406 / 433
398
Den Hagemannske Colonnade.
m W ' 1“
» l i , "
T O Q P ^ i . ' T
Mel.: Conferentsraad Wegener (len brave.
D e har vel hørt om Manden, der vil lave
Fredriksberggade om paa ny Façon?
Vores kjære Kjøbenhavn vil han begave
Med en Gade, der skal være fin og fjong.
Den skal blive saa flot, at alle Fremmede
Ved at see den maa sige, dybt beskjæmmede:
»Wasistdas?« »Qu’est-cequec’est?« »Emmeklemme
Bommerutski!« — Vi har ikke Magen hjemme!
o
■. . •-
.
*. * •
> ” • •
t
Manden med Idéen han vil nemlig pille
Hele Nederdelen væk paa hvert et Hus
Der i Gaden, og for Murværk vil han stille
Nogle Søiler med forgyldt Krusedus,
Under Førstesals Gulv skal Folk saa glade
Kunne promenere i en Colonnade,
Og ved Blus — de elektriske — som skinne der,
Gaae og see paa Butikernes Vinnever.
Hvilken Tid vil for »Blomsten« ei oprinde,
Naar den blomstrer bag Colonnadeglas,
Hvilken Fremgang for hver en Mand og Qvinde,
Hvis Forretning faaer Colonnadeplads?
Der vil blive et Tilløb — allefallesen
Hos Mor v ille , hos H an sen og C a 11 es en,
W illiam C h ris te n s e n — ogeiden bli’r ueffen, den
Colonnade, for C o r n e liu s S t e ff e n s e n .
Dog, Forsigtighed maa til, naar Arkitekten
Med den Ombygning giver sig i Lag,
Hvis man ikke paa sin Hat vil føle Vægten
A f et Par Etager og et Stykke Tag.
Under dette Foretagendes Tilblivelse
Holde Husene sig nok ved Stivelse,
Men imens de bygger denne Colonnade,
Dreier kloge Folk vist om ad Vestergade.
Universitetets Prisopgaver.
»
P un ch
« besvarer herved Kjøbenhavns Universitets
Prisopgave om Symbolismens Berettigelse og Begrænds-
ning i Digtekunsten:
B e r e t t i g e l s e n er utvivlsom; Litteraturen bør
have Ret til at drive sine Faar ind paa nye Græs
gange, naar de gamle ere afgnavede, og Symbolisternes
Lammehaler ere de Bannere, der indvifte en ny Æra
og sætte Krandsekagen paa Solness-Kirken.
Snoede
ømt i hinanden vandre Lammehalerne parvis ud af
Faarefoldens Huler, efterladende paa deres Vei de
kosteligste Perler af det ædleste Udspring.
Nogle
kalde dem Bønner, vi foretrække Perlebønner. \an-
dalisme var det, ikke at bevare disse rige Skatte for
Nutid og Fremtid.
De gamle Templer ere faldne i
Grus, men stolt kneiser T a a r n e t paa deres Ruiner.
Se her Udsigten fra dets Tinde: Et grøngraat Land
med violette Huse og døde, sorte Popler, i hvis Toppe
en blegrød Aftenvind suser. Guldgule Violer blomstre
i blaa Farvetinter mellem Engens høirøde Græs og
lilla Kløverhø. Grønne Køer græsse fredeligt sammen
med kornblaa Heste og møddinghvide Svin.
Storken
fløiter sin Aftensang, og Kragens melodiske Triller
klinge blødt vemodige hen gjennem den skjælvende,
ultramarinblaa Natur.
I ijerne Buskvæxters Qviste
gynger sig den tamme Vildgaas, mens Gasen lægger
sine Æ g, o, sine Æg, runde og hvide som Billardballer,
de underskjønne Æg, af hvilke til Vaaren en kobber
gul Nattergal knæbbrende kravler ud.
O, de Æg,
og saa Speilæg, og Beuf, og heed Vin, og Chartreuse,
og Champagne, og Qvinder — ja, Qvinder! Seer Du
dem, hvor de græsse i Flok, Qvinderne? Hører Du
dem vrinske?
Svaiet som en Torsk i Dødskamp er
deres Ryg og Bug, runde og gule ere deres himmel-
blankblaa Øine.
Deres Aande staaer langs hen med
Jorden som kogiende Em, som Mosekonens Bryg, som
Hesteaande i Frostveir, som Dampen fra nære Mød
dingers befrugtende Gjæring, sød at aande som Duft
at Dild, Duft af Skarntyde, som Røg af haremsparfu
merede Cigaretter — aa, Qvinder, Qvinder! Hele