S_Punch_1893

Til Generalforsamlingsmøder

Folk. trommes sammen hist og her,

Og hver en Udgiftspost, der støder,

Ta’er man sig grumme aktio-nær.

Hyppig dog ovenpaa Debatten

Tygger man sammen nok saa glad.

Først man hinanden gi’er paa Hatten,

Bagefter faar man sin varme Mad.

Huslejeskat har Byens Fædre

Slaaet et Slag for, det er vist;

Bare nu Borgerne vil hædre

Dem med et rigtigt Tak for sidst.

Udsigt til Gjenvalg har de kun lidt a’,

Let kan de dumpe,

B.ad

ved Rad;

Men, faar de ingen Bidstrupsmiddag,

Faar de dog nok deres varme Mad.

Brandfolk man maatte i Ilden kalde

Hist, hvor Prinsesse M arie saas

Modig at overstraale alle

Reddende Engle paa Hallandsaas.

Ilden de heldigvis kunde standse,

Dampsprøjter gav den et Styrtebad.

Av! men den stakkels Assurance

Faaet har her sin varme Mad.

Thingets Finansforhandling lokker

Frem af sit Mørke dog en Gnist.

Nu skal selv Folkethingets Klokker

Redde sig Mønt som Pensionist;

Saa kan han lægge ned Kalotten

Stolt af det vundne Lavrbærblad,

Hvorvedhan holde sigkanpaaMaatten

Uden at miste sin varme Mad.

P a a P e n s i o n ?

, . r l l §

Mads Jordem oderm and. Goddav,

Kresten Smed.

K re ste n Smed.

Goddav, Mads

Jordemo’rmand.

Mads. Jæ’ ved itte, Kresten, om a’

Du har fult rejti mæ’ i Polletekken i den

sidste Tid?

K resten , ja, jæ, ved Fa’enedeme heller

itte. jæ har naturlevis læst Avisen hver

Dav, aa’ den sidste, som a' jæ’ fek, var

dov vestnok itte mere end som serkus

omtrent en otte å fjorten Dave garnmel.

Mads. Saa kaske a’ Du dov har

bemærket, a’ Di nu æ’ ve’ aa' lave en

Jordmorpendsionslov i Risdaven?

K resten , jæ ’

sgu dovFanenedeme

vestnok itte. Jæ’ ska’ si’e Dig — jæ’

føller nu itte saadden mæ’ i, hva’ di kalier |

ded. fasjonable Nips.

Mads. Naa ja — man ka' jo heller j

itte faaiange, a’ Du saadden ska’ være

inde i de mere aandeli’e Spørsmaal. Ded

æ! jo dov mere faa’ vos Embesmænd end

som faa’ di arbedende Klaser.

Men ded

va’ ded, som a’ jæ’ dov li'egodt synnes,

a’ jæ’ vilde faatælle Dej, a’ di æ’ ve’ aa’

lave en Jordmorpendsionslov i Risdaven.

K resten . Ded æ’ jo godt faa’ Dej,

Mads.

Mads. Næ, Fa’enhaninderligklysterere

mej, naar ded æ’. Ja, ha’de ded væ’t

Jordmormændene, der sku’ ha’ Pend-

sjonen, saa hade jæ’ itte ha’t novetsomhelst

aa’ ydsætte paa ’et. Men Jordmorerne —

di sku’ sgu itte ha’ hat den. Di faar jo

Gasjen, saalænge som a’ di er i Embedet.

Hva' Fa’en ska’ saa Staten oven i Kjøvet

gaa aa’ fore dem for, naar a’ di itte mere

ka’ bestelle novet an’et end som li’efrem

aa’ gaa aa’ drive den a’ aa’ ligge paa

Landet om Sommeren.

K resten . Ded ka’ der være novedi.

Men ded maa jo dov være li’e mejet, om

a’ ded æ’ Manden eller Konen, der ska’

ha’ Pendsionen. Pengene bli’er jo dov i

Familien allievel.

Mads. Ded æ’ Fa’en itte li’e mejed!

Jæ’ sætter nu, a’ jæ gaar hen aa’ kraperer.

Ded æ’ itte novet Tav faa’ hinde, faa’ hun

har jo Gasjen li’egodt aa’ ka’ faa Pendsion,

naar a’ hun bli’er kjed a’ Bestellingen.

Men naarenstid a’ hun kraperer, saa e r ’et

sgu et li’efremt Næringstav faa’ mej, aa’

saa ve’ di endda snyde mej faa’ Pendsionen,

i Steddet faa’, a’ jæ’ snarere sku’ ha’ Er

statning. Jordmormændene æ’ di eneste

Embesmænd, som æ ydelukket fra Pendsion.

K resten . Ded ka’ der være novet i,

Mensku’ daJordmorerne slet itte ha’ Pendsion,

naar nu a’ di bli’er gamle aa’ itte ka’ mere ?

