66 / 433
5 9
Jupiter ogsaa. Det manglede bare, at Pastoren skulde komme I
her og kiæde os paa.« .
Punch
bukkede, sagde galant, at Fruen sikkert ikke
behøvede noget Omslag, og udtalte det Haab, at alle Omslag
i den Anledning maatte vise sig fejlslagne. Han mente derefter j
at have hørt tilstrækkelig til at kunne danne sig en Mening j
0111 Folkestemningen i Thorvaldsens Musæum og tog derfra j
ud til
Silén i Ø rsted sp ark en .
Naar
Punch
henvendte
sig til ham, var det af nær
liggende Grunde. Dels er
han en lille Smule af Fa
milien, dels — en nøgen |
Silén — en Silén uden
j
Omslag — og med det i
lille Bacchusbarn under j
Armen — en lille ny Silén,
bare under et andet Navn
— hvilken Sympati maatte
det ikke vække hos ham?
»Omslag!« sagde han,
da han havde hørt
Punch's
Ærende — »hvad skulde
jeg med Omslag? Det
passer ikke for mig, jeg er aldrig slaaet om i mit luv. Som De
ser mig her, saadan har jeg gaaet og staaet hele mit Liv
igennem. Ja, det vil sige — her har jeg jo ikke staaet hele Tiden,
men det er lige meget, hvor de sætter mig, for jeg er og bliver
dog den samme evigglade og gemytlige gamle Silén, og Ungen
her bliver mig op ad Dage.«
P unch
trykkede hans Haand, og i Erkjendelse af Rigtig
heden af den gamle Sætning,
audiatur et alterapars,
tog han
ud i Frederiksberg Have til
Gamle F rederik.
\
»Betragter Deres Høj-
o
Y
1
salighed det som en Lykke
**/■
eller Ulykke at høre til de _
Statuer, der har Klæder v * "*
paa?«
»Klæder! Han kalder
da ikke den Smule Klæder,
som jeg har paa, for
Klæder? Klæder! Ja, paa
Kroppen, men er ikke Ho
vedet den vigtigste Del
af et Menneske? Og har
jeg saa ikke Ret til at sige,
at, naar mit gamle Ho’de
er ubedækket, saa er jeg
i Virkeligheden splitter
nagende nøgen. Er det en maner ¡u muc cn
ataa saadan i alskens Vind og Vejr ? Jeg forsikrer ham for,
jeg skammer mig for alle de pæne Folk, der kommer hei i
Haven. Jeg vil oprigtig talt sige hain, at naar jeg ser nogen
af mine nuværende Kolleger i Statueverdenen spanke omkring
in puris naiuralibus,
saa finder jeg, at han har givet sig en
Blottelse, og jeg vil raade ham til at tage sit Omslag paa til
næste Torsdag.«
Punch
gik hjem. Da han er en moderne Journalist,
siger han ikke selv sin Mening, men -lader andre sige deres.
Saa kan Læserne selv se, om de kan hitt-e ud al det.
D a M a l e r p o t t e n v a r u d e —
UTUS Ml N | § p j
Nu skal i Ch ikago der være
En Udstilling, — den bliver fin!
Der maa vi de Indfødte lære,
At v i er ej beller til Grin.
Den Nydelse bør vi dem volde:
At skaffe dem Indblik i,
Hvad Dansken kan lave i Olle,
Til Trods for sit Akademi.
Vi derfor har skyndsomt faaet lavet
En Kunstner-Patent-Komité,
Som er umanerlig^ begavet,
Hvad man kan af Følgerne se.
Ej Hensyn den ta’er til Personen,
Men stolt og frimodig i Hu
Den slaar kun imod „Reaktionen1*
Sine Malerpotter itu!
Den vældige Kæmpe M atth ie sen
A f B ran d e s og B en theim har lært,
At, kan man blot Inte-Avisen
Paa Fingrene, hjælper det svært:
Mod Akademiet som Glente
Slog han ned og hakked’ det smaat,
Men — hvor kan no’et Godt man sig vente,
Naar man kimser ad V en te g o d t.'
Med glubende Miner og Lader
Hr. Aiatthiesen i Rustningen trak,
Saagar et Par farvede „Plader“
Han ud til Ministeren stak.
Og dog Komiteen saa sølle
Nu staar ved Fallittens Rand:
Da Malerne maled’ paa Mølle,
Blev al deres Vind kun til Vand!
De „Lucifer“ maled paa Væggen, —
Det skulde de ikke ha’e gjort,
Si’er Folk, skjønt en velment Præken
Ej bagefter hjælper dem stort,
Nu siilder de, skulde jeg mene.
Og grunder paa Takken for sidst,
Thi — F rø h lic h , det var kim den ene,
Og derfor blev Resten saa trist.