219 / 433
211
tumle længere med Problemet. Den brændte af An
strengelse. Je g slukkede da Branden med en isafkjølet
vom Fass. D en blev ikke siddende paa en Pind.
En Collega.
Da jeg hopper af Pinden og fortsætter min Vandring
langs Ladegaardsaaen, seer jeg til min Forbauselse
min eneste existerende Collega komme gaaende. Han
saae betydelig mellemfomøiet ud, og Lorgnetten hang
med Næbet. De Laksko, han i „Dannebrog“ skildrede
os Alle saa henrivende, var forsvundne, og i Stedet
for dem bar han et Par kaliforniske Guldgraverstøvler,
som han dog omhyggeligt havde heldt Guldet ud af,
inden han trak dem paa — han maatte jo ikke have
andre Penge paa sig end et annulleret Creditiv.
Følgeskab.
„Naa, kjære Collega“, sagde jeg, idet jeg gik hen
og slog min hjemvendte Ven paa Skulderen, „hvor
ledes gaaer den?“
„Jo Tak, skidt, kjære Ven,“ svarede Manden i de
Kaliforniske. „Det er en sløi Forretning at reise
Jorden rundt uden Penge. I Begyndelsen er det meget
deiligt altsammen, men det taber sig. Saalænge man
kan ligge med Benene paa Consulernes Tallerkener og
ryge ægte Cigarer paa Hertugens Regning, har man
al Grund til at være tilfreds med sin omvendte Lomme.
Men naar man først er skalperet af Indianerne, hængt
af Kineserne og ædt af Tigrene, mindskes Appetitten
særdeles betydeligt. Ialfald har sligt stedse efter
ladt et høist ubehageligt Indtryk paa mig. Je g gjør
det nødig om en Gang til.“
„Forstaaer Dem, Kammerat. Men gjør mig nu den
Fornøielse at deeltage i min mere beskedne Mission i
Videnskabens Tjeneste. E r De med paa Kjøbenhavn
rundt uden Penge?“
„Her er min Haand,“ svarede Jordomseileren. „De
er min Ven.“
„Det er lige hvad jeg er.“
(Sluttes.)
». . . . men hør, lille Fru Schrøder, hvad gi’er
De mig for denne Forretning, som en Vett, der er
Broder eller Fætter til Vett og Wessel, vil etablere
sammen med nogle Grever og Etatsraader paa Actier
og med Bonus ligesom dem vi ikke fik, da vi ifjor
abonnerede paa salig »Danmark«, og Forretningen
skal nok hedde »Stores«, som jeg ikke rigtig kan for-
staae, men Fritz Grønbæk siger, at da den skal have
Lokale, hos »Store Nordiske«, saa har de opkaldt
Forretningen
efter den, og noget minder det jo
altid om Tietgen, saa jeg kan ikke give Fritz Ret i,
at den hellere skulde hedde »Fælles-Vetteriet« eller
»Vettolie-Forretningen«, men saa meget er vist, at jeg
tager en Actie for mig selv, og det skulde De
virkelig ogsaa gjøre, kjære Fru Schrøder, for de
4
Kr.
50
0 . maa De da nok kunne pille sammen, og
veed De hvad, kan man hos »Stores» kjøbe Oxekjød
til
25
Øre Pundet, og Lamme- og Kalvekjød til
20
Øre
og Kolonialvarer til under Indkjøbspris, saa kan de
Penge snart vindes ind, og Actiefortjenesten kan maa-
skee paa et Aarstidblive til en Silkekjole i.a l Tarve
lighed, men derfor kan jeg dog ikke
sangfrase
gaae
ind paa m>n Mands Forslag om Nedsættelse i mine
Husholdningspenge, for saa vilde det Hele være den
rene Sjimære for mig, men De kan troe, Fru Schrø
der, at Petersen nok vogter sig for at trække af i
Husholdningen, for det har han prøvet engang før,
men jeg holdt ham paa Margarine, som han ikke for Alt
i Verden kan døie, saa længe, at han maatte give
fortabt og endda lægge
5
Kroner om Maaneden paa
mine Klæ’penge, men jeg vil da haabe, at »Stores«
skal holde Kjøretøier ligesom Vettvvessel, for naar jeg
gaaer ind og kjøber en flamsk Sild eller en Flaske
Petroleum, såa vil jeg sandt for Herren ikke slæbe
det Byen rundt, men det gjør mig saa ondt for
vores Urtekræmmer, som sidder med Kone og
6
Børn til en høi Husleie og nu fjern e kan gaae hen
og hænge sig, for hans Tid er forbi, og da jeg
igaar var nede hos ham og kjøbe The og drille ham
med dette herre Storeseri, saa sad han, saasandt jeg
sidder her, paa en Kasse Sukker og holdt Hænderne
for Øinene og næsten græd og nippede af en Baier,
men, som jeg ogsaa sagde til ham, kan det jo ikke
nytte at tage Sagen paa den Maade, for naar man
hører til Middelstanden og ikke til de Lag, der ligger
ovenpaa, som nu vi, saa maa man med Glæde offre
sig for det fælles Vel og ikke ræsonnere, men nu maa
jeg nok hjem og see til Huset, og jeg er da glad ved,
at min Mand ikke er Oldefar for Slagterlauget, for saa
var han vist gnaven i denne Tid, men naar man spiser
Kirsebær med de Store, saa faaer man jo Stenene i
Øinene, nemlig de »Stores« . . . ja Farvel, søde Fru
Schrøder, og undskyld, at jeg har levnet en lille Taar
Kaffe, for der var lidt Tykt paa Bunden, men der
kan jo saa let gaae Hul paa en gammel Pose.