Mads. Di sku naturlevis ha.’ Enke-

pendsion li’som andre Embesmænd deres

Enker. Men nu vil jæ’ si’e, a’ jæ’ bliver

uens mæ’ min Kone, saa a’ jæ itte ka’

leve sammen mæ’ hinder mere. Hvem

behaaller saa Gasjen aa’ hele Re’liheden?

K resten. Har Du da tænkt paa, a’

Du muli’vis ku ville la’ Dej sipperere fra

hinder?

Mads. Ja’ jæ’ ved sgu itte, hva’ jæ’

ska’ si’e. Der æ’ jo paa en Maade li’som

en lille Konflekt imellem vos som Følge a’

a’ hun ve sætte min Andel i det peklunære

Udbytte ner.

K resten. Ded ka’ der være novedi.

Mads. Næ gu’ ka’ der itte nej. Jæ’

ve’ ingrømme, a’ en Jordmormand uden

Jordmor æ’ skidt sitteveret. Men en Jord

mor æ’ sgu osse skidt sittiveret uden

Jordmormand.

K resten . Jamen den Bestelling æ'

der sgu nok, der ve’ overta’.

Mads. Ve’, ve’ — ja, men ded kommer

sgu da an paa, om di ka’. Ded æ’ dov

itte ethvert Bundebæst, der har di mere

aandeli’e Forydsætninger for aa ku’

reprænsensangtere i Stellingen. Men naar

a di ve’ ha’ en mere fremragende Mand

te ’ed, saa maa di sgu osse lønne ham

paa en standinæssi’ Maade.

K resten . Ded ka’ der være novedi.

Mads. Jamen ded ka’ hun itte for-

staa. Hun si’er, a’

naara’ jæ itte æ’

tetreds mæ ’ed, som jæ’ har ’ed, saa ka’

jæ faa Lov aa’ sejle min ejen Sø, aa saa

ve’ hun hellere fortsætte Forretningen alene.

Faa’ ded’ æ’ hende, der har sla’et Forret

ningen op, sier hun.

K resten . Ded er 'etjo osse.

Mads. Ded ka’ være,aaded ka’ osse

itte være. Men naarenstid a’ hun itte

vil

| være mæ’, saa ka’ jæ’ sgu osse jord

moderere alene.

K resten. Ded ka’ Du jo itte, Mads.

Mads.

Hm— ded ku’ jo være,

man ku’ faa en an’en, Jordmor.

K resten . Ja, men ded ka’ Du vist

'■

itte.

Mads. Ja, ded ved jæ dov itte.

jæ behulder allenfals Skiltet aa’ Huset.

K resten. Ja, men naar a’ Bassel-

kvinderne di saa kommer, saa ka’ di jo

j stravs se, a’ ded itte æ’ den samme

j Faarretning.

Mads.Saa ka’ di jo ded. Ded kommer

jo itte mej ve’. Jæ’ bli’er nu ve’

være Jordmormand, om saa osse

alle

Basselkvinder i Sovnet ska’ krapere

a’

ded. Men derfor er 'ed li’e skammeli’t,

a’

di itte ve’ gi’ mig Pendsion. Men jæ

bli’er nu ve’ li’egodt. Faa’ jæ’ arbeder

nu ydelukkende faa Savens Skyld.

H a l l ø j !

—

^//Y' u

"'v

u vil jeg en Vise forsøje,

Min Læser til Gavn og Plaser,

Om hvordan en Kylling fra Køje

Fløj op, til han plumpede ner.

Lidt mixet var Racen og Blodet,

Men blæse med den Bagatel;

Han ha’de nu sat sig i Ho’det,

At grine sin Mave ihjel.

Og li’som da Adam tik Kundskab,

Strax Synden i Kroppen ham foer;

Saa krøb han med Blæk og med Ondskab

Derind, hvor to Formænd de boer.

Men da de blev vrede, saa ku’nte

Han nægte, at Grin staar for Fald,

For den Gang de kom med en Lunte,

Saa revnede han med et Knald.

Hans Adgangskort først fløj i Stumper,

Saa tabte han Ho’det, det Skind,

Men selv efter Ho’edet han humper,

Fordi han blev ej lukket ind.

Og hylende han sig parterte;

Et Rygte fortalte bestemt:

Hvor Damerne bli’er reserverte,

Af Ka’len en Stump sidder gjemt.

Men H øgsbro som Kjender fixerte

Hver lyttende Frue og Mø;

Til L ieb e han telefonerte:

»En Tante med ingen Nevø!«

Paa Gaden man Spor fandt i Føret

Af der, hvor han sidst gik til Vands;

Et Penneskaft laa midt i Pløret,

Som Iigned’ grangivelig hans.

Hau kun for at følge med Tiden

Sa’e Sandheden simpel og nøg’n ;

Men ak, det er saa længe siden,

At nu sker han immervæk Løgn.

Med dette Nuraer følger et illustreret Annonce-Tillæg.