74 / 433
67
F j æ l d - K u n s t .
Sørgende sidder Vi llumsen i sit Kunstnerhjem og græder
Harmens spinat-grønne Taarer over, at Munch’ en gaar i
hans Enge. Fjældenes Willumsen, Urmalerknolden med den
tanketungt snoede Knebelsbart har bevist Danmark den Ære
at komme hertil med Fremtidens Kunst i de Pakkasser, som i
Berlin blev paamalede »Retour«.
I alt er de r
54
Stykker Lærred, som des værre er bievne
tnere eller mindre besmurte. I stille Hyldning dufter K l e i s ’sny
Gulvfernis op mod Væggenes norske Klaiferais, som er det, der
er Fremtidens Kunst. Men vort stakkels akademifordummede
Publikum mangler al Forudsætning for at forstaa Fremtidens
norske Kunst. Foran hvert Billede opstaar der Diskussion om,
hvad det skal forestille. Det dér kan nu enten være et Bonde
bryllup i Gudbrandsdalen, en Tyrefægtning i Spanien eller et
Fyrtaarn i Vestjylland, men, spørger vi Kunstneren, saa siger
han, at det er en Gade i Paris med Sommersne, og det er
meget muligt, at Manden har Ret. Den ældre Herre paa
Balkonen har efter Forlydende et Ansigt; men Munch er
kommen for Skade at male det over.
»En Vision« har nogle villet udlægge som et Interiør fra
en eller anden urnorsk Selvmordersø.
Men det er galt.
Visionen er malet som Skilt for en billig Spisevært; det ny-
skrabede Kalvehoved skal vække Ganens slumrende Længsel
efter forloren Skildpadde, Gaasen ovenover har kun tilbage at
blive plukket og stegt. I dette ene Tilfælde har Fremtidens
Kunst et bestemt paaviseligt Maal. I de
53
andre Tilfælde er
det noget, man selv bestemmer. Adskillige Alen af det ud
stillede Lærred er præpareret efter den gamle folkelige og ny
willumsenske Grundregel, at det grønne er forbavsende godt
for Øjne og Nerver. Dette Faktum alene er ikke det geniale,
men det geniale er Udførelsen. Munch har bare taget en
frodig Barnesvamp, dyppet den i en grøn Malerpotte og gjort
to eller tre langskaftede Strøg. Saa har vi straks en Granskov
paa Jæderen, en Solnedgang i Neapel eller to realistiske
Elskende, der forsvinder for hinanden og for Tilskueren i det
første, fortærende Kys. Munch har nemlig den selv for Fjæld-
malere sjældne Evne at kunne male et Kys uden saa meget
som at antyde dem, der kysses.
F r a L e g e p l a d s e n .
Forleden Dag maatte lille Frej lif
stille til Klø hos Inspektør Høgs bro, fordi
han havde skrevet noget uvardigt noget
i sin Stilebog. Og Inspektøren sagde, at
han ikke maatte komme paa Legepladsen
mere. Først græd lille Frejlif, men saa
gik han hjem til sin Bedstemoder, trak
hende bønlig i Skørterne og sagde, om
hun ikke nok vilde gaa med ham hen paa
Legepladsen, for han maatte ellers ikke
komme der. Og Bedstemoder klappede
lille Frejlif paa Hørtotterne og lovede at
forputte ham under sit Forklæde, saa skulde
han nok slippe ind.
Saaledes kom lille Frejlif alligevel ind
til de andre, og efter god gammel Inteskik
gav han sig straks til at sparke de pæne
Drenge op ad Skinnebenene, spytte i Bue
efter Lærernes Ryg og gøre lang Næse i
Retning af inspektørens Kalot. Men saa
ringede Inspektøren med sin store Inspek
tørklokke. og Skolebetjenten kom og sagde,
at her kunde lille Frejlif ikke være, for det
var kun artige Børn, der fik Lov til at
spille Rigsdagsparadis og Referentklink.
Lille Frejlif svarede med en uvardig
Parenthes, og saa tog hans Bedste ham
ved Haanden og førte ham hjem i B ø r n e
kammeret, hvor han fik en Gummineger
og et Numer af Po li t ik en at lege med.
Næste Dag gik lille Frejlif igen hen
til Legepladsen, og da Laagen var lukket,
klatrede han over Stakittet, men der stod
Inspektøren selv og alle Lærerne med
lange statsreviderede Spanskrør, og de
greb Sagen an fra den rigtige Ende.
Saa nu maatte lille Frejlif nøjes med
at staa udenfor Stakittet og skære alle de
evropæiske Grimacer, han har lært af lille
Ee dv a rd og sin store Grævlingebroder
I g n o t u s .
\ ^ T r e K o r y f æ e r .
__vem saa vi nu den sidst forløbne Uge
Vel i Særdeleshed sin Mund at bruge
Med Fynd og Klem — lad os erfare, hvor
Vi særlig hørte Sandsagn fra Oraklet,
Hvem var vel Hovedmanden for Spetaklet,
Om ej i Gjerning, nu, saa dog i Ord?
H r.R ose nb er g holdt først enTordentale?
Som Kæmpe stred han for det Ideale
Og masede hver lille kritisk Dverg.
Sit eget Værk i høje Toner roste
Den bolde Helt, saa kvalmende det oste —
Hr. R o se n b e rg blev til en O senberg.
En anden Herostrat, der som Forfatter
I
„Da sa visen “
gjorde sig til Latter,
En ægte Storavgur paa samme Tid
Fra Badstuestrædes vidtbekjente Haller,
Er i en Piéce traadt fremmed sto rt Rabalder
Som Dramaturg med højt forlorent Vid.
Saa saare der blot er Halløj i Gaden,
Saa ved vi sikkert, han er paa Estraden
I samme Nu, den kjære S g a n a re l,
Men al hans Visdom, som er halvt fordøjet,
Skjønthan med sammeselverheltfornøjet,
Den slaar saavist dog ingen Mand ihjel.
En Nærbeslægtet af de To, vi nævned’,
Har ogsaa villet være med til Stævnet,"
Hvor Themaet er: det kejserlige Skjæg.
Det varDemosthenes-O cta v iu sH a n se n ;
Men ak, desværre! stakket var kun Dansen,
Han kagled’ ve), men der kom intet Æ g !
En Don Q uixote saa vi tappert stride,
Og S g a n a re l har Side op og Side
Smurt ned: hvorvidt at F a lle se n g a a r a ’P
O cta v iu s sig satte paa sin Hale,
Den Stakkel brændte inde med sin Tale,
Thi det er vist nok: den g ik ik k e a’ ?