65 / 433
58
F o r f u l g t
aar den krakilske Skæbne paa sin Gang
Har hittet sig et Offer for sin Vrede,
Da hjælper hverken Rigdom eller Rang,
Den sluger magre Køer saavel som fede,
Og den forfulgte Stakkel, trods sin Trang,
Vil 0111 et Skjulested forgjæves lede;
Endogsaa i et fredlyst Folkekammer
Ham Skæbnen glat væk i Planeten rammer!
Den stakkels
H
ø r u p
er et saadant Offer
For merbemeldte Skæbnes bitre Had,
Saa han med yderst triste Nyhedsstoffer
Forsyner idelig sit eget Blad;
Og skjønt ved andre Evropæerhoffer
Der ses, at Spot og Skade følges ad,
Er Integade dog det Sted, som pranger
Med Modgang, der er særlig udhældsvanger.
— Ak, Lykkens Hjul har drejet sig omkring
For
H
ø r u p
og hans Integadedrenge!
I Fjor var Tiderne mod ham saa strenge,
A t han blev selv hældt ud af Folkets Thing
Med
H
e n n in g
J
e n s e n
o g
sin
H
e r m a n
B
in g
Og led et større Tab af rede Penge,
Da ovenpaa Forliset af Mandatet
Han blev hældt ud af Statsrevisoratet.
Men, Skæbnens Vrede ikke bare vendt er
Mod denne Nordens »første Journalist«,
Den rammer
o g s a a H
ø r u p s
Referenter
Med lutter Udhæld baade her og hist;
Tidt faar hans højtbetroede Talenter
En Medfart, der maa kaldes saare trist,
Naar — skjønt »paa Benene« — lidt uformodet
Ad Trapperne de kommer ned — paa Ho’edet.
Fornylig blev hos
H
ø g sb r o
og hos
L
ie b e
Organets Nigger ud paa den Vis spændt,
Og det er krænkende, kan man begribe,
For en saa sandhedskjærlig Referent;
— Men heldigvis vil det, som her er hændt
Dog ikke bringe sligt et Blad i Knibe,
Thi Referater i dets gamle Skure
Kan skaffes nok saa praktisk ved at lure.
O m d e t N ø g n e i K u n s t e n .
For at komme til et Resultat med Hensyn til Spørgsmaalet
om det Nøgnes Berettigelse i Kunsten havde
Punch
besluttet
sig til at interviewe — ikke Kunstnerne, for hvem Spørgs
maalet dog kun har en ydre Interesse, men derimod selve
Kunstværkerne, for hvem det saa at sige er et Fkdstensspørgs-
maal.
Punch
havde selv intet Omslag paa, men det gjorde
ikke noget, da der var Omslag i Vejret. Heller ikke kunde
det genere ham af Velanstændighedshensyn. Sandheden har
aldrig skammet sig ved at fremtræde nøgen.
Punch
tog en Droske.
»Til Kongens Foged?« spurgte Kusken.
»Nej, til Thorvaldsens Musæum.«
I Musæet henvendte
Punch
sig først til
Jaso n med de t gyldne Skind.
' - '
^
»Hvorfor trækker De
ikke Deres Pels paa, naar
De dog har en, Hr. Jason?«
»Spørg min Udgiver,«
sagde Jason. »Da jeg i
sin Tid anskaffede mig den
i Kolkis, var den varm
og god. Ja, De veed vel,
at Kolkisseme var svært
arrige over, at jeg vilde
tage den fra dem, saa at
jeg maatte sætte mig i
Besiddelse af den gjennem
Kongens Foged. Saa gik
jeg med den i nogle Aar,
men, da jeg blev gammel
og graa og ikke kunde mere, blev jeg anbragt her uden
Tilladelse til at bære samme, skjønt jeg fryser, saa det kunde
røre en Sten, og tit er ved at gaa ud af mit gode Skind af
Harme over det.« Han smilte bittert over sin egen Vittighed.
Punch
lovede ved Lejlighed at sende ham et aflagt
Omslag og gik videre til
Fru Venus.
»Gud, det er der rigtig
nok Ingen, der har spurgt
mig om før, og der er
heller aldrig Nogen, der
har forarget sig over, at
jeg holdt af at. gaa lidt
nedringet. Det er jo meget,
pænt af Pastor Løj nba c h ,
at han har taget sig af det,
og der er saarnænd ogsaa
dem her i Musæet, der nok
kunde trænge til, at der
blev oprettet en Beklæd
nings-Samaritan. Men naar
Sandheden, der ellers altid
skal være saa dydig, kan
være bekjendt at gaa i det Kostume, saa kan jeg da ved