162 / 221
Puristen og nyklassicisten Carl Petersen var selv en dygtig kerami
ker og dekorationskunstner, med kulørte mosaikgulve i sit Fåborg
Museum, og indianermønstre malet uden på kunstnersammenslut
ningen Grønningens første udstillingsbygning. For, som han også
skriver i modsætnings-foredraget:
»Den rige udsmykning er nemlig ikke et moment, der udelukker
strenghed og simpelhed i arkitektur. Det kommer kun an på, at den
anvendes således, at den gennem modsætningen får en hensigt, en
funktion i det hele.«
Gælder sådanne almene kriterier hele Københavns Rådhus, ude
og inde, oppe og nede? Kan monumentaltrapperne til Borger
repræsentationens mødesal bære alle dyr og trærelieffer, stuk og
byprospekter? Er takten i facaden ud mod Rådhuspladsen så tyde
lig, at murstensmønstre og stendekorationer underordner sig de
lodrette karnapper og Vilh. Bissens forgyldte Absalon? Og er mar
keringerne med spidse gavle og vandrette hvide striber nok til at
holde sidefacaden mod Tivoli i stram snor mellem vekslende vin
duer, duetårn og irret politibetjent?
Illustreret Tidende beskrev ved indvielsen i 1905 overordnet for
holdet mellem ornament og monumentalitet således:
»Siger man, at Rådhusets væsentligste indsats i dansk kunst er
dekorativ, har man vel nogen ret, og dog siger det alt for lidt. Thi
det dekorative som blot og bar linieharmoni og farvefyrværkeri er
netop en uting i Nyrops øjne. Havde dette været hovedtingen, var
Rådhuset kun blevet tumleplads for en række mere eller mindre
talentfulde kunstneres tilfældige luner. Men det er just dette - kan
her tales om luner, da er det kun Nyrops egne; i en så sjælden grad
har han forstået at tvinge - eller lokke - ikke blot stoffet, men per
sonerne ind under sine hensigter, at intet falder ud af rammen.
Måske er en række sindrige kruseduller derved gået tabt; tabet vil
kunne bæres, og krusedullerne vil nok finde deres plads andetsteds
i kunsthåndværkets tjeneste, hvis der er noget ved dem. Nyrop har
kun haft brug for det, der havde liv og indhold.«
Det er det fortællende i husets helhed, som vægtes i samtidens
bedømmelse. Ikke bare sentenser og årstal på væggene, men hele
billedbogen af udsmykning og arkitekturdetaljer.
164