431 / 433
423
P a a S p o r e t .
(Frit efter et Herværende)
/ V \ / / V \
i
1
M
m
i
Hvem kastede Bomben i det iranske Deputeret
kammer? En Anarkist. Javel, det siger man, men
intet Menneske troer det. Lad os mindes det andet
franske Keiserdømmes sidste Dage, og vi ville endnu
kunne spore Lugten af de Bævekager — eller Napole
onskager — som den usle Regjering dengang lagde
paa det forkuede Folks tyndslidte Tallerkener. Skulde
Begjeringen brage et. Bombeattentat, saa lod den det
lave, og saaledes er det endnu. Capitalismens panami-
serede Frankrig er ikke et Haar bedre end Cæsaris
mens pomadiserede Slavestat.
Wolffs Bureau og Agence Havas fortæller lutter
Røverhistorier. De gaae begge med Panamahat.
Vort Broderorgan
Å bas tout le monde
“ kan paa
Trods af Beptiliepressen og uden at blinke med Øinene
sige Sandheden og lede os Alle p a a S po r e t .
Der er ingen v a i l l a n t arresteret, af den simple
Grand, at der ikke existerer nogen Vaillant. Den
Skabning, der efter Bombeattentatet førtes bort og
arresteredes, var en u d s t o p p e t F ig u r , der var lavet
i et Dukkemagasin paa venstre Side af den høire
Seinebred. En af de Constabler, der førte „Vaillant“
bort, bed i ham og fik Munden fuld af Saugsmuld.
Nei, lad os søge Bombebøssens Fader et andet Sted.
Hvem gavnede Attentatet? —Regjeringen. Hvem skadede
Attentatet? — Regjeringens Modstandere. Hvem vardet,
der med uforstyrret Ro hørte Bomben springe? — Det
var Kamrets Formand, Hr. Dupuy. Hvad var der i
Sardindaasen? — Sveskesteen.
Disse Facta bør vi sammenholde og forbinde dem
med Oplysninger, der ere fremkomne fra forskj ellige Sider.
En Stenograf erklærer, at Dupuy, fem Minutter før
Bomben sprang, flyttede sin høie sorte Hat fra Ballu-
straden om Formandspladsen hen i en Vinduesfordyb
ning. En Skopudser, der havde Stade udenfor Deputeret-
kamrets Hovedopgang, oplyser, at Hr. Dupuy, da han
begav sig op i Kamret, var „ligesom ophovnet paa den
høire Baglomme“ , og en Mand, der befandt sig paa
Kamrets Tilhørerplads, fortæller: „Hr. Dupuy reiste sig
fra sin Stol. og idet han sagde: „Den næste Taler har
Ordet“ , strakte han den høire Haand op, og det var,
som om en lille, mørk Gjenstand fløi op mod Galleriet.
Saa kom Knaldet. Det var et skrækkeligt, verdens
historisk Øieblik. Hr. Dupuy var selv saa consterneret,
at han sagde paa Tydsk: „Gehen wir weiter!“
Naar vi nu høre og forstaae alt dette, saa maa vi
blues baade over den skamløse Maade, Capitalismen
gaaer frem paa, og over de Midler, den brager, og vi
maa gjøre det til en Æ ressag at modai’beide den alle
vegne. Derfor minde vi atter indtrængende vore Menings
fæller om, at der d. 3die Januar skal foretages Valg til
Lignings-Commissionen paa Frederiksberg og til B esty
relsen af de Fattiges Kasse samt om at abonnere paa
„Ravnen“ , hvis næste Nr. o. s. v. Ned med Panama-
mændene!
R e p o r t e r e n s V i s e .
- . X r
Mel.: Alltmg ar riktigt klareradt ocli gjordt (Fr. Ep. 57).
Tænk Dem engang: Der er kommen en Prinds,
Prinds K y k l i k y fra de mindste Antiller,
En af de mægtigste Fyrster, der find’s,
Flot som en Gigeri, med Laksko og Briller.
Ham for min Sprøite igaar jeg besøgte
Paa hans Logis i Hotel Knapstedgaard,
Og han var naadig, han smiled og spøgte,
Medens en Opvarter kjæmmed hans Haar.
A f Europas Sprog han kjendte
Destoværre ikke et Muk,
Men gratieust han Mølle vendte
Midt i sit exotiske Buk.
Heldigvis dog en Slags Tolk han sig ha’de,
En Oveihofloppefanger det var,
Dertil en F y r af den immergelade
Race, som Troperne fostret kun har.
Nøgler paa Bagen han bar af de sværeste,
Han havde tre, men hans Prinds et Dusin,
Femten Prindsesser han havde til Kjæreste,
Saa han gaaer neppe i Graven af Spleen.
Prindsen var sendt i en vigtig Mission,"
Som han var gabmundet nok til at røbe:
Han skulde kjøbe en gammel Kanon,
Hjemme formaaéde Ingen at støbe,
Og da Antillerne skulde forsvares
Imod Amerikas samlede Hær,
Kunde ei Sagerne længere klares
Med Fætter Kongens Paradegevær-.
Han i „Kisten“ ogsaa skulde,
Syne Syngepigernes Ring,
Han og Tolken blev vel fulde,
Men det gjorde slet Ingenting.
Hist paa Antillerne saadan en Kiste
Længe var savnet af Alle som Een,
Prindsen og Tolken var overbeviste
Om, at de Skjønnes bedaarende Been
Snart vilde vise sig folkeopdragende,
L i’esom v o n H u th og J o h s. J ø r g e n s e n her,
Naar med Kanonen og dem han kom dragende,
Skjaélve da vilde Amerikas Hær.
B revk asse.
P eter minus.
Venter til næste Aar.
Tante Eikke.
Det var ret; hold Dem munter!
M e d d e tte N um m er fø lg e r et i llu s t r e r e t A n n o n c e - T i ll æ g .