187 / 433
179
Den tungsindige Spinat.
(Prosadigt efter saa brogede Mønstre som Ré-m y de G o u r -
m o n t og Jo h s . J.)
Det var en uhyre, bedrøvet Brakmark, eu gud
hengiven Pandekageslette. Je g gik ad en grøn, sorg
fuld Sti mellem to grusomt grædende Tjørnehække.
Da jeg Uger igjennem havde vandret i de ynkelige
Tjørnehækkes Fængsel, standsedes jeg af et Tremme
værk, der syntes reist mellem mig og Sirius.
Je g stak mit Øie ind mellem de følelsesløse
Tremmer og saae:
Midt i den bedrøvede Pandekagemark laa en blid,
grøn og tungsindig Have, med tungsindig, grøn og
blid Spinat. Kun Spinat. Intet uden tungsindig Spi
nat. Og grøn Spinat. Og blid. Spinatgrøn og blid
og tungsindig. Og midt i denne skjøre Græsgang
græssede et Kobbel nøgne Qvinder. Je g havde aldrig
før seet nøgne Qvinder, men det passede med Malernes
Beskrivelser af Modellerne.
Dette Skue gjorde mig gal.
De lignede Pungrotter eller Kænguruer, men
havde Manke og kun fire ufuldkomne Halehvirvler.
De kløede sig tungsindigt med Forbenene, og deres
Bryster sad mærkværdigvis paa Brystet, ikke, som
hos de fleste Pattedyr, paa Ryggen.
De smukke Dyr hoppede rundt og aad af den blide,
tungsindige Spinat. Men først snusede de til Spinat-
hovedet som en Hund til en Kalvesteg; saa vrinskede
de og saa aad de, mens de viftede yndefuldt med de
fire Ufuldkomne.
Deres grønne Miner var tungsindigt fornøiede, og
de gnaskede med Goplesjæles vage Lidefiskab i den
blide, saligt fortvivlede Spinat.
Je g gad røre ved de smukke Dyr. Je g raabte og
piftede i den grønneste Tone. Men de var ikke
tossede. De aad væk.
Saa blev jeg bister, rasende endogsaa. Je g gav
mig til at slaae med Steen, men ramte skidt, skjøndt
jeg sigtede godt. Men derind vilde jeg. Over den
sørgelige Tjørnehæk, som sørgede over sin Skjæbne,
kunde jeg ikke komme uden at rive mine nye Buxer
istykker, men over Gitteret kom jeg og faldt ned paa
den anden Side, som en Klat vaad, blid, tungsindig
Jord.
Yed denne blaa List kom jeg i Nærheden af en
lille sortsmudset Een, der gik paa Spinat for sig selv.
Je g greb hende rosenrødt i Benene og slængte hende
over mine Skuldre som en Ræv, der bisser med en
Gaas. Je g klattrede tilbage igjen under en indvendig
Temperatur af 41,9. Og saa løb jeg som en gal, for
rykt, tungsindig Idiot med min skjønne Byrde, som
jamrede sagte, men hengav sig i Skjæbnen med en
besynderlig, grøn Ligegyldighed.
Hvad der skete i det nødtørftige Hus, jeg havde
bygget mig ved Stranden, kommer ikke den blide Hi
storie ved. Det er nok, at jeg lagde mit Ran paa
Gulvet, kyssede dets Manke og gloede det ind i dets
spinatgrønne Øine, der vare grønne som den blide,
tungsindige Spinat og dybe som en melankolsk Cisterne
i den dødslystige Saharaørken, fyldte af grøn og gul,
ubarmhjertig Barmhjertighed.
Saa blev jeg fuld og rimeligvis gal.
Og nu er det mig, som beherskes af Spinatdyret,
der har reist sig paa Bagbenene og begyndt at kradse
med Neglene. Og jeg er nu Dyret, som græsser i
Salatfadet, æder den blide, dengrønne, tungsindigeSpinat.
Men Hundyret derinde i det nødtørftige Hus har
sat min Svigermoder til at være Røgter. Og Sviger
moder har flettet et Ris, et sørgeligt Ris af den be
drøvede Tjørnehæk. Min Ryg er grøn som Spinaten
og øm som det smukke Dyrs første røde Suk.
Og ingen civiliseret Qvægdriver kommer med hvide
Vinger og jager Svigermoder ud og prygler min Kone.
Ak, ingen grøn, blid og tungsindig Qvægdriver
kommer og frelser mig uhjælpelige Idiot!
Vers.
Hvor var den delikat og sød,
Den blidt-smækfede Risengrød,
Hvorpaa Du os forleden bød,
Som selv Du havde lavet, Johs. J., —
Geniale Johs. J . !
Den kildrede mig i min Sjæl,
Ja fra min Isse til min Hæl,
Ved den Du knyttet har Dig selv
Til mig for hele Livet, Johs. J., —
Lyriske Johs. J!
Dit Foraar er vel knapt i Gry,
Dog slige Digte, splinterny
Og tanketunge som af Bly
Du allerede laver, Johs. J., —
Store Johs. J . !
Du aldrig hæved Dig saa høit!
At kravle paa Parnas er drøit,
Men Dig det kosted ei en Døit,
Eet Spring Dig førte strax til Toppen
Med hele Kroppen.