251 / 433
243
phu s N e u ma n n vedblive at være privat, skjøndt
synligvis kun han kan spille Holberg, som Holberg
hæderligvis bør spilles.
Hvis vi med det Samme skal snakke lidt om
Usserød Klædefabrik og Kjerteminde Margarinefabrik,
saa kan vi fornuftigvis ogsaa det.
Men vi kan ilige-
maadevis ogsaa lade være og derimod snakke videre
om den umulige Kammerherre, der for længe siden
burde være afløst af undertegnede Eedevard, som er
det eneste velinstruerede Menneske her i dette uhyr
ligvis forløiede Land.
I sin Kammerherlighed frembragte det kongelige
Theater i sidste Saison to nye Stykker, af hvilke det
ene var gammelt og det andet forældet, og desuden
fire andre, hvis Enaktethed og Forvaasethed begribe
ligvis sætter dem langt ned under al Kritik.
E r i k
B ø g h , denne ganske udannede og antibrandesianske
Person, vil ubegribeligvis have en poetisk Opløsning
paa Stykkerne, og af denne illitterære Grund forbød
han S c h a n d o r p h s unge Fritænker at lave Fest med
den smukke Frue og snuppe hende væk for Næsen af
den gamle Prædikebøtte.
»Bygmester Solness« var det eneste udenlandske
Stykke, som Kammerherren opførte, og det var endda
næsten at regne for indenlandsk. Hvis Fallesen, som
D e n n y e T i v o l i v i s e .
(Efter Hostrups »Gadevise« og den gamle
Tivolivise.)
H an s Navn det var P e te r Ha n s e n,
Han elskede Tivoli høit,
Han traadte Jubelliums-Dansen,
Men traadte den temmelig sløit.
det paatænkes, vil give Gjæsteforestillinger i Reykjavik,
saa bør han følge
Théâtre-Français’
Exempel og tage
syv og fyrretyve (eller maaske
10 4 7
) første Klasses
Skuespil i Lommen, inden han gaaer paa Islandsfærd.
Men han mangler fortvivleligvis den rette Forstaaelse
af sin Stilling. Det blev saaledes aldrig til Noget med
Dramatiseringen af »Smukke Ven.« skjøndt baade B e t t y
og Emi l længtes efter at komme til.
Nu kan man naturligvis ikke uden videre sammen
stille det franske Theater og det danske. Det franske
ligger i Hovedstaden Paris, det danske i Fiskerleiet
Kjøbenhavn, hvis pietistiske Tanter tillader selv den
kjedelige Genre. Desuagtet vilde modsætningsvis Sam
menstillingen dog kunne tillades, naar Go os vilde af
sætte F a l l e s e n og gjøre m ig til Theaterchef. Men
et saa fornuftigt Skridt kan man desværre selvfølge
ligvis ikke vente af en provisorisk Minister.
Antageligvis vil Ingen undres over, at jeg faaer
Lov til at brede mig saa stærkt ved disse Betragt
ninger, som bedrøveligvis er af den mørkeste Type.
Men begribeligvis har jeg ikke Andet at bestille i
Agurketiden, og desuden kniber det forstaaeligvis med
at faae Noget at fylde i Spalterne, naar vi ikke kan
gjøre Politik, men alene er henviste til at gjøre Vrøvl.
E. B.
Han rundt med E r n s t B o j e s e n valsed,
Og det var en herlig Spas,
Og alle Reporterne halsed,
Løb efter Clichéer og Stads.
Men da han til S e c h e r mon komme,
Foer Synden i R o b e r t s Krop,
Han trak en Pen af sin Lomme
Og lukkede Blækhuset op.
Og R o b e r t gav P e t e r paa Ho’det
Og haanede Ba l dui n Dahl.
Tab nu, lille P e t e r , ej Modet!
Kanskesens hans Mening er gal.
Og dersom Du morer Dig dolig
I R o b e r t s og O s c a rs Roman,
Saa læs P e t e r Ha n s e n s »Tivoli«
Og Ro b e r t s
critique profane.