411 / 433
m
Gausta“ .
P. N a n s e n : „Ju lies Natbog“ .
V ig g o
S t u c k e n b e r g : „To Fortællinger: I. I Udbrud. II. I
Indbrud“ . H e n n in g J e n s e n : . J ournalistisk-religieuse
Kalk-, Klat-, Væg- og Stolpemalerier i den Høiere
Atheisme“ . M ic H a e lR o s in g : „Pebermøer“ . O v e R o d e :
„Københavnske
Pressesager“ eller „Som man roder, saa
ligger man“ . S. v. H u th : „Da min Oldemoder ned
kom“ . K n u t H am su n : „Min Samtids Idioter“ .
R i m b r e v
til min Ven J e n s paa Landet.
IX .
E u Smule Nyt fra vort gamle Theater.,
•Domine Frater!
J a , nærmest var det nu røde Plakater;
Med dem et' det flydt,
Og det er jo ikke saa synderlig nyt.
Ovenpaa S i m o n s e n s store Gilde
Var han naturligvis meget ilde
Og holdt sig stille;
Underligt ei, at det arriverede
Ovenpaa det, som han præsterede
I de Dage, da han jubilerede.
Han s H e i l i n g væltede,
Medens i
„
Postillonen
“
vi æltede,
Og der var Halløi
Med
„ den kjære Fam ilie“ paa „Elverhøi“ ;
Men Abonnenterne sagde:
_
F ø i!
,.Bygmester Solnessl‘.e r gjenoptaget,
Men har ei behaget.
Nei, alle disse Patientkomedier
Folks Humeur aldeles fortrædiger
Og foranlediger
Ikke den mindste „festivitas“ ,
Men kun,
•
at man der bliver utilpas.
Stykket begynder mtd tre Personer,
Der alle er syge
—
Sikken en Byge!
—
Den Ene er gal og nar sære Visioner,
Den Anden Lungeexpectorationer
Og hoster og klynker %Inde Toner,
lien Tredie maa Skjænnfor Øinene bære
—
Ja . det er paa Ære
Den rene Misere;
Den Fjerde.
Der møder i samme Stue,
E r Husets sørgende, sortklædte Frue.
Jo , den Forsamling er ganske munter,
Men alt Humeuret gaaer reent herunter
1 denne Vissenhed,
Al denne borgerlige „Zerrissenhed“.
Saa priser jeg ,, hjærlighed ved Hoffet“ .
En Smule almindeligt er vel Stoffet,
Men een Ting mangler dog ikke deri
,
Og det er Ungdom og Poesi.
—
I „Dagmartheatret“ „ Hjarne Skjald
“
Har viist sig i en prunkende Hal
Med Gjald og Knald
Og prægtige Ridderes Mandefald..
—
J a , sikken et B a l!
—
L idt mørkt i Tonen,
Dog gik Ballonen.
Især da Forfatteren
Vakte Latteren
Ved tilsidst paa den aabne Scene
At vise sine de tynde Bene
Mellem to digre.
Vældige Krigere
Vilde som Tigere.
Ja , jeg siger det ei fo r at smigre,
Men Du kan roligt troe mine Ord:
Den lille G j e l l e r u p er nu stor!
—
Ja , vær nu fornøiet med, hvad der kom!
Papiret er fuldt, min Pen er tom.
Himmelbreve til en Borgmesters Børn.
Kjære lille Patteglut!
Som Du ligger der i Vuggen, tænker jeg mig Dig
komme spaserendes ind til mig med Hovedet midei
den ene Arm og Benene under den anden. Under
Næsen er der biet en stor, tyk Generalsknebelsbart af
dem paa en Alen i Høiden. Naar Du sætter Hovedet
paaigjen er det svært, som den Bart klæder Dig.
Du faaer ikke dette Brev, for der er ingen Bund
i Postkassen og vi Har ingen Blikkenslager.
Har Du Heller ikke?
Din o. s. v.