller Slesvigs Steen. •
( 1
de senere A a r er man dog nok bleven kjed a f at
samles ved „den røde Port“ .)
Vi Andre trofast trave
Til gamle Kongens Have.
Men bedre var det dog, ifald
Vi, gjæve Grundlovshelte,
Vi kunde til det samme Bal
I Haven sammensmelte.
I Kongens Have er der Plads,
I Kongens Hjerte ligesaa.
Kong Chr i s t i an lige veltilpas
Er blandt de Store og de Smaa.
(Derfor raabe vi A lle med samme Begeistring:
L e v e K o n g e n ! og L e v e G r u n d lo v e n !)
««
Vi raabe — og med Tiden
Vi haabe Slut paa Striden!