427 / 433
419
ikke for Andet, saa for Din Frisure. Jeg kan ikke ud-
staae den Frisure.« — Paf!
Punch
gik derpaa ind til Baudi t z , til hvem han
bemærkede, at han ikke vilde have værdiget ham et
Skud Krudi, hvis han ikke netop havde været paa For
retninger inde ved Siden af.
»Men hvad har jeg da
gjort?«
»Ingenting, min rare Ven, men det er netop
derfor, Du skal skydes.« — Paf!
V i l h e l m Mø l l e r bad for sig og synles. det var saa
ærgerligt at blive skudt, naar man lige var bleven ud
nævnt til R e i e r s e n s Efterfølger.
»Det er mig lige
kjært,« sagde
Punch,
«for Du kan ikke engang censurere
det ugudelige Dansk. Du selv skriver. Du er leveret,
min Faer!« — Paf!
J o h a n n e s J ø r g e n s e n sad som en Krage oppe
paa sit Taarn og saae irriterende symbolistisk ud.
Der var ikke Andet for end at pille ham ned.
Punch
gik da hen for at hilse paa He rma n Bang,
men da han kun antraf et levende Lig, syntes han. at
han kunde anvende sit Krudt paa en værdigere Maade,
og derfor gik han igjen uden at have pillet ved Af
trækkeren.
Da han meldte sig hos He n r i k I b s e n i sit lovlige
Ærinde, sprat Gubben iveiret og spurgte, hvad han
skyldte den sjeldne Ære. »Du gjør Folk tossede.« sagde
Punch
lakonisk. »Det er det Hele.« — Pif. Paf!
Z a h r t m a n n kunde paa ingen Maade iorstaae, at
han skulde skydes; var han maaske ikke en stor Maler?
»Det vil jeg nok sige.« svarede
Punch.
»Du er en Klat-,
Meel- og Skrupmaler, min fine Ven.
Det er hvad Du
er. Og saa har Du ladet Dine Elever ødelægge en
Masse nyttigt Lærred.
Nei, Du er færdig. Nu pusler
jeg Dig ud!« — Paf!
D r a c hma n n anførte til sit Forsvar, at han efter-
haanden havde havt Venner i alle Partier, og at han
var Danmarks største Lyriker.
»Ja, det er meget
rigtigt; men Du skal nu skydes alligevel.« Hans sidste
Ord var: »Danmark leve!«
Med Wi i n b l a d og Henni ng J e n s e n gik det saare
let, for de kunde plaffes ned paa samme Contoir. Ingen
af dem syntes videre overrasket; de bad kun om An
stand til endnu at skrive hver en Leder;
Punch
sørgede
for, at den blev glædelig kort.
R e x beraabte sig paa, at han var vant til at blive
benaadet; men del kunde ikke hjælpe ham her.
Blandt det øvrige Jagtudbytte nævnes Wi l l ums en,
Hans J æ g e r og Vi g go S t u c k e nb e r g . Men med
dem var
»Punches
Mission endnu ikke endt. Han havde
Moe og Ma d s e n tilbage.
De sad Begge med fromt
himmelvendte Øine og varierede som Prædiketext Ordene:
»Reis ad Helvede til!«
»Lykke paa Reisen«, sagde
»Punch*
og fyrede Bøssen af med et saadant Rabalder,
at lian — v a a gne d e .
De smaa
(Grosserer-)
Lam
og
de grumme
(Kunstner-)
Ulve.
Idéen efter K n u t Hamsun.
Formen efter Eri k Bøgh.
Mel.: »Paa Marken der tripper de hvide Lam.«
P a a Gaden der tripper de hvide Lam,
Grosserernes yndige Kræ.
Den vindige Frøken og Fruen tam;
De gaaer der og siger: Bæ
:): Mæ—æ— Mæ— æ— æh :{:
Skoven, den store Kunstens Skov,
Der tuder de Ulve graa,
De luske omkring paa Nattesjov
For at æde Grossererens Smaa!
:j: li—uh— U— hu— hu! :|: .
De gaaer i Theatret, de kjære Smaa,
Saa fagre som Roser i Glød,
Og sagte de hviske: »ma chère, aah!
Hvor er han dog ikke sød . . .
:j: Aa— aah— aa—aa— aah!« :):
Men ude i Byen, den store By,
Gaaer siden »den Søde« paa Rov,
Han tisker for Damerne lq'æk og kry:.
»Min Frøken, tillad . . .« aa, dog
:j: Aa dog . . . og dog, dog! :|:
De Bøger de komme i Silkebind
Og taler om Kjærligheds Lyst,
De lægger saa fint et Silkespind
Om Hjertet i Damernes Bryst . . .
:), Tyst, tyst! o, saa tyst! :|:
I Laksko paa Asfalten hin Skribent
Spaserer saa fin og saa fjong
Og hvisker til Damer, hvad nys paa Prent
Han sagde saa kjønt — Fi done !
:{: Fi— i . . . F i—i— done! : :
Paa Malernes Kunst maa de følge med,
Om end kun i Ny og i Næ,
Det .Meste, de seer, kan de glædes ved.
Men Noget er dog lidt »bæ«
æ — bæ—æ—æh:}: