270 / 433
262
Seet fra Universets Standpunkt
er Sagen jo ikke saa farlig endda.
Vor Jord, seet f. Ex. fra Solen, er
jo ikke større end et Knappenaals-
lioved, og seet fra Sirius f. E., — 0.
Saa der bliver ikke stor Staaliei i de
himmelske Regioner, om den skulde
gaae al Kjødets Gang. Seet fra vort
eget lille bitte Standpunkt, er Jorden
jo ganske vist en farlig Størrelse. Men
den Skjæbne, der vil times den, hvis
Kamelen — Kometen, mener jeg —
er af Jern, stemmer dog Sindet lidt
alvorligt. Det er vist bedst, at vi,
med den Skjæbne for Øie, slutter
Fred over hele Linien. Frankrige
bør tilgive Tydskland, N e lle mann
bør tilgive „Dannebrog,“ C ar s ten
sen vise Forsonlighed mod alle dem,
der har opkaldt ham efter den store
engelske Frihandelsmand, „Danne
brog“ falde „Politiken“ og Oollin
J a g d i Ai-mene. Ingenieureme blive
frie uden Benaadnings Nødvendig
hed. Det socialistiske Spørgsmaal
er løst. Om Bimetallismen, Stores-
Institutionen og Agrarerne er der
ikke Tale mere. Marmorkirken er
færdig. Alt er ordnet, og her bliver
saa fredeligt som fordum i Guld
alderen, da Lammet legede med
Ulven. — Det gjør os kun ondt for
Maanen, den Stakkel, — hvad skal
der blive af den, naar den ikke mere
har Jorden at holde sig til? Naa,
den kan maaskee hænge sig i Halen
paa Kometen og paa den Maade faae
sig en Udgangsbillet til en større
Lystreise til ukjendte Solsystemer.
Det kan jo blive Sjov for den gamle
F yr og oplive hans grædefærdige
Fjæs lidt!
v >
<s
Cl
*vyv
F a r v e r n e s D i g t e r .
Han digter ikke om Livet, ikke
om Glæden og Smerten, ikke om det,
som kan forstaaes. Hans Digte er
mørkegraagrøn Kaviar for den graa
Hob. Han digter Farvernes uendelige,
meningsløse Poemer. D e re s Glæde
og Smerte. Den liøirødt jublende Glæde
bos det sort- gulblaa Røde, den gul"
grønstille, sortgraa Melankoli hos det
tusmørkeblegt bløde Violette.
Det er Farvernes Vibrationers
fantasifremtryllede, følelsesfulde Bille
ders
naturstemningsfulde, skingert,
varmt,
sukkersødtbittert
gulgrønne,
fuldmaanelandskabsforførerisk
gri
bende
Toners længselsfuldt
skjæl-
vende, sittrenae, hvide, slangebugtede,
snigende Slyngningers evige Rythmers
tryllende
Harmoniers
ubevægeligt
krampefortrukne,
kalkhvide,
grøn.
skyggede, forbavsende, høirøstet taus-
hedsfulde, gribende Poemer.
Med andre Ord:
H an g a a e r
h ø it!
Han digter over det Dystre, sort
gulgrønt Blaarøde hos den mørkt
violethvidtdybe Skov.
Hans Digte ere som Harper i
Luften.
Selv over Farvernes Toner og
Tonernes Duft og Duftenes Farver
og Farvernes Duft og Duftenes Toner
og Tonernes Farver digter han.
Farvestemningen i et Fad kold,
bleg Tykmælk skildrer han f. Ex.
paa følgende Maade:
Visnende Kalablomster lyser
Som Kat i Maaneskin.
4
Over blegen Kalkvand rinder
Gylden Flødes milde Strømme.
Over hvide Marmorørkener
Flygter lydløst
Skeens sølvgraa Svane.
En Tallerken rødblaagrøn Persillesuppe med sort-
blaa ultravioletrøde Kjødboller skildrer han i følgende
farverige Billeder:
Purpurne Øer i slumrende Fedmes
Sølverne Stænk over maanegrønne Eng.
Gyldne Skeers Flugt mod Tænders Stjernerader.
Fra skjælvende Læber
Spildes Luers Dugg.
Hans sidste Arbeide hedder: Ultra-Violet.
Den
ultraviolette Farve er, som idetmindste Alle veed, slet
ingen Farve.
Saaledes er U l t r a - V i o l e t en Samling
Prosadigte, der hverken er Digt eller Prosa. Det mær
keligste af disse Digte er Prosastykket: Sort, der alene
ved Læsningen bringer det til at sortne for almindelige,
dødelige Øine.
S o r t.
To Herrer i Sort. Hattene sorte, Frakkerne sorte,
Buxerne, Vesten sorte, Støvler og Handsker ligeledes
sorte.
Solen blændende hvid langs hvide Huse i røde
og blaa Krusninger.
Det Sorte nedbøiet, stumt, stift
som dybe Rynker i en Pande.
Og Lyset og Farverne
hvirvles saarede op og stikker i det Sorte.
Og det
Sorte kryber sammen som i Krampe, ubevægeligt, for-
bausende det klare, rene, gulgrønne Hvide.
Og det
Hvide er et stort, barnligt Hvidt med sorte Øine, og
det Sorte er et stort, stort Sort méd hvide, hule Øine.
Og det Sorte er fromt, og det Hvide er sort, og det
Sorte er hvidt, og det Røde er grønt, og det Gule er
rødt, og det Grønne er blaat, og det Blaa er sort. Og
hvorfor er det Sorte nu saa hvidt og det Hvide saa
rødt og gult og grønt? Det er fordi det Røde er grønt
og det Grønne er hvidt, og fordi det Hvide er sort og
det Sorte er hvidt.
Og Lyset kredser eftertænksomt om al denne Far-