70 / 433
63
med diverse Flasker prima »Ilddrik« (NB. faas kun ægte fra
G e o rg s velassorterede Lager, Hoveddepot: dette Land, Filial:
Berliner Tageblatt).
Ved Gildet gaar det lystig til. En forhenværende Skjøn-
aand og Dramaturg, der er gaaet af uden Naade og Pension,
fordi han i sin Tid indsmuglede pletterede udenlandske Varer i
Literaturen og udgav dem for uhyrlig danske, underholder
Selskabet ved uafbrudt at synge paa sit sidste Vers. Hans
Navn er E e d vard Om gang, hvilket er en Hentydning i
kunstnerisk Forkortning til, at hans Omgang ikke er af de
bedste. Gamlehørup er en Ynder afgrovkornede Spasmagere, men
han er dog lige ved at slaa Eedvard Omgang i Profilen, da
denne gjør en frimodig Hentydning til nogle Kjøge-Valgblade,
som Gamlehørup en Gang skal have faaet saa eftertrykkelig i
Hovedet, at han aldrig siden har kunnet tænke rigtig klart.
Striden bilægges dog mellem fire Vægge, og Gamlehørup
trøster sig med, at Eedvard Omgang »er hans Karrikatur.«
Imidlertid gjør Ilddrikken sin Virkning. Gamlehørup tumler
om i en Lænestol, der naturligvis staar bagved en Busk, og
drømmer sig tilbage til sine Ungdoms- og Velmagtsdage.
Eedvard Omgang følger, som altid, sin Principal i Hælene og
lige lukt ind i Drømmenes Rige.
2den Akt.
En
0
i Sydhavet, der gran
givelig ligner en Folkethingssal i
Bredgade, eftersom de Indfødte
begge Steder gaar i Vandet med
Klæderne paa. Gamlehørup drømmer
sig tilbage til hine paradisiske
Uskyldsdage, da han i Dronning
Hørdum s Favn gjorde Halloj med
Borgermusiken og Moralen og var
alle de Indfødtes Lyst og Glæde.
Men ak! —Tempo’erne forandres, som Latinerne siger! —
Dronning Hørdum er nu bleven saa uhyggelig gammel i Tøjet
og har slet ikke kunnet forhindre, at en meget ond Aand, der
i Stedets billedrige Sprog kaldes »Sammensmælteren«, men hvis
Tjenere i Reglen viser sig i Skikkelse af Hundetampe, har taget
Gamlehørups fordums Eldorado i Besiddelse. Denne indser, at
han aldrig mer bliver Statsrevisor paa Sligt, og skynder sig der
for hjem tilInte-Bombebøssen. For Sikkerheds Skyld tag er
han dog et af Dronning Hørdums Børn, den lille Prinsesse
Tju-Bailade, med sig.
Eedvard Omgang har imens fordrevet Tiden med at byde de
Indfødte enaf ham selv opfunden Drik: »Esprit d’ Eedouard«,
somer baseret paaKnaldeffekt, men som ved nærmere Efter
syn viser sig at være det bare Skum.
3die Akt.
Skibbruddet i Kjøge Havn.
Gamlehørup drømmer, at han endnu
ligger paa Bunden af Plimsolleren
og kastes som Vrag op i Inte-
Bombebøsseu. Men nu skal Prinsesse
Tju-Ballade tage Affære og sige Tak
for sidst. Han lærer hende at sætte
Fingrene foran Næsen, sparke bagud
og sige: »Æ . . . bæhi« Og saa
ansætter han hende som Rigsdags-
jn saa forskrækkelig i Vandet paa, at
hun aldrig kan kravle op mere; »Sammensmælteren«, det fæle
Spøgelse, lader nemlig stakkels Gamlehørup vide, at den gaar
ik k e !.............
Og saa vaagner han. Dybt rystet af Drømmen beslutter
han paany at' bestige sin Plimsoller og drage ud for at søge
nye Vandgange. Men Eedvard Omgang drømmer stadig ganske
livagtig, at han endnu sidder ovre paa Folkethings-Øen og
imponerer Mængden med sin
Esprit
d'Eedouard.
Det maa
altsaa formodes, at han i paakommende Tilfælde er villig til at
overtage salig Tju-Ballades Funktioner. Lad derfor kun Tæppet
falde, og lad kun Sammensmelter-Spøgelset være Skuespillets
triumferende Magt, — der vil endnu løbe adskilligt Vand
gjennem Inte-Bombebøssen,inden Gamlehørup oghans»Karrikatur«
udstøder deres sidste: Æh . . . . bæh!
K f t e r p n h f i r i r p M i d r i a c r .
— Veed Du hvad, nu da vi har spist og drukket
temmelig godt, kommer jeg sgu til at tænke paa,
hvordan de stakkels norske Matroser egentlig har
klannet faa ham, Hollænderen til Livs.
— Aah, de Normænd kan, sgu faa alt muligt i sig
— Saa! Hvorledes mener Du!
— Jo, har de kunnet fordøje Gfarborgs „Mannfolk“
uden at være kreperet at H am son s „Sult“, o. s. v.
saa veed jeg, min Sæl inte, hvad for en Kamel en
Normand ikke kan sluge.
— Men alligevel derfra, og saa til at spise sin
Næste —
— Kjære, husk paa, hvad Holberg siger: „Han er
Fanden ikke min Næste, han er en Hollænder.“ Det
eneste, der undrer mig, er, at de sparede Svenskeren:
det synes at bevise, at der dog endnu er unionsvenlige
Følelser mellem Normændene, hvad saa B jø rn s on
ogsaa siger.
— Men, hvad Dom mon nu de Stakler egentlig
faar for det?
— Tja, de bliver vel dømt, til at kaste ham op
igjen, li’esom Hvalfisken i sin Tid blev dømt til at
gjøre ved Jonas.
M ed d e tte Num er følger et
illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . '3WI3