358 / 433
350
Vi unge Fyre, der er den ny Litteratur, vi har
bygget os et Fyr-Eiffel-Babelstaarn, der skal sprede sit
magiske Lys ud over dette Land og jage alle Roman-
tikens og Realismens stumprumpede Rotter i deres
Huller og Fanden i Vold.
Symbolister er vi. Ved De, hvad Symbol er? —
Naa, ikke? — Vi heller ikke. Men dette er det dybe
i vor Kunst, det symbolistisk-idiotisk-skrupgeniale,
der er Fremtidens Livsnerve.
Har De spt vort varme Omslag? Det halve af
en sort Sol i Brunt, Livets evige Symbol: Halvlys,
Sort og Brunt. Hvad er Livet vel andet end en smerte
vibrerende, elskovsduftende, revolverladet, elegiskklyn-
kende, baiersprudlende, champagneskumsprøitet, tung-
sindigtglad Natkafé? Og se! Under den halve Sols
sorte Straaler voxer Fantasiens vildsomme Sanct Hans
Urt. Hvad denne egentlig er for en Plante, kan ingen
Djævel begribe heller ikke vi, som har plantet dens
gøglende Løg i Livets sorte Sump. Den ligner — ja, hvad
Fanden ligner den nu? — lad os sige kløverbladbærende
Kosteskaftspirer. Lad den sælsomme Urt være vort
Symbol! Ogsaa vi er Koste, der vil feje rent omkring
den uddøde Litteraturs Tranlampelygtepæle, feje rundt
og rundt i langsom Kraft med Ladegaardslemmets
seje Udholdenhed.
De spørger, hvor langt vort Fyr-Taarn vel naar,
Og vi svarer, at, hvor høit det rager, rager ikke Dem.
og netop derfor skal De vide det, blot for Symbolets
Skyld. Det strækker sin himmelstræbende Snude helt
op i Oververdenens lydtomme, uldne Taager, dets Lig-
tjørne stikker dybt i Underverdenens af halvkvalt
Mørke hvæsende Nat. Omkring dets Midje raver ufor-
staaende den fordummede Hob, der kalder sig Menne
sker. Y i er ikke Mennesker. Vi er Symboler. Ingen
begriber os, end ikke vi selv. Fanden skal tage os,
om vi gør. Nei Gu gør vi sgu ei. Fa’en symbolisere
os, om vi gør. Y i er Verdensaltets ufærdige [déer, og
skulde vel en Idé kunne fatte sig selv? Det store
Intets hvidhvalte Moderbryst har vi sukkende diet,
med lallende Tunge sang vi i Svøbet H e lge R od es
fagre Sange, der er dunkle, som Mælkevejen er dunkel,
liflige, som Mælk og Tvebakker ere liflige, og graa,
som vor Oldemoders graa Kat er graa.
Dette er vor Barndom, og vor Manddom er som
den. Som Symboler er vi hævede over Udviklingens
idiotisk dumme Love. Forstaar De, hvad vi her siger?
Nej, og heller ikke vi forstaar det. Det vilde være
Vanvid at forstaa det. Det vilde være Vanvid at
forstaa det glade Vanvid, ikke dette dysterttunge
Vanvid, som er vort.
De kalder H en rik Ib se n Symbolist og spørger,
om ikke ogsaa han er kravlet op i Taarnet. Hvad
skulde han vel der? Han har sit eget Solness-Spir at
kukkelure i. Som Symbol er han bare et Barn imod
os. Vi er Verdens Patent-Symboler.
Idioterne vil æde os, og det maa de godt. Men
det koster 3 Kroner Kvartalet.
Den Ribepræst og hans Pension.
' A . O ,
'f j t ,
å
Mel.: Paa Kneiper just ikke jeg sVøermer.
E n Sognepræst har de i Ribe,
Og B ir k e d a l hedder den Præst,
For Tiden er han lidt i Knibe
Paa Grund af en Goos’isk Protest.
Om Afsked han bad, men se Tonen
Den havde et underligt Fald:
«Befri mig nu strax for mit Kald,
Men — gi’ mig Pensionen!»
Til Nestved saa saare han længtes,
Og derfra kom Bud efter Bud,
At haardt der til Birkedal trængtes,
Hvis «Sydsjælland* skulde gaae ud.
Med Løfter man flot ham forgyldte,
Og han — ja han loved saa glad
At fylde det Nestveder-Blad
Med — Pressesylte!