190 / 221
BYENS HJERTE
København i tvær snit
D er er i hver større hy et strøg, hvor man standser og siger til sig selv: H er er byen! H er h am
rer dens pu ls; v il du i kort begreb vide, h v a d den er, så stil dig her, og se og fornem ! I Paris er
det de store boulevarder, i Berlin skæ ringspunktet mellem Under den L inden og
Friedrichsstrasse, i London p ladsen ve d B an k o f England. I det moderne K øb enha vn er det
Rådhuspladsen .
En optælling, hvis resultat dog selvfølgelig kun kan have tilnærmelsesvis nøjagtighed, har
g iv e t til resultat, a t i en sommerdags travleste timer passeres det pu n k t, hvor Vesterbrogade
munder ud i Rådhuspladsen , gennemsnitlig hver time a f henved 3 0 0 0 fodgængere, 12 0 0 c y k
ler og 3 0 0 hestekøretøjer. D e t er tal, der - når alle forskelligheder tages i betragtn ing - meget
vel kan nævnes ve d siden a f de, der betegner færdselstæ theden i de anseligste europæiske
brændpunkter.
M en ganske bortset fra alle sammenligninger er Rådhuspladsen den p le t i K øbenhavn ,
hvor byens liv afspejler sig m ed den rigeste mangfoldighed. H er mødes Vestervoldgades g am
meldags, forkrøbne og dødsviede huse m ed den moderne bygningsglans, der udfolder sig i H o tel
Bristol, Helmershus og N y Rosenborg. H er har byens arbejde og snilde sa t sig monumen ter
som Jern industriens bygn ing Ferrum , Industriforeningen og Kunstindustrimuseet, side om side
m ed arnesteder fo r kunst og adspredelse som D agm a rtea tret, Tivoli, C irkus og
Na tionalkom plekset. H er krydser den gamm eldags Købehavnergem y tlighed fra T ivoli sin
klinge m ed den mere kosmopolitiske, der udfoldes i etablissementerne p å den anden side
gaden. H er brydes ve d somm ertid strømmen a f byens børn, der komm er fra Strøget, m ed
svæ rm en a f fremm ede fra Banegården . H e r g raver de nu grunden til Paladshotellet og den
nye banegård, og så behøver man kun gå f å sk rid t fo r a t stå overfor det ældste stykke
K øbenhavn : Jarm erstårnet, bygget til m inde om, hvordan F yrst Ja rom a r a f R y gen i det her
rens å r 1259 , under Valdemar Sejrs søn Christoffer den første p å dette sted brød gennem byens
befæstning og gjorde sig til herre over den!
O g endelig mødes her, v e d sporvejsnettets centralstation, folkene fra det gammeldags, male
riske K øbenhavn , m ed dem fra det prosaiske, arbejdshærgede Nørrebro, den gam le bys stue
blege beboere m ed solbrune halvagrarer fra de indlemmede distrikter, S trandvejens villaboere
m ed Frederiksbergs pensionister. A lle susende p å elektricitetens brede vinger fo rb i borgernes
stolte hus, der som en mægtig kyllingemor knejser over sin myldrende børneflok.
(...)
1 189 2 lægges grundstenen. O g i de følgende halve snes å r rejser det sig så. M e d iv rig
opmærksomhed følger københavnere dets vækst. Efterhånden som den ene lykkelig t fundne, a f
en næsten H . C. A n d e rsensk fa n ta s i bårne enkelthed kæder sig til den anden , fø ler man det,
som om man hørte fortæ lle en hyggelig og dog stort tænkt, stort fø lt historie i mange kapitler.
D a bygningen stå r der, begynder kritiken a t røre sig, og, om end spagt, a t stribe glæden.
M a n m å tte ikke væ re dansk, om, man ikke lod nogle forfriskende dråber a f dens bitteressens
flyd e i beundringens sødt mousserende drik. O g man fin d er da i R ådhu set noget a f den nusse
de husmandssmag, som i slutningen a f det nittende århundrede præger hjemmene m ed sin
‘bondestiT , sin forkærlighed fo r de brudte linier, det sm åsnakkende foredrag, det causerende
og episodiske i modsæ tning til det pa tetiske og helstøbte.
192