77 / 433
70
F r a g m e n t a f e n T r a g e d i e .
r|%
'
Næstsidste Scene.
(Dagmartheatrets Tag. Maaneskin. Et stort Skæg, fulgt
af en lang Skygge, kommer glidende. Et afbarberet Skæg,
fulgt af en lille Skygge, triller bagefter. Begge er i Rust
ninger.)
Den L an g e . E r du vis paa, atingen forfølger os?
D en lille . Skam dig! . . . Dit Skæg ryster, og
dine Knæer klinker! . . . Hedder du ej R iis , og maa
Riis ej tugte?
D en L a n g e . Det var et forfærdeligt Blodbad, du
anrettede. Alle vort arme Fædrelands Kritikere ligger
nu i Trævler og Stumper.
D en l i l l e (mørkk Har de Kanailler ikke under-
staaet sig at kritisere os under det lumpne jPaaskud,
at de skulde skrive Kritiker? . . . Ved Scbiller und
Goetbe, Grillparzer, Erik Skram og alle vore andre
store nationale Digtere! . . . mit herlige Slagsværd aus
Berlin, direkte importiert, har alt længe tørstet, etter
Hævn. — Nu er det fuldbragt, og vilde Russer danser
Krigsdans paa vore Offres Grave!
Den L a n g e . Vel sandt, — jeg har haft et Wuth-
horn i Siden paa disse Kritikere, lige siden jeg var en
ringe Væbner og som to Aars Pog indsugede det første
tyske Tragikerblod. Men du havde dog ikke behøvet
at knuse dem all,e. (Hemmelighedsfuld'. Det bæres
mig for, at de onde Mennesker kunde finde paa at
slaa igjen. Je g har en Gang læst noget saadant i en
tysk Tragedie.
D en L i ll e iheltegrinende\ Ha, ha! . . . Se dette
Smil, se denne Haan, se dette Mod, . . . altsammen
vpperlig arrangeret, .. Iscenesætter: Hr. P. A. R os en-
b erg. Skulde de Døde, mærkeligt nok, ikke være
døde, . . . da ve dem! Vort Repertoire skal da være en
Hemmelighed, vortPersonale skal være enHemmelighed,
enhver af vore berømmelige Gjerninger skal være en
Hemmelighed, Meddelelser udleveres kun fra Theater-
kontoret., imod at en Kritik medfølger saaledes, som kun
je g kan skrive den; ingen Kritiker indlades, uden at vi
har examineret ham i hans Goethe und Schiller; og
ingen Kritiker løslades efter Forestillingen, uden at
han kan fremvise tre Par Handsker, som han har
sprængt, af Begejstring!
Den L a n g e (knælende). Ach, min P. A., . . . min
Papa! . . . Geniale Aand! . . . Hvor kan dog mit ringe
Hus rumme saa megen Storhed!
Den L i l l e (beskeden). Je g er kun den liden Prik,
og du er mit lange I ; . . .je g er kun din Sancho
Pansa, og du er min Don Quixote; . . . men jeg har
F id u s t il K n u d sen ! . . . Du staar, mens je g slaar.
Den L a n g e (forskrækket,. Tys! . . . Je g hører
Nogen knirke!
Den L ille . Det er kun M a r tin iu s , der tænker
sig noget ved en Rolle.
Den L an g e . Nej, nej! . . . det er Kritikernes
Genfærd! . . . Ihr heiligen G ø tz e r! . . . de kommer! . . .
der er T re om En , . . . giv mig en ø i S y d h a v e t ,
hvor jeg kan skjule mig? . . .
Den L ille (fvygtelig). Lad dem kun komme! .. . Je g
skal suge deres sidste Livskraft.
Den L a n g e . Ubarmhjærtige! . . . Hvad vil du
gjøre?
D en L ille . Je g vil læse Falstafiske Scener for
dem!
D e n L a n g e dybt rystet). F o r f æ r d e lig t.
Sidste Scene.
Den L a n g e (alene. Han ser sig forvildet om).
Se, se! . . . fra Scenens Dyb mylrer de frem og
omringer mig, de blege Skygger! . . . Naade! . . . Je g
har jo kun handlet i de bedste Meininger. — Vig til
bage, I fule Kritikere, . . . det er jo ikke Eders Skyld,
at I er Idioter, . . . og det er ikke min Skyld, at Je g
er en vældig Riddersmand, der ej er uden Frygt for
Dadel; . . .je g forlanger blot atvære omgivet af lutter
Rosenbergere, hvi kan I da ikke vise mig den lille
Villighed?
De kommer nærmere, de truer ad mig med deres
blæksorte Fingre! — Skal da Instruktørernes Synder
altid hjemsøges paa Direktørerne? — Ach, Goethe give,
jeg var langt herfra, — helt ovre i det kgl. Theater
og sad og dirigerede. — — Men hvad er det, jeg
ser? . . . Det er jo slet ikke Kritikerne, der omkredser
mig? . . . De Skind nænner saa vist ikke at hævne
sig; naar man slaar dem jpaa den ene Spalte, saa
vender de den anden til, thi Æren er eet, men Linie
betaling er noget andet.
Hvo er I da, I tavse Gjenfærd? . . . Ha, nu kj ender
jeg dig, du blege Gøtz, jeg har jo selv siddet i Nætter
og Dage og flaaet i dig for at gjøre dig umulig for
Scenen; jeg kj ender dig Sappho , som nu vandrer
landflygtig om og informerer Elever i den Kunst at
hæve Kontrakter; jeg kj ender dig Franz Mo or, og dig
F e rd in a n d Liebe Kabalesen; —som hævnende Skygger
kommer I svævende fra Hotel d’ Angleterre, I naar
Rustningen af mig, I jager mig fra Hus og Hjem . . .
K o r a f S k y g g e r. Med Tyskere skal man Tyskere
fordrive! . .. .
— Ha, Nemesis, Nemesis! —Hvor dette er tragisk,
hvor det er skjønt, . . . men hvor det er frygteligt! . . .
Hjælp mig, I tapre Russer, hjælp mig mine sidste Tro
faste, min H o lg e r, min G je lle ru p , min Otto . . . .
hører du, min Otto, du eneste Kritikus, som altid har
ligget paa din intelligente og fordomsfri Mave for min
vidunderlige Kunstsans, — hjælp mig, hjæ . . . æ . . .
æ . . . ælp! . . .
(Han styrter. Elektrisk Belysning. Otto nærmer sig,
bader ham i sine Taarer og køler hans Pande med et vandet
Omslag, der paa Tro og Love er sammenlagt i nooo Exem-
plarer. Nemesis staar i Baggrunden og taler tysk. Tæppet
falder melankolsk.)
o
'
( § M
l f # f
å & L .
a rts er omsider arriveret,
Rigtignok uden Foraarssol.
Ikke et Knaphul er dekoreret
Med det, der ligner Martsviol.
Plantet man har dog Ilaabets Faner
Bundt i vor brave Hovedstad;
Thi den barmhjertige Samaritaner
Gratis gi’er Folk deres varme Mad.