254 / 433
246
V e d K a f f e n .
— Aa, Du søde Gud, hvor det gjør godt at sidde
lidt ned, naar man har travet Byen rundt og er bleven
lidt blød i Fødderne af at ligge paa Landet, for vi har
■jo lagt os ud paa den anden Side af Tuborg i „Villa
Kathinkas—Trøst“ , hvor der er saa deilig landligt,
og saa kj ender vi dog alligevel alle de Menne
sker, der boer i Nærheden, saa Fritz Grønbæk
kalder vor Villasjiatyie for et „ukristeligt Vennemøde“ ,
men hvad jeg idag vil betroe Dem, lille Fru Schrøder,
det er det, at jeg er saa inderlig glad over, at min
Mand ikke har
skrevet under paa denne
Slores-
indbydelse, for det havde jo været skrækkelig flaut
at trække sig tilbage som en anden Peer Tot, naar
man endelig var gaaet med til Noget sammen med
Baron Reetz Thott og alle de Andre, og hvis min
Mand nu havde lagt Navn til og forlangte det strøget,
saa vilde alle Mennesker sige, at det var mig, der
havde gjort min Overvægt gjældende paa min Mand,
og saa for Resten bliver der vist ingen Ridder af
Dannebrog ud af den Historie, for det hedder sig jo,
at de Kongelige ikke vil kjøbe saa meget som en
Spegesild hos saadan en Forretning som
Stores,
og
det holder jeg med de Kongelige i, for man skal dog
leben und leben Lassen som Tydskerne siger, og jeg
giver med Glæde Afkald paa den Silkekjole, som jeg
kunde have. faaet, dersom det var blevet til Noget
med det billige Kjøb hos
Stores
, men jeg vil naturlig
vis ikke see hele Middelstanden ødelagt for en Silke
kjoles Skyld, og nu da vi ligger paa Landet, tænker vi
ogsaa mere paa denne Agraber- eller Araberbevægelse,
hvad det nu hedder, som gaaer ud paa, at Land
mændene skal have det lidt bedre, end de har det,
eller, som Fritz siger, see lidt mere Frugt af al deres
Møie og Besvær, og i det Regnestykke holder jeg
ogsaa med Landmændene og deres Araberbevægelse,
ogsaa for Eus Bøms Skyld, for de mindst begavede
kunde jo gjerne komme til Landvæsenet, men indtil
videre ligger det dog udenfor vor Svære, og det som
jeg for Tiden animerer min Mand til, det er virkelig
det, at han skal gjøre sin Officeerssjarsje gjældende,
for han blev dog i sin Tid afskediget fra Borger
væbningen med Lieutenants-Ckarakteer, og dersom han
nu vilde holde til med denne Forening af Officerer
uden aktiv Fortjeneste, saa kunde han maaskce blive
Capitain, og er der Nogen, der fortjener saadant et
Avancement, saa er det saamænd P e te r s e n , for Patriot,
det er han lige til Fodsaalerne, og jeg har døiet
meget med ham i den sidste Tid, for naar han om
Morgenen ligger i Sengen og hører Klokkeringning
nede fra Gaden, saa springer han op og raaber paa,
at det er Moppeliseringen, og jeg maa sandt for Dyden
ligge mig over til ham og forsikkre ham, at det bare er
Mælkevognen, der ringer, men tak De Deres Gud og
Skaber, kjære Fru Schrøder, at Deres Mand hverken
har været Lieutenant eller Nogetsomhelst, for havde han
været det, og var han den Dag idag i Live, saa skulde
De ligesom jeg med blødende Hjerte opmuntre ham
til at lægge sin Sabel i Fædrelandets Vægtskaal . . . .
men Du Godeste, jeg sidder her og glemmer, at jeg
skal hen til Em il F le n sb o rg og spørge, naar Udsalget
begynder . . . . saa Farvel, Fru Schrøder, og Tak for
Kaffe . . . den var ikke saa daarlig idag . . . Je g skal
nok see op til Dem snart igjen . . . . Farvel!
En grinagtig Vise om
Annonceagenten som Rédacteur
Met.:
»Det var enAften i Tivoli.u
En Mand, der eied
’
sin egen Gaard
I Nørresøtorvsqvarteret,
Forleden Dag til sin Rædsel faaer
At vide, han var noteret
A f Politiet for Svineriet
,
Hvorfor hans Gaard ikke var befriet
:|:
I snart et Aar.
:|: