430 / 433
4 2 2
Og Malerne gaaer i den fule Nat
Med en Moustache, der er spids,
I Havelock og med Bulehat
Og siger til Damerne: Kis . . .
:[: Kis—mis— kisse—mis! :|:
Paa Gaden tripper de søde Børn
Med Silkestrømper i Sko,
De følges troligt af Ulv og Bjørn,
Der brummer i Skjægget: Oh!
:|: O— oh— ho— o— hoh! :|:
Knut Hamsun har sagt os i krye O rd :
Grossererne er nogle Fæ,
Hvis ikke de seer af hans »Nye Jord«,
At Kunstnerne de er æ
Æ— bæ— æ— bæ— bæ!
ir
E n J u i e i / i s e .
Set. Georg og Dragen
Et lillebitte Eventyr.
Der var engang en grimmige Drage, som kaldtes
J o h a n n e s . Den havde sit Leie ved Foden af et
stort Taarn, og der laa den og spyede symbolistisk
Edder .og Forgift i svare Maader ud over en lang,
graa Vei med smaa, hvide Huse og sorte, sorte, sorte
Popler. Og Uhyret var til stor Fortræd og Vider
værdighed for Mange, og hver den, som det spyede
paa, fik Symbolisme og Syner og ondt i Maven.
Men saa en Dag kom den fromme Ridder Set.
G e o r g vandrende hen ad den lange, graa Vei i
gjennembrydende Tanker, som ikke allesammen var
lige laante. Han var saare nedbøiet over den onde
Verdens megen Bedærvelse og de tydske Forlæggeres
Forhærdelse. Og da han naaede Dragetaarnet, fik
ogsaa han en ækel, forgiftig Straale lige i Ansigtet.
Men da rullede Ridderblodet sig frem i store, blaa
Aarer mellem Visdomsrynkerne i' hans Pande, og han
iførte sig sin Rustning, som var Naturalismen, besteg
sin Kjephest, som var Selvberømmelse, greb sit lange
Spjud, som var et Penneskaft, og sit Skjold, som var
„Politiken“ .
Og saa stak han saa drabeligt til Dragen,
at den maatte vride sig og vræle, trække de lange,
fæle Følehorn til sig og retirere ind i Taarnet som en
vaad Hundehvalp.
Men Ridder Set. G e o r g lod Bedriften indriste
med Europæerlatin i sit Skjold, som var
„Politiken
“,
og hvis J o h a n n e s J ø r g e n s e n ikke er død, saa "lever
han endnu.
Snip, snap, Snude,
Taarnets Ugler tude.
M el.: Høit fra Træets grønne Top.
lulen er en herlig Tid!
1/ Gamle og de Unge
Æ Glemme haade Kiv og Strid
Holde Tand for Tunge.
Overalt der er nu Fest
Med
»
Velkommen
«
til hv^r Gjæst.
Herfor si!er jeg idelige
Julen er høitidelig.
- y
'/i
*
Hver en Kjøbmands Bod er lukt,
Ingen Gaderaaben!
Og, hvad der er rigtig smukt,
Kirken, den er aaben
Høit for Store som for Smaa;
Kroen, den er ligesaa.
Herfor sier jeg etc.
Vil Hu ind til en Barbeer
,
Ligger der et Væsen,
Og det hedder: Aldrig meer
Taler jeg Hig ved Næsen
Paa saa høi en Helligdag
—
Het er nu en afgjort Sag.
Herfor sier jeg etc.
Vil Hu hale Hig en Cigar
—
Ih, nei, Gudbevares!
Het kan aldrig gaae, min Fa!er,
Heller ei forsvares.
Nei, ifald Hu røge vil,
Maa Hu drikke Noget til,
Herfor sier jeg etc.
Alle Slags Foræringer
Glæde Aand og Maver;
Kræmmernes Besværinger
Over Julegaver,
Som nu Ingen meer skal faae,
Troer jeg ei en Smule paa.
" \ l
i
y <¥ \ P e rf o r s i ’e r je g id e lig :
w i / > j\ j
J u le n er h ø itid e lig !
\Alle hilse saa bekjendt,
(Naar de møde Præsten;
Hver en Politibetjent
Høflig er jo næsten.
I olie er pynt- og pudsede,
Heres Skjæg er studsede.
Het er nu paalidelig’,
Julen er høitidelig!